Fra missionærselskab til partnerskab

Aldrig har vi været med til at udsende så mange medarbejdere, og aldrig har så få af dem været danske. Den afrikanske kirke hviler ikke længere på den hvide missionærs skuldre, og vores opgave er derfor en anden i dag end for 100 år siden, mener dagens to kronikører

Den afrikanske kirke hviler ikke længere på den hvide missionærs skuldre, og vores opgave er derfor en anden i dag end for 100 år siden, skriver generalsekretær og vicegeneralsekretær i Mission Afrika. Billedet er fra Mission Afrikas 100 års jubilæum i Budolfi kirke i Aalborg i 2011, hvor afrikanske biskopper forestod nadverfejringen.
Den afrikanske kirke hviler ikke længere på den hvide missionærs skuldre, og vores opgave er derfor en anden i dag end for 100 år siden, skriver generalsekretær og vicegeneralsekretær i Mission Afrika. Billedet er fra Mission Afrikas 100 års jubilæum i Budolfi kirke i Aalborg i 2011, hvor afrikanske biskopper forestod nadverfejringen. Foto: Denmark.

DETTE ER EN STOR DAG i mit liv. Jeg kan endelig slå mig ned og kaste mig over mit eget, selvstændige arbejde, som jeg er blevet betroet af Herren Jesus Krist.

Ordene tilhører Niels Brønnum, Mission Afrikas (tidligere Sudanmissionen) første missionær, og er skrevet i hans dagbog den 5. oktober 1913 altså præcist for 100 år siden i dag.

Efter en lang og anstrengende rejse var Niels Brønnum ankommet til landsbyen Numan i Nigeria. Han kunne nu med de engelske myndigheders modvillige accept påbegynde sit missionsarbejde, der bestod i en forbilledlig blanding af lægehjælp, uddannelse og forkyndelse.

Men som han skriver, var det selvstændigt arbejde, han tog fat på en sag mellem Herren og Brønnum og ikke i første omgang et samarbejde eller partnerskab med den lokale befolkning.

Når Kristi Lutherske Kirke i Nigeria i disse dage fejrer sit 100-års-jubilæum, er det Niels Brønnums ankomst til Numan, der regnes som kirkens fødselsdag. Hvad der startede som én dansk mands dedikerede pionerarbejde, har for længst udviklet sig til en stærk, selvstændig og levende kirke med omkring 2,5 millioner medlemmer.

Den største glæde i mit arbejde er, at Gud bruger mig og de andre evangelister til at bringe lys til mennesker, der endnu lever i mørket. Ordene kunne have været Brønnums, men de stammer fra 2013 og Felix Samaris mund.

Han er en af 100 nigerianske evangelister, der ud fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria er med til at udbrede kendskabet til den kristne tro og plante menigheder i Nigeria. Kirken har ikke længere behov for, at vi sender missionærer fra Danmark til at løfte den opgave. Den kan selv tage sig af den. Både bedre og billigere endda.

Aldrig har vi i Mission Afrika været med til at udsende så mange medarbejdere som nu, og aldrig har så få af dem været danske. Den afrikanske kirke hviler ikke længere på den hvide missionærs skuldre, og vores opgave er derfor en anden i dag end for 100 år siden.

Vi er ikke længere et missionærselskab i den forstand, at vores primære aktivitet er at udsende danske missionærer til tjeneste i Afrika. Vores rolle har forandret sig, men langtfra udspillet sig.

Ærkebiskop i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria, Nemuel Babba, formulerer den nye situation således: Nu er tiden, hvor vi både kan og vil selv, men hvor vi stadig har brug for jeres råd og støtte. Vi siger nu: Kan vi gå sammen?.

Vi har valgt at svare ja til det spørgsmål vel vidende, at det bringer os ind i en helt anden relation til kirken i Nigeria. Nu er det ikke længere vores dagsorden, der skal styre udviklingen, og det er ikke længere vores udsendte, der skal lede arbejdet.

Samtidig glæder vi os over, at der i Nemuel Babbas formulering også ligger en invitation til fortsat at gå sammen. Vi skal ikke bare sige farvel til et 100 år langt eventyr. Vi skal i partnerskab med kirken formulere visionerne for et fælles arbejde, der får mulighed for at bære frugt i både Nigeria og Danmark.

IDÉEN OM PARTNERSKAB og ligeværdighed i missionsarbejdet er ikke ny. Det er noget, man har stræbt efter gennem flere årtier, ja, måske lige siden den famøse verdensmissionskonference i Edinburgh i 1910.

Det har dog vist sig svært at komme fra teori til praksis. Men i disse år oplever vi, at partnerskabstanken bliver til mere end bare ord. Vi ser den blive konkret og komme til udtryk på en lang række forskellige måder.

Fra vores egen verden kan vi tage et andet eksempel end den lutherske kirke i Nigeria. Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun er en lille, men stærk og selvstændig kirke, der ikke blot fokuserer på sine egne behov, men har det som en vigtig målsætning at række ud til omverdenen.

I øjeblikket har vi ingen danske medarbejdere i landet på fast basis, men vi hjælper på forskellig vis kirken i selv at planlægge og udføre sine visioner. Blandt andet er vi med til at støtte omkring 90 lokale evangelister, og som et fælles missionsprojekt har vi sammen med kirken sendt seks missionærfamilier fra Cameroun til Mali.

Det er vores ansvar sammen med vores venner og partnere at gå ud i Afrika!. Sådan formulerer kirkepræsidenten i Den Lutherske Brødrekirke, Robert Goyek, motivationen for at udsende missionærer til Mali.

Nu er det ikke længere os, der alene har overskuddet til at drive mission. I kirken i Cameroun og mange andre steder er man for længst begyndt selv at udsende sine missionærer.

Det er samme historie i Sierra Leone, hvor vi godt nok lige nu har to danske medarbejdere udsendt. De kommer ikke og sætter dagsordenen for samarbejdet, men lader kirken formulere de behov, som de kan være med til at udfylde.

Det anglikanske stift i Bo, som vi samarbejder med, har under borgerkrigen mistet omkring halvdelen af sine præster, og i mange år har der ikke været overskud til at uddanne nye. Vores udsendte danske medarbejdere kan hjælpe med at etablere uddannelse og infrastruktur i kirken, så kirken kan styrkes og fremover selv føre arbejdet videre.

Situationen er forskellig fra land til land. Hvor det giver mening og kan lade sig gøre, sender vi fortsat gerne danske medarbejdere ud. Vi har således faste medarbejdere i både Nigeria og Sierra Leone. Men udviklingen går heldigvis i retning af, at flere afrikanske kirker kan selv, og at vi i stigende grad kan tænke nyt om vores engagement.

Vi arbejder i nogle af verdens fattigste lande, og mange steder er der fortsat brug for økonomisk støtte. Men derudover er der brug for sparring og hjælp til specifikke opgaver i kortere perioder.

PÅ MISSION AFRIKAS danske kontor har vi tre partnerkoordinatorer siddende. Vi kunne også kalde dem pendlermissionærer, da de fungerer som bindeled mellem organisationen i Danmark og kirkerne i Afrika og ofte er på besøg hos vores samarbejdspartnere.

Udviklingen betyder også, at vi nu kan begynde at folde en ny vision ud. I stedet for kun at tænke på, hvad vi kan gøre for afrikanske kirker, begynder vores samarbejdspartnere nu også at spørge, hvad de kan gøre for os.

I samarbejde med organisationen Afrika In Touch sender vi hvert år volontører og efterskolelever til Afrika både for at hjælpe til, men I lige så høj grad for at hente idéer til, hvordan man også kan være kirke.

På samme måde får vi med jævne mellemrum besøg af ressourcepersoner fra vores samarbejdskirker, som vi sender ud i danske sogne og menigheder at sprede inspiration. Kirken i Danmark har ikke behov for økonomisk støtte, men vi har i høj grad brug for globalt udsyn og friske tanker om vores måde at være kirke på.

Det er 100 år siden, at Brønnum satte sin fod i Numan og grundlagde en kirke. Siden har Mission Afrika sendt hundredvis af medarbejdere til Nigeria, hvor de har gjort en formidabel og forbilledlig indsats og bidraget til en positiv udvikling på en lang række områder.

Når vi i dag siger tillykke med fødselsdagen, kan vi samtidig lykønske kirken med, at den nu har vokset sig stærk og selvstændig. Og vi glæder os over i fremtiden at kunne drive mission i et stadig tættere og mere ligeværdigt partnerskab med Kristi Lutherske Kirke i Nigeria og alle vore andre samarbejdspartnere på det afrikanske kontinent.

Kristian R. Skovmose og Peter Fischer-Nielsen er henholdsvis generalsekretær og vicegeneralsekretær i Mission Afrika