Den 1. maj 1853 er en skelsættende dag i dansk skolehistorie. Den dag kunne skolemanden Christen Kold (1816-1870) slå dørene op til Danmarks første friskole i Dalby på Fyn.
Fra da af udvikler børneskolen sig i to retninger: de frie grundskoler og folkeskolen. 15 procent af de danske grundskoleelever går i dag på de cirka 540 frie grundskoler. Heraf udgør de grundtvig-koldske omkring 150.
Til sammenligning er der cirka 1300 folkeskoler. I en tid, hvor det faglige og målbare fylder meget i folkeskolen, er det godt at lade sig inspirere af en pioner, der værdsatte helt andre værdier.
Kold var en urolig sjæl, begavet og visionær. Som huslærer hos pastor Vilhelm Birkedal i Ryslinge på Fyn begynder der at opstå en idé i Kolds hoved. Han tumler med en ambitiøs tanke om at blive fornyer af det danske skolevæsen.
Almueskolen var død efter hans mening. Han ville give den nyt liv ved at skabe en skole, hvor fortælling var den grundlæggende pædagogiske ide: for‑ tællinger fra bibelhistorien, danmarkshistorien og verdenshistorien.
Som han skrev i ”Børneskolen”, en artikel indsendt til Fyens Stifts Litterære Selskab: ”Der er i de protestantiske lande en indgroet respekt for det at kunne læse, så man endog i vore dage er gået så vidt, at den betragtes som hensigt. Men den er allerhøjst et middel af anden rang. Skolen har langt vigtigere ting at gøre, nemlig at udvikle børnenes åndsevner, hvilket lettest og sikrest sker ved mundtlig undervisning.”
På sigt ville Kold udvikle en ”fortælleskole” for børn. Men han måtte gå en omvej for at realisere idéen. For Kold havde ikke erfaringen og midlerne, og derfor vandrede han til København for at møde Grundtvig med henblik på at få moralsk og økonomisk opbakning til sit skoleprojekt. Hensigten var i første omgang at bygge en bondeskole i Ryslinge for unge, hvor fortælling var det bærende.
I København møder han sin gode ven fra Snedsted Seminarium i Thy, lærer Peter Algren, og de går i samlet trop op til Grundtvig. Og vi ser for os den nøjsomme, vadmelsklædte, men selvsikre Kold banke på Grundtvigs dør og træde ind i entréen i sine træsko.
Ligemænd var de på ingen måde. Den ene sprænglærd teolog og forfatter på toppen af sin karriere, den anden skomagersøn fra Thy, som ganske vist var blevet lærer og bogbinder og just vendt hjem fra Tyrkiet, men udelukket fra job i almueskolen på grund af sine pædagogiske og religiøse holdninger.
Det første, Grundtvig spørger Kold om, er, hvad han har tænkt sig med sin bondeskole. Jo, siger Kold: Jeg vil bygge min skole på Guds kærlighed og Danmarks lykke! Og hvordan skal det foregå, spørger Grundtvig. Jeg vil fortælle dem om Ingemanns romaner! Og det stiller Grundtvig sig fuldt ud tilfreds med. Han er nærmest opmuntret og bevilger på stedet 6oo rigsdaler. Kold kunne således med penge på lommen rejse hjem til Ryslinge med en sponsor i ryggen af en vis åndelig tyngde.
Hvis vi sætter den ”sponsorkontrakt” ind i et nutidigt pædagogisk sprog, så tegner der sig en didaktisk model, som er enkel og klar: Hvad er formålet med skolen? Guds kærlighed og Danmarks lykke. Og hvad er indholdet? Ingemanns romaner. Og hvad er metoden? Fortælling.
Det er en model, der er renset for Pisa, test og læringsmål, som er erstattet af oplevelse, fortælling og kærlighed kombineret med en velovervejet deal: Grundtvig havde fået det, han gik efter: en mand, der i praksis kunne realisere det, han ikke selv formåede, og Kold havde på sin side fået penge på lommen, goodwill og mod på livet.
Bondeskolen i Ryslinge blev en kort affære. Den bestod i mindre end to år fra 1851-1853. Kold har sine tanker et andet sted, hvor der er bedre folkelig grobund for hans idéer. Blikket er rettet mod Dalby. Troen på friskoleprojekt er intakt, og inspirationen henter han blandt andet fra sin mor. Det fortæller han om i sin senere såkaldte Vennemødetale i 1866.
I talen får vi oprullet Kolds syn på fortællingen og skolesagen, som har sit udspring hjemme i køkkenet i skomagerhuset i Thisted, hvor Christen boede sammen med sine forældre og fem søskende.
Kolds mor havde en instinktiv fornemmelse for børns behov. Han fortæller eksempelvis, hvordan de fik lov til at låne hendes fingerbøl, så de kunne lave ”oste” af sand. Men børn er jo børn, og legen gik ikke anderledes, end at når ”ostene” var færdige, så fik en af drengene lyst til at ødelægge dem, og så røg de i totterne på hinanden. Og hvad gjorde Kolds mor? Hun kaldte dem sammen og begyndte at fortælle historier, og når hun havde fortalt ”kom der liv og munterhed igen”.
Kold forstod ikke dengang, hvordan fortællinger kunne have en sådan virkning, og det var såmænd ikke, fordi hans mor havde det store arsenal af historier. Hun fortalte de samme 10 igen og igen.
Hvilke overvejelser Kold senere gjorde om det, fortæller han om på Vennemødet: ”Først skulle jeg lære at kende ordets magt til at tale til hjertet og gøre menneskene skikkelige, glade frie og lykkelige. Vi skulle ikke have lyst til at rive ned og gøre fortræd.”
Der begynder at tegne sig en skole‑ profil. Kold vil opbygge en hjemlig, praktisk, fri børneskole, hvor fortælling skal være det bærende. Det, der i skolen kunne ”rive ned og gøre fortræd”, var ufrihed, udenadslære og eksamen. Det skulle der laves om på.
Symbolet på den ufrihed var biskop Balles lærebog. Og det var såmænd ikke kun et symbol. Det var en statsautoriseret katekismus, som skulle læres udenad.
Det er den magtens skole og kirke, som Kold ikke bryder sig om. Det var præster, provster og biskopper, som havde magten til at definere, vende tommelfingeren opad eller nedad. Bestået eller ikke bestået. Konfirmeret eller ikke konfirmeret. Enevældens magtstruktur var ikke Kolds kop te. Hans sympati lå i bunden af pyramiden hos de frie bønder, håndværkere, husmænd og godtfolk.
Det er den virkelighed, han skal agere i med sine nye tanker om en friskole for børn. Han møder massiv modstand og chikane i den kamp, men der er tre forhold, der hjælper ham: troen på Vorherre, drømmen om frihed og fortælling som pædagogisk værktøj.
Troen blev ellers voldsomt sat på prøve i seminarietiden i Snedsted. Helt galt gik det en søndag, hvor Kold sad på kirkebænken i Solbjerg Kirke, og seminariets forstander, pastor P.G. Brammer, fra prædikestolen konfronterede menigheden med spørgsmålet: ”Er du Kristen?”.
Det kunne Kold ikke svare overbevisende ja til, og det slog ham fuldstændig ud af kurs. Med mistet orienteringssans deltog han senere i et vækkelsesmøde med Peter Larsen Skræppenborg, og her fik Skræppenborg sagt Christen Kold et par ord på rette tid og sted: ”Gud elsker menneskene.”
Om den oplevelse fortæller Kold på Vennemødet: ”Jeg har aldrig kendt mage til det liv, den lyst, kraft og drift, der da opstod hos mig, jeg var så glad, at jeg ikke vidste hvilket ben jeg skulle stå på over den opdagelse: Gud elskede menneskene – og mig.”
Nu havde Kold Vorherre, Grundtvig og nogle gæve bønder på Dalbyegnen i ryggen, og således åndeligt polstret var han parat til at flytte fra bondeskolen i Ryslinge til sin friskole for børn i Dalby.
Det sker den 1. maj 1853. Og skulle nogen være i tvivl om, hvor børnene hører til, så havde Kold svaret: De hører forældrene til. Ingen institution kan overtage det ansvar, og derfor er de grundtvig-koldske friskoler forældrenes skole.
Men få syn for sagn! Gå en dag til en morgensang på en grundtvig-koldsk friskole og mød en kødrand af forældre, der bagerst i lokalet synger med på ”I Østen stiger solen op” sammen med deres unger. Det er mageløst.
Viggo Nørgaard Nielsen er lektor og cand.pæd.