DER ER på det seneste givet mange bud på, hvordan – og ikke mindst hvorvidt – vi skal forsøge at tackle livet. Adskillige kloge hoveder har talt for, at vi ikke skal gå så meget op i det, men hellere bakke ud, give slip, gå glip og opgive jagten på lykke, mening, autenticitet eller selvoptimering. Det er nemlig om noget kilden til ulykke, hedder det sig med forskellige betoninger hos blandt andre Svend Brinkmann, Morten Albæk og senest Morten Ebbe Juul Nielsen i kronikken ”Stop jagten på livets mening” i Kristeligt Dagblad den 16. november.
Det er glædeligt, at det måske allervigtigste og mest grundlæggende spørgsmål – hvilken indstilling skal vi møde tilværelsen med? – pludselig er blevet superpopulært. Det er også glædeligt, at fagfilosoffer og andre, som undtagelsesvis burde have noget at have deres synspunkter i, blander sig og ligefrem fører an i debatten. Men der mangler stadig det bedste, filosofien har at byde på: sund fornuft og proportionssans.
Nej, det er ikke befordrende for livskvaliteten at halse efter et uopnåeligt ideal. Nej, man får det ikke godt af navlepilleri og neurotiske grublerier. Det er ikke voldsomt overraskende. Det siger heller ikke spor om, hvorvidt man aktivt bør søge lykken, reflektere over værdier eller arbejde på at udvikle sig selv. Det viser højst, at man også kan gøre det forkert.
Alt med måde – det gælder også forholdet til lykken og en selv. Også her gælder det, at mål, muligheder og midler gerne skal stemme overens. Det er den egentlige udfordring, som man må se i øjnene og tage op, om man så kan lide det eller ej.
Som reaktion på en – angivelig – tendens til at kræve for meget af det enkelte menneske, er der fremkommet en i grunden romantisk og lettere konservativ modstrømning. Giv dig hen til livet og fællesskabet. Søg ikke, styr ikke, slip tøjlerne – så vil lykken komme til dig, helt af sig selv.
HVIS MAN VIRKELIG FULGTE dette budskab, kunne det gå rigtig galt. Livet og lykken er alt for vigtigt, vanskeligt og lunefuldt til, at man bare kan lade stå til. Heldigvis er der stort set ingen, der i praksis følger rådene, heller ikke dem, der dyrker dem som filosofiske bonmots. Når det bliver alvor, sørger de fleste for at tage vare på deres eget og andres liv og lykke. De søger og finder mening, i alt fald til husbehov – og de bestræber sig på at blive klogere på sig selv og udvikle deres talenter.
Har de fået nogenlunde styr på det, formår de i reglen også at give slip og give sig hen, når det passer sig. Der er en tid til at reflektere og en tid til at slå automatpiloten til. Men for at vide, hvornår det ene og det andet er passende, bliver man nødt til at tænke sig om.
Kritikken af jagten på lykke, mening og selvrealisering bygger på en tvivlsom antagelse om, at vi generelt har fået det dårligere, selvom vores materielle velstand er stor og stadigt voksende. Ja, der er bekymrende statistikker – for mange selvmord, for mange tilfælde af depression, angst, misbrug og stress. Og jo, det skyldes sikkert til dels socialt pres.
Men der er ikke belæg for, at ”vi” i almindelighed skulle have fået det meget dårligere, endsige at det skadelige sociale pres primært kommer fra ”lykkeindustrien” eller jagten på mening. Selvom man bør tage de empiriske undersøgelser af lykke og livskvalitet med mindst ét gran salt, tyder ganske meget på, at der i Danmark er en høj grad af livstilfredshed, ja endog at de fleste er, i ordets væsentligste, helt udramatiske betydning, forholdsvis lykkelige.
Faktisk gør begrænsningerne i undersøgelsesmetoderne det sandsynligt, at vi har det bedre, end resultaterne antyder. For undersøgelserne bygger på selvrapportering, og vi har rigtignok en tendens til at måle os i forhold til de få, som har det endnu bedre, snarere end alle dem, der har det værre.
Selvom materiel velstand naturligvis ikke er nogen garant for lykke – den er hverken nødvendig eller tilstrækkelig og kan også blive en belastning – har velstandsforbedringer også langt over eksistensminimum stadig en overvejende positiv betydning for folks liv.
Trods megen snak om, hvor mange penge, der er blevet spildt på samtalekøkkener og fladskærme, er danskerne efter alt at dømme ikke helt dårlige til at omsætte deres velstand i egentlig livskvalitet.
Jeg benægter ikke, at alt for mange har ondt i livet. Det er også klart, at velstanden vanskeligt kan vokse, uden at det går ud over bæredygtighed og global retfærdighed. Så det er vigtigt, at vi finder måder at fremme livskvaliteten på for de mindre privilegerede og selv bliver bedre til at finde glæde og mening, uden at det koster i penge eller ressourcer. Men det er jo netop en opgave, som vi må tage på os, og som kræver, at vi forholder os til lykken.
Det er en udbredt myte, at beskæftigelsen med lykke er egoistisk. Hvorfor skulle det være sådan? Når vi bør gå op i lykken, er det ikke mindst for at kunne blive bedre til at tage vare på andres liv. Vender vi den ryggen, lader vi også andre i stikken. Følger vi rådet om at tage fat på samfundsudfordringerne i stedet for at søge lykke eller mening, kommer vi til at kæmpe med dem uden mål og med – uden nogen klar idé om, hvad der er virkelig humant og efterstræbelsesværdigt, og uden sikkerhed for, at vi selv er rustet til at løfte opgaven.
NÅR DET RIGTIGNOK har kunnet virke, som om mange er blevet ulykkelige i deres tilsyneladende jagt på selvrealisering og samtidig er kommet til at bruge andre som ”roadie på deres eget roadtrip”, som en parterapeut har kaldt det, er det, fordi de har gjort et alvorligt forsøg på at finde og blive sig selv.
Det skyldes tværtimod, at de ikke har gjort det. Søren Kierkegaard beskrev bedre end de nutidige kritikere selvrealiseringens vildveje. Han talte træffende om ”fortvivlet at ville være sig selv”, men drog vel at mærke ikke den konklusion, at det var selve målet, den var galt med. Han forklarede det med, at opgaven er svær, og at mange egentlig søger noget andet end sig selv. Selvrealisering bliver snarere et middel til at flygte fra sig selv og de forpligtelser, man har.
Moralen må være noget nær den modsatte af det, som kritikerne af jagten på lykke, mening og autenticitet slår til lyd for. Skal man leve godt og ordentligt i den moderne verden og blive i stand til at handle ansvarligt over for sig selv og andre, gør man klogt i at besinde sig på, hvad der virkelig har værdi, og hvad der ikke har det.
At opnå indsigt i, hvad der er værdifuldt og værd at vide – og hvad der ikke er værd at spilde tid på – er traditionelt blevet betegnet som visdom. Selvom det ikke er noget, man taler så meget om i dag, slet ikke i en mere jordnær, hverdagsagtig sammenhæng, er det stadig i den grad værd at stræbe efter. Og det har intet at gøre med hverken højpandede eller livsfjerne spekulationer eller neurotiske grublerier.
Skulle nogen tænke, at der allerede er spildt for mange ord på abstrakte diskussioner om, hvorvidt vi skal søge lykke eller mening eller i stedet helt afblæse jagten, kunne jeg næsten ikke være mere enig. Til gengæld er der al mulig grund til at komme til sagen og forsøge at blive klogere på, hvad der konkret gør mennesker mere eller mindre lykkelige eller deres liv mere eller mindre meningsfuldt.
Og modsat hvad mange hævder, kan det faktisk være aldeles fornøjeligt og usædvanligt meningsfuldt at arbejde for sin egen og andres lykke.