DØDEN ER ualmindelig interessant. Især på afstand.
Så iagttager vi den med en underlig blanding af nysgerrighed og uhygge. Gerne iblandet lidt underholdning.
Måske er det også derfor, at nutidens danskere navnlig børnene, de unge og deres forældre først for alvor har fået øjnene op for allehelgen, som vi har fejret i Danmark og Europa siden middelalderen, da den i skikkelse af amerikansk kulturimport fik navnet halloween.
LÆS OGSÅ: Halloween er en afsporing
Spørger man således i dag børn, unge, forældre eller lærere, hvad allehelgen er for noget, aner de det oftest ikke. Mens de straks vil nikke genkendende til, hvad halloween (forkortelse af all hallow even) er.
Dermed er vi i grunden vidne til et blandt mange eksempler på, hvor stort kulturtabet er blevet inden for bare den sidste generation. Er vi som folk, kultur, som samfund, som skole, som familie og som selvstændige mennesker, ikke forankret i såvel vores historie som vores kulturelle værdier, er vi meget nemme ofre for tidernes lunefulde vinde.
Eller som jeg hørte en klog mand udtrykke det: Den, der gifter sig med tidsånden, bliver meget hurtigt enke. Man kunne tilføje: Den, der løber efter det første, det bedste han eller hun står ikke ordentlig fast til at kunne modstå og være kritisk over for, hvad der konstant falbyder sig af tilfældige luner og stemninger. Som halloween.
De fleste af os, der sidder i kirken allehelgen, er fælles om at have mistet et elsket familiemedlem, en nær ven, en ægtefælle, en bror, en søster, et barn, en mor, en far, en bedstefar, en mormor, en oldefar eller en anden, som stod os nær. For os er det ikke underholdning, spas og løjer. Men en oplevelse af én af tilværelsens helt store omkostninger, som vi godt nok ved skal komme på et tidspunkt for både os og vores kære, men som vi dels har svært ved at forberede os på, dels har svært ved at forlige os med.
AT BETEGNE vores oplevelse som uhygge er heller ikke særligt træffende. Uhyggeligt er noget kun, så længe man ikke selv er involveret personligt i det.
Det, der skaber uhygge, er ikke indgribende i sjæl og sind, sådan som et menneske, man har delt liv og eksistens, glæder og sorger med, er og har været. I uhyggen er vi på afstand, ligesom i underholdningen. I sorgen og fortvivlelsen er vi grebet og involveret i et smertefuldt omfang, der gør distancen umulig.
Ved man ikke dét før, så mærker man det, når man har mistet. Det er en kundskab og viden, man ikke kan hverken læse eller studere sig til, men hvor vi alle sammen er ens. Hvor vi først og fremmest ser på det menneskelige, og hvor der følgelig opstår et skæbnefællesskab mellem os på tværs af alle forskelligheder.
Som mennesker slet og ret. Som elskende, lidenskabelige mennesker, der skal dø, og som skal miste. Som elsker liv og fællesskab ikke mindst, fordi døden som livets absolutte modsætning har lært os at skønne mere på livet og leve det mere intenst.
Det er jo også derfor, gamle, bedagede mennesker, hvis krop ikke straks og uden videre vil lystre åndens ønsker, kan leve langt mere intensivt, end den umodent livagtige teenager, hvis krop og fysik snildt lader sig udfordre af åndens hidsige tempo og pludselige indskydelser.
Livsglæde og taknemmelighed kommer som regel med alderen, fordi man med netop tiden lærer at skønne på det liv, man kan miste. Og hvis forkrænkelighed man bliver mindet om ved den elskedes død.
Intet sted er man så klog på livet, andre mennesker og sig selv end dér, hvor man er smerteligt samlet i oplevelsen af stor sorg og savn over tabet af en, man elsker. Kirken er fyldt med dens slags kloge mennesker på allehelgens dag.
Derfor bør vi også kunne genkende både os selv og vores erfaringer ikke i halloween, men i allehelgen og allehelgens kristne forkyndelse. Fordi der i bogstavelig forstand er en verden til forskel på at se ind i en udhulet græskar med lys i, end ind i øjnene på et døende menneske, som forsøger at finde fred og tage afsked.
Og som måske af sine allersidste kræfter forsøger at trøste de efterladte, som vil komme til at sørge og savne.
Til alle os lyder der allehelgens dag nyt fra dødens porte. Til alle os lyder der en trøst og lindring, som intet menneske selv har opfundet, men derimod sagtens kan formidle ikke kun til dødende, men til alle levende mennesker, hvis skæbne til sidst ender med døden: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. (Joh. 3, 16).
Vi lever med andre ord ikke længere bare for at skulle dø. Ikke på grund af af os selv og hvad vi har præsteret. Men på grund af Guds kærlighed, som i Jesu bemærkelsesværdige skikkelse og skæbne overvandt døden og al dens magt. Jesus siger om sig selv: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. (Joh. 11, 24).
I dette menneske, Jesus fra Nazaret, møder vi livet selv, sådan som Gud oprindeligt ville det et liv forbundet med evig kærlighed og hengivenhed. Et liv uden bagtanker og nyttesløse bekymringer, uden ondskab og synd.
Et liv i kærlighedens selvforglemmende hengivenhed til Gud og andre mennesker, hvor ingen død eller synd skal spærre vejen hverken mellem mennesker eller mellem Gud og os. Hvor det direkte liv erstatter syndens og dødens indirekte liv, der altid skal formidles og kanaliseres ad oftest snirklede omveje og derfor når at blive både træt og opgivende på vejen hen til den anden.
HOS DEN KORSFÆSTEDE Kristus ser vi al vores egen smerte og sorg samlet og forklaret ikke for forstanden, men i tro, håb og kærlighed, fordi vi midt i Jesu korsfæstelse og død samtidig ser opstandelsens kraft og håb bane sig vej gennem graven påskemorgen.
Således, at Jesu død også er vores død. Hans lidelse, smerte, sorg og savn også er vores lidelse, smerte, sorg og savn, som vi ydermere kender fra tabet af dem, vi elsker og holder af.
Jesus kender vores sorg og savn. Han kender angsten og fortvivlelsen fra sin egen krop og sjæl. Ellers var han ikke sandt menneske, men en dygtig skuespiller, der gik urimeligt langt for at gøre det så undskyld udtrykket: livagtigt som muligt. Og evangeliet ville være det rene hykleri.
Når vi med den korsfæstede Kristus netop tør se vores livs sorg, angst, savn og fortvivlelse direkte i øjnene, så skyldes det, at vi i troen fuldt og helt også har del i Kristi opstandelse påskemorgen. Vi ignorerer eller bortforklarer ikke vores død og den smerte, den forvolder vores kære og os selv. Men vi tør i Jesu navn se den i øjnene, fordi vi i troen ophøjes til en evig opstandelse, både mens vi lever, og endelig når vi skal dø.
Det er kun derfor, og kun derfor, vi, som Jesus siger til os, er både jordens salt og verdens lys. Som kristne skal vi kendes på, at vi både besidder saltets stærke og udholdende egenskaber, så vi kan rense ud og lutre vores menneskelige fællesskaber og lyse op for alle dem, som sidder i sorgens, fortvivlelsens og dødens mørke, så vi baner en vej ud af sorgen og fortvivlelsen ved at pege hen på og på livet løs låne fra det lys, der som en opgående sol stråler fra Jesu Kristi opstandelse fra de døde påskemorgen.
I dét lys skuer vi lys. I dén kærlighed elsker vi. I dén tro tror vi. I dét levende håb håber vi. I dét evige liv lever vi.
Og i dén opstandelse skal vi også opstå til evigt liv og have evigt fællesskab med både hinanden og med Gud.
Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!
Den danske salmebog nr. 224, vers 5
Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen