Prøv avisen
Kronik

Fortæl, at udmeldelse af folkekirken har konsekvenser

Hvis Ateistisk Selskab ville holde sig til det, navnet dækker, nemlig Guds ikke-eksistens, kunne jeg sagtens respektere organisationen. Men i stedet bruger man sin stemme til at tale nedladende om troende mennesker, sprede usandheder om kirken og til at føre udmeldelseskampagner. Det kalder på modsigelse og oplysning

En aften tikkede en mail ind fra en konfirmandfar. I emnefeltet stod ”Samtale”, og jeg blev nysgerrig, for handlede det mon om, at datteren var i tvivl om, hvorvidt hun skulle konfirmeres?

I mailen kunne jeg læse, at faderen var opløftet over at genmøde kirken gennem datterens konfirmationsforberedelse, han nød gudstjenesten, musikken og eftertanken. Han, der efter eget udsagn ikke var vant til at komme meget i kirken, var blevet optimistisk på kirkens vegne. Men han havde en alvorlig sag, som han ville drøfte med mig.

Ved den efterfølgende samtale sagde han: ”Kirken gør det med alle sine tilbud temmelig godt. Men på ét punkt mangler der noget: For hvem sørger for at fortælle folk, at de skal bakke op om kirken, hvis den skal være dér i fremtiden?”. Han var oprigtigt bekymret, da han sagde: ”Mange melder sig ud af kirken, og de taler om det, som om det ikke betyder noget. I medierne hører vi dårlige historier om kirken, men der er aldrig nogen, der svarer igen.”

Det blev en lang aften, for præsten var tung at danse med. Jeg husker, hvordan jeg indledningsvist forsøgte mig med alle standardsvarene om, at kirken jo ikke har en ledelse, så derfor kan ingen udtale sig centralt. Kirken er alle de døbte. I forhold til spørgsmålet om, hvem der fortæller, at kirken skal bakkes op for at bestå, var jeg dengang (og er vel stadig) bange for at komme til at skræmme nogen med, hvad der sker, hvis mange melder sig ud. Men faderen mente, at nogen måtte gøre noget. Jeg er nu enig, og ikke bare nogen, men alle må gøre noget.

For nylig har Ateistisk Selskab oprustet på kommunikationsfronten med en stor usmagelig annonce i Metroxpress. Blandt andet står der, at kirkeskatten går til ”konfirmationer og minikonfirmationer, så børn kan lære, hvad præsterne gætter om verden”. Det er en underlig fremstilling: Selvfølgelig holder kirken gudstjenester med konfirmationer. Gudstjenester er en kerneopgave. Der er slet ikke noget, der hedder minikonfirmationer. Og hvad kirken underviser i, er ikke præstens overbevisning, men en lang og rig tradition, der hviler på evangeliet.

Derefter opfordres man til at melde sig ud via en hjemmeside, der stilles til rådighed af Ateistisk Selskab. På hjemmesiden møder man en video, hvor talsmanden for selskabet taler nedladende om at ”jagte troen på den her gud”, og han fremfører som eksempel den usandhed, at kirken blander sig i undervisningen i folkeskolen. I øvrigt gør hjemmesiden meget ud af at fortælle om alt det, man stadig kan bruge kirken til, selvom man ikke er medlem, for eksempel dåb og vielse. Mage til hykleri!

Jeg bliver altid glad, når jeg møder en rigtig ateist, der vil drøfte spørgsmålet om Guds eksistens. Ateisme er en fuldt ud legitim position, men erkendelsesmæssigt set en mindst lige så vanskelig position at indtage som den gudstroendes, fordi man må forklare det som en erkendelse og overbevisning, at Gud ikke findes.

Desværre findes der alt for få ordentlige ateister. Hvis Ateistisk Selskab ville holde sig til det, navnet dækker, nemlig Guds ikke-eksistens, kunne jeg sagtens respektere organisationen. Men i stedet bruger man sin stemme til at tale nedladende om troende mennesker, sprede usandheder om kirken og til at føre udmeldelseskampagner.

Det er ynkværdigt, at deres identitet alene er negativt defineret, idet den består i at være imod andres overbevisning og i at smadre usagligt løs på det, der er værdifuldt for andre! Det er næppe umagen værd at forsøge at få de mest forhærdede og uoplyste foragtere af den kristne tro i tale. Til gengæld bør vi som kirke (folkekirken) være opmærksomme på at modsige strømmen af misinformation.

Men hvem skal gøre det? Hvem skal fortælle, hvor meget godt folkekirken bidrager med til så vel tros- og åndsliv som kultur, musik, fællesskab, dannelse, diakoni og så videre. I enhver anden organisation, der blev mødt af modkampagne og usandheder i medierne, ville ledelsen i samarbejde med kommunikationsafdelingen tage affære. Sådan er strukturen ikke i folkekirken, og det kan man mene forskelligt om. Her vil jeg ikke diskutere kirkens struktur, men i stedet opfordre til, at vi alle i folkekirken tager kommunikationskasketten på.

Vi er mange gode kræfter, der kan tage fat: De ansatte i kirken, herunder også præsterne, har alle vigtige erfaringer med, hvor meget medlemmerne faktisk får ud af kirken. På forskellige niveauer har man informationsmedarbejdere, og samlet har vi folkekirken.dk.

Selvfølgelig skal menighedsrådene også på banen og overveje, hvordan man lokalt formidler, hvor meget godt der kommer fra kirken. Forrest må naturligvis af hensyn til troværdigheden gå almindelige kirkemedlemmer, der har gjort erfaringerne (læs: læge og ulønnede medlemmer af folkekirken), og bagest, men med tydelige stemmer, biskopperne.

Budskabet, der skal spredes, er, hvor meget godt danskerne får ud af folkekirken, og hvor meget man kunne risikere ville forsvinde, hvis folkekirken ikke længere var handlekraftig (hermed intet sagt om andre menighedssamfund og kirker, de gør det sikkert godt, hvor de er).

Først og fremmest er kirkens rolle selvfølgelig at være kirke, det vil sige at forkynde evangeliet. Men rollen kan nuanceres, så flere ser, at de også nyder kirkens ydelser. Kirken spiller en stor rolle i menneskers liv, for nogle løbende, for andre ved større livsbegivenheder eller som en kulturel faktor. Men bevidstheden om, at kirken er der, og at dér hører jeg til, er vigtig for langt de fleste folkekirkemedlemmer. Vi skal sige tydeligt, at hvis folkekirken ikke var der, ville mange heller ikke kunne opleve for eksempel kirkelig vielse, begravelse, babysalmesang, foredragsaftner, juniorkonfirmandforløb, besøgstjeneste og så videre.

I kirken har mange fundet et sted at være, når der ikke var andre steder at gå hen. Hér har for eksempel den midaldrende mand fundet ny livsorientering efter krise og misbrug. Hér har den efterladte fundet plads til sin sorg. Ja, og hér finder børn fortællinger, der giver plads til drømme om det, der er større end os selv. Hér modtager vi dåben, som giver os et sted at høre til, en positivt (!) defineret identitet. Her har vi hørt til i slægt efter slægt. Værdien af alt det er svær at måle. Det er en oplevelse.

Folkekirken udviser stor respekt for folks beslutning om at melde sig ud, og sådan skal det også være i fremtiden. Vil man ikke være en del af butikken, skal man selvfølgelig melde sig ud – men helst på et velinformeret grundlag! Der er jævnligt nogen, der spørger: Må jeg ikke stadig komme, selvom jeg melder mig ud? Jo, det må man gerne! Men man kan ikke få en kirkelig begravelse, hvis man ikke er medlem, og det skal vi turde sige højt. Og vi skal turde tilføje, at man ved en udmeldelse bør overveje, hvor meget godt man som udmeldt ikke er bidragyder til. Selvfølgelig skal vi også have modet til at sige, at det er hamrende usolidarisk, hvis man vil melde sig ud, men stadig vil nyde godt af fællesskabets tilbud.

Mange usandheder og dumheder i verden har det bedst med at blive tiet ihjel, men andre kalder på modsigelse og oplysning, fordi de vildleder. Jeg er på det seneste blevet overbevist om vigtigheden i anliggendet hos den konfirmandfar, der kom til mig. Derfor vil jeg opfordre til, at vi alle som enkeltmedlemmer af folkekirken overvejer, hvordan vi bedst kan handle og tale dér, hvor vi er, og jeg vil opfordre alle med en rolle i den folkekirkelige struktur til at overveje muligheder for tydelig tale derfra, hvor de er placerede.

Vi er beriget med verdens bedste budskab, evangeliet om Guds nåde og kærlighed. Folkekirken er (sammen med andre kirker) en værdifuld ramme for det budskab i en dansk sammenhæng. Lad os frimodigt fortælle hinanden og omverdenen om begge dele.

Ole Bjerglund Thomsen er sognepræst