Prøv avisen

Fra orientalisme til islamisme - frygtens mur er faldet

"IRHAL"-- skrid -- er det arabiske ord, der i disse uger forener millioner i Egypten og Tunesien. Resultatet af den arabiske revolution er ikke kun et opgør med frygten og de diktatoriske magthavere, men også med de vestlige landes retoriske overgreb på den arabiske verden, skriver forfatter Mahmoud Issa. Her ses en af egyptiske demonstranter markere sejren. Foto: Scanpix. Foto: Demotix / Adham Khorshed

Unge generationer i Tunesien og Egypten krydsede grænsen mellem fortiden og fremtiden uden frygt. Ingen magt kan skrue tiden tilbage. Heller ikke de mørke kræfter, der stadigvæk kæmper for at bevare deres undertrykkende magt, skriver Mahmoud Issa, forfatter og akademisk medarbejder ved Københavns Universitet

"IRHAL"– skrid – er det arabiske ord, der i disse uger forener millioner i Egypten og Tunesien. Resultatet af den arabiske revolution er ikke kun et opgør med frygten og de diktatoriske magthavere, men også med de vestlige landes retoriske overgreb på den arabiske verden.

Hvis det 19. og 20. århundrede var præget af orientalismen som filosofi og som analyseværktøj til at forstå den arabiske og islamiske verden, som Edward Said argumenterer i bogen "Orientalism", vil jeg gerne påstå, at i det 21. århundrede blev orientalisme fornyet med et nyt begreb: "islamismen", og alle dets adjektiver, suffikser og præfikser, der har fulgt med i de vestlige medier og kulturelle institutioner, når de har beskrevet begivenheder i den arabiske verden.

Det er forskellige slags beskrivelser af islamismen, der de seneste 10 år har domineret scenen: radikal islam, liberale islamister, moderate islamister, jihadister, ekstremister, fundamentalister, terrorister og så videre. Alle med negative konnotationer, der er forbundet med manglen på demokrati, menneskerettigheder og frihed generelt.

Ved at kigge tilbage på de seneste to århundreder i den moderne vestlige kulturhistorie kunne man meget nemt og klart se alle disse begreber, der blev brugt til at dække over kolonimagtens undskyldning for at fortsætte sin kolonialistiske politik – i Algeriet, Palæstina og især efter Napoleons invasion af Egypten i 1798.

Medier, videnskabelige institutioner, kulturkredse, forfattere og universiteter anvender stadigvæk samme kasse af begreber til at tegne billeder af begivenheder, ikke mindst efter terrorangrebene i september 2001. Nu dukker de op igen i anledning af den arabiske opstand, eller revolutionen, som mange gerne vil kalde den.

DEN VESTLIGE VERDENS elite er meget opmærksom på ordvalget, når den skriver eller taler om situationen i Mellemøsten. Den bruger igen og igen disse gamle begreber, der tilhører det 19. århundredes kolonimagters diskurs, til at beskrive, hvad der sker lige nu i Tunesien og Egypten: fundamentalisme, ekstremisme, anti-vestlige slogans og så videre. Den har også brugt de samme begreber til at beskrive det palæstinensiske valgresultat i 2006, hvor Hamas vandt, og efter Hizbollahs sejr i det libanesiske valg.

Årsagen kan være den vestlige kultur og de vestlige mediers påstand om, at tiden i den arabiske verden er stagneret og statisk, og befolkningen er fanget permanent i samme gamle kulturelle mønstre under diktaturer. Det ser ud, som om den islamiske mission, der startede i 700-tallet, og den tilhørende diskurs stadig gælder helt uforandret gennem hele perioden.

Medierne og de akademiske institutioner er fanget i den klassiske stereotype cirkel af det gamle orientalistbillede, når de vurderer den nuværende revolution, der startede med den unge generation, som ønskede at bryde med alle de gamle mønstre. Unge generationer i Tunesien og Egypten krydsede grænsen mellem fortiden og fremtiden uden frygt. Frygtens mur er faldet. Ingen magt kan skrue tiden tilbage. Heller ikke de mørke kræfter, der stadigvæk kæmper for at bevare deres undertrykkende magt.

ARABISKE ORD og deres betydning er totalt forandret og har en anden dimension af fortolkning. De arabiske ord har sat gang i en ny æra med en ny horisont. Retorikken er faldet, og den dobbelte betydning af ordene – typisk forekommende under okkupationen og undertrykkelsen – er også faldet. Krystalklare ord indtager nu pladsen i 2011. Kun fire ord på arabisk opsummerer hele håbet om forandring: "Alshaab Youreed Isqat al-Nitham": Folket kræver forandring af systemet.

Det politiske resultat er ikke kendt 100 procent endnu. Hvad der er nødvendigt og afgørende, er, at frihedsprocessen er sat i gang, og der er ingen kræfter hverken internt eller eksternt, der kan vende den om eller stoppe den eksplosive vulkan.

Medierne og de akademiske institutioner er i chok. Det gælder også de arabiske statslige medier og de klassiske oppositioners ledelse. Området fra Marokko i vest til Syrien og Irak i øst er af Vesten blevet kaldt Mellemøsten. Ordet "arabisk" er farligt og har indsnævret det fra et større område til en mere national betydning. Betingelserne i den vestlige verden for at få job i de officielle institutioner eller for at få et stipendiet til et studie har været at bruge disse klassiske betegnelser for området. De gamle mønstre af orientalismen er støbt i beton og fast forankret gennem i århundreder. Ingen var derfor i stand til at forudse, hvad der ville komme i Libanon, Tunesien, Egypten eller Yemen.

Disse klassiske orientalske ord blev ikke kun brugt af den koloniserende elite i den arabiske verden. Også de okkuperede begyndte at anvende begreberne om sig selv. Ord som frihed, rettighed, uafhængighed og retfærdighed erstatter de gamle ord og renser den korrumperede selvforståelse, som Frantz Fanon skrev i sin bog "The Wretched of the Earth", om Algeriet under landets befrielseskamp mod Frankrig.

DET ARABISKE SPROG bliver ungt og krystalklart igen efter mange års støv. I disse øjeblikke bliver de orientalske ord frakoblet og erstattet med andre ord af de oprejste folk. Frihed kan diktere en helt egen diskurs, og befolkningens identitet forandrer sig mod en ny horisont, der var usynlig for to måneder siden.

50 år efter den af Vesten konstruerede skæve uafhængighed i den arabiske verden er befolkningen i gang med at rette på de påførte skævheder og placere magten i befolkningens hænder i stedet for på minoriteternes hænder – en minoritet, der var støttet af den vestlige magts elite. Sådan ser jeg oprejsningen i Tunesien og Egypten og andre arabiske lande i øjeblikket uanset den bølge, der advarer os mod at være optimistiske.

Artiklen her drejer sig ikke om, hvorvidt araberne har ret eller ikke ret i det, de har gang i. Men de er helt og fuldt i deres ret til det ifølge mit synspunkt. Hovedpointen her er dog det retoriske misfoster, der stadigvæk dominerer forskningsinstitutter, kulturpersoner og ikke mindst de vestlige medier. Ved at anvende de samme begreber, der er brugt i de sidste 200 års orientalisme til at analysere og forstå, hvad der er i gang i den arabiske verden i disse dage. De skifter deres orientalisme-ramme og -diskurs ud med orientalismens forlængede arm, nemlig islam og alle de negative konnotationer, der hører til i den vestlige forståelse af religionen.

DET ER ET TITANISK SKIB af begreber, der er i gang med at synke, mens nogle med al magt pøver at redde skibet og dets arsenaler af begreber, der er underlagt de protesterendes fødder i Tunesien, Egypten og resten af de 22 stater og emirater i den arabiske verden. Muren af de gamle begreber og visioner falder fra hinanden, og tilbage er kun det historiske og visionære billede, der tegner sig i den arabiske verden til gavn for alle, der har et humanistisk baseret perspektiv på vores fremtidige eksistens: uanset religion, race, køn og farve.

Friheden i den arabiske verden er det banale og nødvendige skridt, der samtidig vil tjene den vestlige verdens inter- esser. Vi er alle sammen kaptajner på det fælles skib, som nu er sat i søen med de nye begreber og nye visioner, som er baseret på alt, hvad vores fælles civilisationer har skabt for os.

Mahmoud Issa er forfatter, ph.d. og akademisk medarbejder ved Københavns Universitet