Prøv avisen
Kronik

At forstå nutidens kaos

Voldsomme begivenheder og store forandringer præger vores tid, og det kan være svært at finde mening med det hele. Men al forandring må starte i det enkelte menneske, og måske findes der indsigter også i lidelsen og den tilsyneladende meningsløshed

Vi lever i en tid med store forandringer og voldsomme begivenheder. Mange har ubesvarede spørgsmål og kan frygte fremtiden. Hvad er det, der foregår? Hvordan kan vi forstå det? Er vi bare vidner til meningsløse tilfældigheder, eller er der en mening med det hele?

Det ligger i menneskets natur, at vi er draget imod at forsøge at forstå. Vi har et fundamentalt behov for at finde mening med tilværelsen.

Kan det tænkes, at den verden, vi oplever, slet ikke er så skræmmende, som det ser ud til, men at vi blot betragter resultatet af vores egne handlinger? Kan det tænkes, at vi ikke har noget at frygte, og at alt er godt?

Vores handlinger resulterer ikke altid i det, vi ønsker, og vi kan havne i fortvivlelse. Nogle søger svar uden at finde dem. Måske kan vejen frem åbne sig ved i stedet at søge efter det, vi kan lære af det svære.

For den enkelte kan det handle om at forstå ulykke, fyring, adskillelse, skilsmisse, utroskab, sygdom, dødsfald og anden smerte. På globalt plan kan det uforståelige være krise, terror, krig, sult, menneskeflugt, naturkatastrofer og anden lidelse i verden.

Flere stiller sig selv spørgsmålet: ”Hvis der er en kærlig Gud, hvordan kan han så tillade det, der sker i verden i dag?”. Hvordan reagerer vi, når livet rammer?

Når vi rammes i livet, har vi forskellige reaktionsmønstre. Nogle forsøger at forstå og finde mening i det umiddelbart meningsløse. Andre får følelsen af at være offer for uretfærdighed, og nogle opgiver helt at forstå.

Mennesker kan tro, at der ikke kan findes en Gud, når problemer slår ned i deres liv. Nogle kan mene, at det er fravær af Gud, der er forklaringen. Andre lever i tvivlen.

Er det, der sker i vores liv, tilfældigt, eller findes der ikke tilfældigheder? Er livet meningsløst, eller er der en højere mening bag alt? Er livet uretfærdigt, eller findes der ikke uretfærdighed? Bidrager vanskeligheder kun til vores livssmerte, eller er det netop her, vores udviklingsmuligheder ligger?

Kan det tænkes, at det er vores egne handlinger, fra individ til det globale plan, som er afgørende for, hvad vi møder i livet? Om vi møder behagelige eller ubehagelige oplevelser, om vi møder krig eller fred? Høster vi bare, som vi har sået, eller er vi uskyldige ofre? Hvor starter forandring?

Det er vores erfaring, at al forandring må starte i det enkelte menneske. Vi har en almindelig forestilling om, at hvis de andre bare ville ændre sig, så ville det gå meget bedre. Hvis vi vil forandre denne verden, så må vi starte med os selv.

Forandring bygger på indsigt. Indsigt i os selv. Indsigt i andre mennesker og ønsket om at forstå deres tanker, følelser og handlinger. Det er især vigtigt at være nysgerrig netop der, hvor vi har vanskeligt ved at favne andre mennesker. Vigtigt at vise åbenhed og respekt der, hvor andre optræder på måder, som vi ikke er i stand til at rumme. Er der noget, vi ikke forstår, er der i reglen også noget, vi ikke ved. Forandring er at søge den manglende viden. Kan lidelse udvikle os?

Er lidelse bare af det onde, eller kan lidelse bidrage til at udvikle vores forståelse for andre? Kan det tænkes, at vores evne til næstekærlighed fødes af vores lidelseserfaringer?

Kan vi ligefrem lære af ubehagelige fejltagelser og kan gentagne lidelseserfaringer vække en længsel efter en tilværelse befriet for lidelse?

Hvis vi bare oplevede behagelige virkninger uanset, hvordan vi opførte os, ville vi så udvikle os og blive mere næstekærlige mennesker? Hvis vi ikke fik ubehagelig feedback , ville vi måske ikke ændre vores uhensigtsmæssige adfærd. ”Af skade bliver man klog, men sjældent rig.”

Måske har vores smerte, lidelse og sygdom et formål, så vi kan lede efter udviklingsaspekter i vores vanskeligheder i livet. Måske kan vi lære ikke at se lidelsens funktion som noget dårligt, men derimod som et bidrag til vores udvikling.

Hvis vi er født med en handlefrihed, medfølger et ansvar for egne handlinger. Kan det tænkes, at vi er underlagt Guds enkle pædagogik: ”Hvad et menneske sår, skal det også høste”? Kan det tænkes, at vi får det tilbage, som vi har sendt ud, og at vi bare må gøre det bedre, hvis vi ikke er tilfredse?

Måske handler det om at erkende, at vi selv er årsag til vores skæbne. Hvis medfølelse udvikles af lidelse, kan vi vælge at betragte alt, hvad vi går igennem som noget, der bringer os fremad. Der, hvor vi mangler livserfaring, kan vi have vanskeligt ved at sætte os i andre menneskers sted.

Smertens funktion kan da være at udvikle empati over for andre. Tænk, hvis alt, hvad vi oplever, er et resultat af vores handlinger. Tænk, hvis vi faktisk ikke oplever uret, og at alt, hvad vi går igennem, i virkeligheden bringer os videre. Den lidelse, vi gennemgår, er måske en form for guddommelig undervisning. En kærlig pædagogik, hvor vi igennem vores egen smerte bliver bedre til at forstå os selv og andres smerte.

Hvorledes skaber vi den verden, som vi ønsker os? Hvis vi lægger ansvaret for vores liv over på andre, er der en risiko for, at vi selv bliver magtesløse.

Nogen kan miste håbet om en bedre fremtid. Vores erfaring er, at vi mennesker kan leve med mange tab, men tabet af håb fører til håbløshed, og så mister vi livskraften og troen på det gode. Det kan måske lette smerten at tro på, at lidelsen er der for, at vi kan udvikle tolerance, medfølelse, indlevelse og næstekærlighed.

Tænk, hvis vi valgte at se tilværelsen som et pædagogisk tilrettelagt uddannelsesforløb, en livets skole, som et sted, der lærer os, at vi alle er under skabelse i Guds billede. Hvor vi gradvist bevæger os fra egoisme til altruisme og lærer at flytte os fra følelser af vrede, fordømmelse og intolerance til i stedet selvbeherskelse, empati, tilgivelse, og næstekærlighed.

Mon ikke de fleste er mætte af krig og efterhånden har indset, at det aldrig vil lykkes nogen at besejre fjenden med våbenmagt? Og mon ikke vi må forstå, at det er igennem indsigt, dialog og forsoning, at fjenden kan mødes? Vi må alle tage et ansvar. Krigens årsag findes i menneskets indre. Fred i den enkelte betyder fred i verden.

Måske er vi som mennesker bare under udvikling til at blive mere humane, og ufuldkommenheden har sin pris. Vi må så vise overbærenhed over for os selv og hinanden og ikke påtvinge os en livsførelse, som vi endnu ikke er modnet til. Vi må søge fred, glæde og kærlighed i os selv og give den videre til andre. Loven er, at du skal elske din næste som dig selv.

Kærlighed og tilgivelse er vejen frem. Det er en vej, som udfordrer os til at forstå os selv og andre mennesker. Det må ske med afsæt i vores eget udviklingstrin samtidig med, at vi må møde de andre netop der, hvor de er.

Balancen består i at acceptere sig selv og hinanden samtidig med, at vi er vågne i vores egen livsførelse. Vi er en enhed og kan ikke være ligeglade med hinanden. Hvis det går andre godt, så vil det også gå os godt og omvendt. Hvis det går andre skidt, så vil det også gå os skidt.

Livet handler om at udvikle vores bevidsthed og om at lære at håndtere relationer og situationer med både følelse og fornuft.

Når vi dømmer og angriber andre, rammer vi også os selv. I stedet må vi erkende vores eget ansvar og indse, at vi ikke er adskilte, men alle dybt afhængige af hinanden.

Jane Bækgaard er psykolog og Jørn Nedergaard er advokat