Folkekirken har siden sin grundlæggelse i forbindelse med Grundlovens tiltrædelse i 1849 båret og videreudviklet en stor musikalsk arv.
Den kirkemusikalske arv i Danmark må forstås som salmetekster og - melodier og den store masse af musik, som løbende benyttes i folkekirken. Denne arv har stor betydning. Kirkens sang og musik er et bærende element i kirkens indre og ydre udtryk.
Det er i salmesangen, at den verdslige og den kirkelige verden mødes. Det blev senest tydeligt i forbindelse med de spontant opståede mindesamlinger overalt i landet i forbindelse med attentaterne ved Krudttønden i København og det efterfølgende drab ved den jødiske synagoge i Krystalgade i København.
Ved næsten alle disse møder brød folk spontant ud i salmesang. Mindre dramatisk opleves det ved morgensang i stadig flere skoler, hvor ”Sørøverkongen Sally” synges side om side med ”I østen stiger solen op”.
Den kirkemusikalske arv rummer hele spektret fra før Bachs orgelværker, Den Danske Salmebog, lovsange, Taizé-sange, gospel, ny kompositionsmusik og megen anden musik.
En væsentlig part i forvaltningen og fornyelsen af den kirkemusikalske arv er kirkens musikere og korsangere, som alle er ansat og ledet af kirkens menighedsråd.
Folkekirken mangler et organ for en fortløbende dialog om kirkens sang og musik med repræsentation af menighedsrådsmedlemmer, præster og organister. Lad os kalde det et kirkemusikråd. Rådet skal ikke fungere som smagsdommere, men som et forum, hvor man i fællesskab kan få kvalificeret sine kirkemusikalske overvejelser. Et forum for en løbende dialog vedrørende kirkens musik.
Denne dialog finder sted rundt omkring. Der er ved mange kirker en god kontakt imellem menighedsråd, præst og organist, men når man sammenligner rammerne for forvaltningen af andre elementer af kirkens arv, sikres tyngden af beslutningerne på baggrund af høring af fagrelevante instanser.
Da Københavns Stiftsråd i 2013 indstillede 14 københavnske kirker til lukning, gennemførte Dansk Bygningsarv i samarbejde med Kirkefondet og Realdania et projekt, som kortlagde, hvordan kirkerne kan bevares og genanvendes i respekt for bygning og tradition og til gavn for lokalsamfundet. Den musikalske og liturgiske omvæltning, der foregår i disse år, er mindst lige så historisk i radikalitet og omfang som kirkelukningerne; men den foregår langt mere lemfældigt.
Folkekirkens bygningsmasse er omfattet af Akademirådets vedtægter, jævnfør paragraf 3, stykke 4 ”I henhold til Lov om Folkekirkens Kirkebygninger og Kirkegårde yder Akademirådet Kirkeministeriet og stiftsøvrigheden sagkyndig bistand i forhold, der vedrører kirker og kirkegårde.”
Denne aftale medfører en levende debat med stadige beskyldninger om smagsdommeri, konservatisme eller populisme; men også en debat, som er med til at sikre bevidstheden og den fortsatte interesse om bevarelsen og fornyelsen af et stykke dansk kirke- og kulturarv.
En tilsvarende eller blot beslægtet instans vedrørende folkekirkens musik findes ikke, og det anbringer musikken i et limbo, som medfører, at folkekirkens beslutninger om musik træffes uden en forudgående tværfaglig og perspektiverende debat.
Denne regelmæssige dialog og debat kommer ikke af sig selv. Præsteforeningens bestyrelse er besat af præster, de to organistforeningers bestyrelser er besat af organister, og der sidder ikke nogen kirkemusikere i bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsråd.
Hvis folkekirken havde været en samling af frikirker, ville det ikke give mening at oprette et kirkemusikråd med repræsentation af medlemmer, som er udpeget af Landsforeningen af Menighedsråd, af Præsteforeningen og af de to organistforeninger, men i og med at de tre parter arbejder med de samme ritualbøger, den samme salmebog og den samme autoriserede liturgi, vil det være både naturligt og frugtbart.
Det er snart 100 år siden, at salmekomponisten og organisten Thomas Laub udgav sit kirkemusikalske testamente, ”Musik og kirke”. Verden har ændret sig markant, siden Laub på en klar, men også meget polemisk og udfordrende måde satte rammerne for, hvad han forstod som ” den sande kirkemusik”. Her var der ikke megen plads til at baske med vingerne, og smagspolitiet slog benhårdt ned på dissidenter.
Med internettets udbredelse er verden blevet lille, og musikkens mange genrer er alle tilgængelige for os, både i kirken og udenfor. Det giver ikke længere mening at fastholde en enkelt stilart og genre som mere kirkelig end en anden. Det giver derimod mening at oprette og udvikle et forum, hvor alle aspekter af folkekirkens musik kan drøftes.
Musikrådet kan aldrig få nogen besluttende ret, men kunne være høringspart over for både Præsteforeningen, organistforeningerne og Landsforeningen af Menighedsråd. Folkekirkens Musikråd kunne desuden fungere som en tænketank, som kunne kommentere på løbende debatter om kirkemusikalske anliggender, eller rådet kunne tage initiativ til at søsætte og facilitere debatter eller konferencer.
Thomas Laubs ”Musik og kirke” knæsatte en polemisk tradition blandt kirkemusikere, som er stærkt underholdende, men ikke særlig frugtbar. Det store og på mange måder frugtbare opbrud, som folkekirken oplever i disse år, frisætter en mængde nye stilarter og genrer, som tidligere har været fremmede for kirken.
Vi hører og synger nu lovsange i højmessen, som tidligere primært har været sunget i missionshusene, musikalske elementer fra forskellige meditationstraditioner, gospel, new age-musik, plus almindelige nye salmer, som til stadighed søsættes.
På samme tid oplever den klassiske kirkemusik en renæssance, og ved højtiderne høres nu flere udgaver af de Händels ”Messias”, Bachs ”Juleoratorium” eller h-mol-messe, men den store musik præsenteres som oftest ude af en traditionel gudstjenestelig sammenhæng.
De store oratorier skal naturligvis ikke tænkes ind i en gudstjenestelig sammenhæng, men kunne man ikke spænde noget af den kolossale ambition og kærlighed til den klassiske musikarv for den traditionelle, autoriserede højmesse?
Er der ved at ske en fraspaltning af kirkens enorme musikarv, således at den præsenteres som en rent kulturel begivenhed, mens folkekirken udvikler sig i en mere aktivistisk retning både liturgisk og musikalsk? Hvilken betydning har det for kirkens sammenhængskraft? Vi har set brud med gamle musiktraditioner, som det måske har taget flere generationer at bygge op.
Måske er disse dramatiske brud unødvendige. Måske kan en kirke og en menighed rumme både en klassisk musikpraksis og en rytmisk praksis? Jeg ser med nedsættelsen af et kirkemusikalsk råd en mulighed for at diskutere og perspektivere kirkens musik, og at styrke den folkelige bevidsthed om folkekirkens musikalske arv og potentiale. Jeg vil derfor opfordre kirkeministeren til at tage initiativ til nedsættelsen af et kirkemusikalsk råd.
Mads Bille er organist ved Herning Kirke