Fra revolution til krise – Egypten tre år efter Mursi

De demokratisk-orienterede, egyptiske unge politikere er under pres for tiden. Undertrykkelsen af den politiske opposition er værre nu end under den tidligere diktator Hosni Mubarak, som blev væltet under det arabiske forår for fem år siden

Egypt's President Mohamed Mursi reviews the troops in an official ceremony before a meeting with Brazil's President Dilma Rousseff at the Planalto Palace in Brasilia in this May 8, 2013 file photo. An Egyptian court sentenced Mursi to 20 years in prison without parole on Tuesday for the killing of protesters in December 2012, in a decision broadcast on state television. It was the first ruling against Muslim Brotherhood leader Mursi since the army toppled him in 2013 after mass protests against his rule. The decision can be appealed. REUTERS/Ueslei Marcelino/Files FROM THE FILES PACKAGE 'MURSI SENTENCED TO 20 YEARS' - SEARCH 'MURSI SENTENCED' FOR ALL 16 IMAGES
Egypt's President Mohamed Mursi reviews the troops in an official ceremony before a meeting with Brazil's President Dilma Rousseff at the Planalto Palace in Brasilia in this May 8, 2013 file photo. An Egyptian court sentenced Mursi to 20 years in prison without parole on Tuesday for the killing of protesters in December 2012, in a decision broadcast on state television. It was the first ruling against Muslim Brotherhood leader Mursi since the army toppled him in 2013 after mass protests against his rule. The decision can be appealed. REUTERS/Ueslei Marcelino/Files FROM THE FILES PACKAGE 'MURSI SENTENCED TO 20 YEARS' - SEARCH 'MURSI SENTENCED' FOR ALL 16 IMAGES. Foto: Ueslei Marcelino/Reuters.

I dag, den 30. juni, er det tre år siden, at egypterne gik på gaden for at protestere imod den siddende præsident fra det muslimske broderskab, Mohamed Mursi.

Det var den sidste store demonstration i Egypten, som ikke er endt i blodbad.

Egyptens økonomi er i knæ, den siddende præsident Abdul Fatah al-Sisi har solgt to øer til Saudi-Arabien, og undertrykkelsen af den politiske opposition er værre end under den tidligere diktator Hosni Mubarak, som blev væltet under det arabiske forår for fem år siden.

Egypterne plejer ikke at lade en anledning til at demonstrere gå forbi.

Alligevel skal vi ikke forvente demonstrationer i dag, som markerer årsdagen for general Sisis magtovertagelse.

”Vi forventer masseanholdelser og brutale overgreb. Det er for farligt at demonstrere,” fortæller Mohammed Soliman, som er medlem af Forfatningspartiet, som blev stiftet af den store oppositionsfigur og tidligere vicepræsident i Egypten, Mohamed el-Baradei.

De demokratisk-orienterede, egyptiske unge politikere er under pres for tiden.

Få forstår deres fortsatte kamp for demokrati. De holder lav profil på deres arbejdspladser med deres politiske aktivitet, og deres venner og forældre er bekymrede og råder dem til at stoppe deres engagement.

Det er ikke uden grund.

Der har i løbet af de seneste halvandet års tid været store brud på menneskerettighederne i landet, og ytringsfriheden har svære kår.

Politiske aktivister forsvinder og dukker op i egyptiske fængsler, hvor de udsættes for tæv og tortur. I nogle tilfælde med døden til følge.

I januar blev hele verden opmærksom på det egyptiske regimes brutalitet, da den unge italienske student Giulio Regenis lig dukkede op i en grøftekant uden for Kairo med tydelige spor af tortur.

Mange egyptiske unge har trukket sig helt fra politisk aktivitet. De har stukket snuden tilbage i sporet og koncentrerer sig nu om at leve deres dagligdagsliv med studie, venner og arbejde.

Altså de, som fik en uddannelse og et arbejde.

Mange egyptiske unge har forfulgt karrierer i USA, Europa og Golfen, men ikke alle har de muligheder.

42 procent af Nillandets mindrebemidlede unge er arbejdsløse, og det har store konsekvenser for deres fremtid: Hvis du ikke kan få et job og tjene penge, kan du heller ikke flytte hjemmefra og stifte familie. For mange unge bliver fortvivlelsen et livsvilkår.

Vi var alle sammen på de unge egypteres side, da de for fem år siden badede sig i sejrsrusen efter at have væltet landets store diktator gennem 30 år.

Det var de unge sekulære, den unge veluddannede øvre middelklasse, som førte an og dannede fortrop sammen med Egyptens store fagbevægelser.

De ville ikke længere finde sig i arbitrær politivold, de ville ikke finde sig i Mubaraks såkaldte røde linjer, som bestemte, hvad du kunne snakke om, og hvad der var unævneligt. 

De hoppede og dansede og bad sammen på Tahrir-pladsen. Kristne og muslimer. Sekulære og islamister. Side om side. De rengjorde pladsen, som havde været omdrejningspunktet for protester, i dagevis.

De var klar til at tage ansvar for deres land. Stemningen var høj, og de følte sig usårlige. De havde gjort det, som deres forældres og bedsteforældres generation ikke kunne eller turde gøre. De opnåede respekt fra familiens ældre, og alle i Egypten snakkede politik.

Men de partipolitiske unge fortabte sig i højtravende diskussioner om ideologi, samfundsinstitutioner og røg på gaden for et godt ord. Der var nærmest opstået en form for afhængighed af rusen ved at demonstrere og være i kamp mod styret.

De unge kom ikke rigtig i gang med at opbygge de nødvendige partipolitiske institutioner. Og de kom ikke videre med den organisering, der er nødvendig for at kæmpe om og tage magten.

Da det muslimske broderskabs Friheds- og Retfærdighedsparti, som i dag er forbudt, vandt det første frie valg i landets historie i 2012, begyndte kilerne at bore sig ind i den store gruppe af unge, som var enige om, at de ønskede et land med politiske frihedsrettigheder, retfærdighed og værdighed.

De sekulære unge blev mistænksomme over for broderskabets dagsorden.

Broderskabet havde vundet, fordi de i årtier havde sørget for sundhed og skolevæsen til de yderste områder af Egypten, hvor staten ikke i tilstrækkelig grad nåede ud og tog sig af sin befolkning. Broderskabet havde en stærk organisation og stor forankring i befolkningen, som de hurtigt fik transformeret til en valgmaskine, og deres sejr var stor.

De sekulære, revolutionære unge kræfter følte sig overhalet indenom.

De havde støttet intellektuelle egyptiske ledere, som viste sig ude af stand til at tage magten. De var kransekagefigurer oven på spæde, svage, dysfunktionelle og kaotiske partiorganisationer og fik ikke mange pladser i det postrevolutionære parlament.

En del af de intellektuelle ledere, heriblandt lederen af Forfatningspartiet el-Baradei, tog del i den overgangsregering, som blev indsat, da det Muslimske Broderskabs præsident Morsi blev afsat igen i 2013 – på opfordring fra store dele af befolkningen og orkestreret af militæret.

Men de intellektuelle kunne ikke støtte de efterfølgende forfølgelser, fængslinger og tilmed massakrer på det Muslimske Broderskabs ledelse og tilhængere, som blev gennemført under den af militæret indsatte præsident Sisi, som stadig er overhoved i Egypten.

I dag er mange af de intellektuelle vendt tilbage til topposter i det internationale samfund, og de egyptiske unge står tilbage og spejder efter en lederfigur, de kan følge.

De få unge som Mohamed Soliman, der i dag stadig dedikerer sig til politisk arbejde, ved godt, at der skal fokuseres på det lange seje træk med at opbygge solide, demokratiske organisationer og forsøge at få opbygget befolkningens tillid til politiske partier, som har ry for at være korrupte, selvinteresserede og nepotistiske.

Men det er ikke let. Regimet minder dem konstant om, at de ikke skal stikke næsen for langt frem, så den direkte kontakt med befolkningen er begrænset. Og så er det svært for de unge at opnå reel indflydelse.

Et studie af den egyptiske forsker Nadine Abdallah ved Freie Universität i Berlin, der undersøgte unges indflydelse i partiorganisationer i 2014, viser, at de partipolitisk aktive unge i Egypten har den udfordring, at de enten er isolerede i partier, som kun består af unge mennesker, og som ikke har chance for at opnå indflydelse, eller også spiller de i bedste fald andenviolin i andre partier, hvor ledelserne stadig primært består af gamle mænd.

De unge bliver i de traditionelle partier brugt som stikirenddrenge og -piger for lederskabet og har ingen indflydelse på hverken politik- eller organisationsudviklingen.

Partierne, som bliver ledet af unge, har på den anden side kun unge medlemmer og er helt isolerede på den politiske scene – uden de i Egypten helt afgørende personlige og politiske netværk, der gør dem i stand til at opnå indflydelse.

Egyptens politisk aktive unge har brug for al den støtte, de kan få, for at få indflydelse på deres lands fremtid og for at blive klar til at tage det ansvar, som følger med indflydelse.

Karina Pultz er projektleder for Dansk-Egyptisk Tværpolitisk Netværk, og Gunvor Bjerglund Thomsen er international chef i Dansk Ungdoms Fællesråd