Dansk politik har ændret sig radikalt de seneste 50 år. Da jeg omkring 1960 begyndte at interessere mig for politik, var dansk politik stabilt. Socialdemokratiet havde arbejderne, Venstre bønderne, De Radikale husmændene og degnene og De Konservative godsejerne og borgerskabet. Der var enighed om, at det parti, der kunne erobre den voksende funktionærgruppe, ville sidde på magten i et uoverskueligt antal årtier.
Partierne var folkelige bevægelser uden reklamebureauer og informationsmedarbejdere. Landsmøderne var reelle beslutningsfora, og de lokale partiorganisationer partiernes rygrad. Det var grundholdninger, ikke strategiske overvejelser og fokusgrupper, der fastlagde politikken.
Venstre er måske det parti, hvor ændringerne har været tydeligst, så udviklingen kan nok bedst illustreres ved at se på dette partis historie. Det er ikke en stabil historie, men stærke lederes markante strategiskift og dramatiske tilpasninger til ændrede samfundsstrukturer.
Som opvokset på en gård var jeg født Venstre-mand og kom da også i 1963 i Venstres Studenters bestyrelse. Vælgerne var dengang trofaste og organiserede. De unge Venstre-folk gik til bal i Venstres Ungdom og fandt deres koner der. Når de så blev gift, gik de til juletræ med børnene i Venstre-vælgerforeningen.
Venstre havde i 1960 næsten 200.000 medlemmer, og Venstres Ungdom omkring 50.000. Venstres folketingsgruppe bestod efter valget i 1964 af 38 medlemmer, hvoraf 17 var gårdejere og yderlige syv forpagtere, landbrugskonsulenter eller landbrugsskolefolk. Formanden var 1953-grundlovens far, gårdejer Erik Eriksen, der sidst i 1940’erne havde afløst gårdejer Knud Kristensen, som vi i Jylland dyrkede, blandt andet fordi han sagde ”a” og ikke ”jeg” i Statsrådet.
Det var ikke et liberalistisk parti med en ubetinget tilslutning til markedet og de profitmaksimerende virksomheder; Venstre var andelsbevægelsens og højskolernes parti, og andelsbevægelsen var et kritisk alternativ til de privatkapitalistiske firmaer.
Den periode sluttede i 1965. Der havde været konflikter mellem Erik Eriksens ”bondevenstre” og Thorkil ”Livrem” Kristensens by- og hovedstadsvenstre, og konflikterne førte til dannelsen af Liberalt Centrum (hvor jeg som økonomistuderende var med). Erik Eriksens konklusion var nok, at i en konkurrence mellem et borgerligt bondeparti (Venstre) og et borgerligt byparti (De Konservative), vil bypartiet alene på grund af den demografiske udvikling vinde, og så var det nok bedst, mens tid var, at slå de to partier sammen. Det var i hvert fald det, han foreslog og blev væltet på.
Poul Hartling, københavnsk seminarierektor og teolog, overtog ledelsen, og han fik etableret Venstre som det store borgerlige parti med mange byvælgere. Hans Venstre var klart borgerligt, men også socialliberalt og internationalt. Man gik for eksempel i 1968-1971 i en regering med den radikale Hilmer Baunsgaard som statsminister – en regering, der blandt andet lavede en stor og dyr socialreform. Venstre gik – ikke kun af hensyn til flæskepriserne – varmt ind for tilslutning til EU. Denne linje blev fortsat under Henning Christoffersen og Uffe Ellemann-Jensen. Uffe Ellemans blå EU-sokker og senere holdning til Muhammed-tegningerne er eksempler herpå. Det var Poul Nyrup, der i 1999 sagde til Dansk Folkeparti, at ”stuerene, det bliver I aldrig”, men Uffe Ellemann kunne nok have sagt noget tilsvarende.
Der kom imidlertid et klart skift med Anders Fogh Rasmussens overtagelse af ledelsen før valget i 2001. Venstre skulle være det store, statsledende parti og derfor i betydelig grad tage hensyn til vælgerbefolkningens holdninger, og så måtte man markere tilslutning til velfærdsstaten, stramme på udlændingeområdet og gradvist også tilslutte sig en aktiv miljøpolitik.
Tilslutningen til velfærdsstaten viste sig blandt andet ved, at da partiets hårdkogte liberalister op til landsmødet i 2003 formulerede 10 liberale teser, så blev de blankt afvist af partiledelsen, og ingen af tesemagerne blev ministre i Foghs regeringstid.
Fogh-regeringens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti betød også en gradvis modificering af den klare internationale og EU-begejstrede linje. Indvandrerpolitikken blev strammet, og grænsebomme kom på tale, men Fogh fastholdt, at konventionerne skulle holdes til ”punkt og prikke”.
På miljøområdet startede man et opgør med Svend Aukens (S) miljøpolitik og fik blandt andet etableret et institut ledet af Bjørn Lomborg. Men gradvist indså man, at vælgerne satte pris på miljøpolitikken, og fra Foghs ”det var måske forkert-tale” på Venstres landsmøde i 2008 med tilslutning til ”at skabe et godt klima og et godt miljø” var linjen i miljøpolitikken pragmatisk-positiv.
Foghs økonomiske politik kan med rette kritiseres, men den overordnede strategi var på sine egne præmisser en succes. Venstre blev landets største parti med en vælgertilslutning på omkring 30 procent, havde statsministerposten og havde realistiske drømme om at erobre overborgmesterposten i København og de andre store byer.
Hele denne linje er imidlertid med Lars Løkke Rasmussens magtovertagelse blevet radikalt ændret. Nu er profilen mere landbrugsvenlig end nogensinde siden Erik Eriksens tid, klart neoliberalistisk og meget skeptisk over for hovedstaden. Indvandrerpolitikken er blevet yderligere skærpet. Nu søger regeringen mod ”kanten af konventionerne” og argumenterer for, at Danmark ikke bør ”fraskrive sig muligheden for at opsige en konvention”. Det er ofte svært at høre forskel på Venstres Inger Støjberg og Marcus Knuth og Dansk Folkeparti.
Det liberalistiske kan blandt andet ses af, at de liberale tesefolk nu er kommet til hæder og værdighed. Tesemagerne Søren Pind, Peter Christensen, Lars Christian Lilleholt og Tina Nedergaard er – eller har været – ministre i Løkkes regeringer, flere på ledende poster.
Også på miljø- og landbrugsområdet er sket et radikalt skift. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har talt om ”et opgør med miljøtyranniet”. Venstres gruppeformand, Søren Gade, taler om, at ”Landbruget har været prygelknabe for hele speltsegmentet i København i årevis”. Holdningen er blevet direkte fjendtlig over for København. Man taler om landdistrikterne som ”Produktionsdanmark”.
Fødevareministeriet og Eva Kjer Hansen har arbejdet tæt sammen ikke kun med de etablerede landbrugsorganisationer, men med det yderliggående Bæredygtigt Landbrug. I krisetider har der altid været en højreopposition til de ansvarlige landbrugsorganisationer; i 1930’erne LS og i 1980’erne LR80 og nu altså Bæredygtigt Landbrug, men det er vist første gang, de for alvor er blevet taget seriøst i regeringskredse.
Det er i sandhed nye toner i forhold til Fogh Rasmussens strategi. Kan Venstres nuværende ledelse vinde vælgere på den nationalliberalistiske kurs, så er det en dokumentation af, at Foghs analyse af, hvordan man vinder magten ved en pragmatisk satsning på de store grupper af midtervælgere, er forkert. Men det er der ikke så meget, der tyder på. Venstre er ikke længere landets største parti, men det tredjestørste. Tilslutningen er ikke omkring 30 procent, men omkring 18. Og de liberale tesefolk Peter Christensen og Tina Nedergaard faldt begge ved valget i 2015.
Venstres historie illustrerer en generel udvikling i dansk politik. Politik er blevet et spil, hvor magtfulde ledere flytter rundt på brikkerne, og medierne har en hærskare af kommentatorer, der udtaler sig om, hvis manøvrer der er de smarteste. Det ligner ikke meget det folkestyre, blandt andre Hal Koch havde som ideal.