Prøv avisen

Fra Paaske-Lilien til Påskeblomst. Historien om en elsket salme

Hvis man i Danmark går i kirke i løbet påsken, er der meget stor sandsynlighed for, at man skal synge Grundtvigs populære salme "Påskeblomst! hvad vil du her?". Foto: Tubas.

Hvis man i Danmark går i kirke i løbet påsken, er der meget stor sandsynlighed for, at man skal synge Grundtvigs populære salme Påskeblomst! hvad vil du her?. Hvad de fleste danskere ikke ved, er, at salmen kun har været med i salmebogen de seneste 60 år, selvom Grundtvig skrev den allerede i 1817

Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?
Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

Det er i dag med stor selvfølgelighed, at vi påskedag i vore kirker synger N.F.S. Grundtvigs opstandelsessalme Påskeblomst! hvad vil du her? på Carl Nielsens melodi.

LÆS OGSÅ: I påskenatten er der opstandelsesjubel

Det er derfor næsten ikke til at forstå, at den kun har været med i salmebogen i omtrent 60 år. Den er moderne i salmebogen, idet den første gang kom med i en autoriseret salmebog i 1953.

Historien om, hvorfor der skulle gå næsten 140 år, før den blev optaget i salmebogen, er broget og spændende. I perioder var Påskeblomst helt gledet ud og overset, og da det efter Anden Verdenskrig kom på tale, at den for første gang skulle med i en autoriseret salmebog, var det ikke på forhånd givet, at den ville blive optaget.

Der var forskellige opfattelser af, hvad der skulle med i den nye salmebog. Det er historien om Påskeblomst fra begyndelsen og til optagelsen i den autoriserede salmebog i 1953, der her beskrives.

Grundtvig skrev Paaske-Lilien i 1817. Det er den poetiske indledning og afslutning herfra, der danner baggrunden for den salme, vi i dag kender som Påskeblomst. Indledningen og afslutningen er i tidens løb flere gange blevet skrevet sammen og forkortet, og flere ord er blevet ændret.

Paaske-Lilien var tæt knyttet til Grundtvigs egen person, da han skrev den. Han sammenligner sig selv med påskeblomsten. Det kan lyde underligt for os i dag, at påskeliljen dengang ikke blev anset for at være andet end en simpel bondeblomst, og at det nærmest var et skældsord, hvis nogen fik øgenavnet påskelilje.

I 1812 HAVDE GRUNDTVIG udgivet et omstridt historieværk, kaldet Verdens-Krøniken 1812, og han blev indblandet i flere fejder. I 1817 havde han trukket sig tilbage fra offentligheden, og der blev ikke lagt mærke til ham. Han følte sig som den udskældte påskeblomst.

Siig mig, Blomst! hvad vilst du her! (det blev senere til: Påskeblomst! hvad vil du her?), skrev Grundtvig. Det er ikke alene blomsten, han hentyder til, men også sig selv, idet han følte sig uvelkommen i det københavnske åndsliv.

I Sangværket (1837) var den forkortet til 15 vers. Flere steder, der var præget af hans egen situation i 1817 og af hans historiesyn, er i den udgave ned-tonet, men stadigvæk var den ikke velegnet til at synges i en påskefejrende menighed. Den var for lang, og der var for meget, der pegede på Grundtvig selv.

De efterfølgende 60 år skete der stort set intet. Først i 1897 blev den optaget i en salmebog, som blandt andre Jakob Knudsen var med til at udgive. Og i den udgave er der sket mærkbare forandringer. Flere steder er salmens opstandelsestema blevet understreget, og andre steder er der ændret i ordene, så den ikke længere peger direkte på Grundtvig selv og hans situation i 1817. Endvidere fik den nu kun otte vers.

Nu kunne man tro, at de grundtvigske kredse herefter havde fået øjnene op for salmens kvaliteter. Men det var ikke tilfældet. Faktisk gik der hele 40 år, inden den igen blev optaget i en salmebog. Det var i 1934 i Tidehvervs tillæg til salmebogen, hvor den var optaget med syv vers.

I Tidehvervs udgave er salmens opstandelsestema, via visse ændringer, yderligere fremhævet. Og det spændende er, at der her er sket en forskydning fra Grundtvig selv og til menigheden. Man synger for eksempel i salmen glemmes skal vi under muld.

I Paaske-Lilien fra 1817 var det Grundtvig selv, der blev tænkt på med vi. Han gav hermed udtryk for, at hans værk ville visne og glemmes, hvis ikke de dødes opstandelse fandtes. Men udtrykket vi havde i 1934 fået en anden betydning. Det er nu med vi ikke længere Grundtvig, der tænkes på, men menigheden, der kollektivt synger salmen.

Fortsættelsen af ovennævnte linje lyder: vil ej vokset underfuld/ smelte, støbes i det dunkle/ og som lys på graven funkle.

Med billedsprog (som lys på graven funkle) udtrykker Grundtvig her i salmen opstandelseshåb og håb om, at Gud griber ind (underfuld).

I øvrigt blev der i Tidehvervs udgave foretaget en ændring af ordet Seigl, som Grundtvig selv skrev i 1817 til gravsegl. Gravsegl betyder segl for graven. Den meningsgivende ændring til gravsegl i 1934 tydeliggjorde, at Jesu grav efter gravlæggelsen blev forseglet (Matt. 27, 66).

Det var derfor en legitim ændring til et mere forståeligt udtryk. Salmer er brugsdigtning, og det kan derfor være rimeligt at foretage ændringer i retning af et mere forståeligt udtryk. Den udmærkede ændring i 1934 til gravsegl blev i øvrigt i salmebogen i 2002 tilbageført til segl, hvilket i og for sig ikke var nødvendigt.

DA PÅSKEBLOMST kom med i Tidehvervs tillæg af salmer, blev den mere kendt. Året efter, i 1935, blev den optaget i den grundtvigske salmebog for valgmenigheder og frimenigheder, som blev udbredt i grundtvigske kredse.

Her fandt der en afgørende ændring sted, idet der tidligere, efter hvad Grundtvig selv havde skrevet, stod Svane-Vinge og Svane-Sang (jævnfør de vers, der er citeret forrest i kronikken). Dette bærer tanken hen på afsked og død. Det blev ændret til Hanegal og Morgensang, som bærer tanken hen på opstandelsen.

Det refererer til Haddingsagnet, ifølge hvilket den døde hane kastes over muren og galer på den anden side af muren. Ændringen til Hanegal og Morgensang i 1935 blev stående. Det er også det, vi i dag synger i salmen.

Med de foretagne ændringer i antallet af vers og i ord og med fremhævelsen af opstandelsestemaet var Påskeblomst nu velegnet til menighedssang. Endelig var det næppe længere mærkbart, at den oprindeligt var skrevet med udgangspunkt i Grundtvigs egen situation i 1817.

Det var derfor spændende, om den ville blive optaget i den autoriserede salmebog i 1953. Der var af Kirkeministeriet nedsat tre udvalg, der hver skulle komme med forslag til den nye salmebog. Både det grundtvigske forslag og det tidehverv-grundtvigske havde Påskeblomst med. Men det sønderjyske udvalg, derimod, havde den ikke med. Det var meningen, at den nye salmebog skulle være en salmebog for hele landet. Den sønderjyske salmetradition gik i salmebogen i 1953 sammen med salmetraditionen fra den øvrige del af landet.

En kritisk begrundelse for, at den ikke skulle optages i salmebogen, var som nævnt, at der var for meget Grundtvig i Påskeblomst. En begrundelse, der i øvrigt ikke var hold i.

Der blev i 1948 stemt om optagelsen af Påskeblomst, og med et knebent flertal på seks stemmer mod fire, kom den ind i salmebogen med de seks vers, vi kender i dag.

Det hører med til historien, at Grundtvigs Paaske-Lilien fra 1817 i årene 1931-1942 én gang om året, påskelørdag, blev opført på Det Kongelige Teater. Overskuddet herfra gik til opførelsen af Grundtvigskirken i København.

I aprilnummeret af det nordiske tidsskrift Hymnologi bringes snart en artikel om emnet. Arkivalier fra Vestervig Musikskoles afdeling for Hymnologi og Liturgi er venligt blevet stillet til rådighed af lektor, adjungeret professor Jørgen Kjærgaard.