I ÅR MARKERES BEFRIELSEN af udryddelses- og koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau for 13. gang i Danmark. Den 27. januar er en dag, hvor vi mindes ofrene for holocaust og andre folkedrab, og hvor der bliver sat fokus på den form for vold, der finder sted under krig og konflikt, og som har til hensigt at udrydde hele befolkningsgrupper.
Under holocaust var det jøder, romaer, homoseksuelle og handicappede, der var uønskede. I Rwanda var det tutsier, og i Eksjugoslavien blev de bosniske muslimer udsat for politisk massevold.
At Danmark har en mindedag for ofrene for holocaust og andre folkedrab skyldes ikke mindst krigene i Eksjugoslavien i 1990'erne og folkedrabet i Rwanda i 1994. Det var hændelserne i Rwanda og Eksjugoslavien, der fik en række europæiske stater til at indføre en mindedag ud fra målsætningen om, at aldrig mere skulle verden opleve et nyt holocaust, et nyt Rwanda, et nyt Bosnien.
Allerede i 1966 hævdede den tyske filosof Theodor W. Adorno, at ”aldrig mere Auschwitz” burde være et ideal for al uddannelse, og selvom normen ikke har forhindret, at massevold siden har fundet sted, er læren om holocaust igennem de senere årtier blevet en integreret del af vores undervisnings- og mindepraksis. Men hvis ”aldrig mere Auschwitz” reelt har vist sig ikke at kunne forhindre en gentagelse, hvad bidrager normen så til? Hvad har vi egentlig lært af historien?
Vi har blandt andet lært at forstå krig som massevold begået mod civilbefolkningen. Det internationale samfund har indført en række normer for, hvordan stater skal forholde sig til civile under krig og konflikt.
ET AF DE HIDTIL MERE underbelyste forhold i holocaustforskningen er de seksuelle overgreb, som jødiske kvinder blev udsat for under krigen. Det var indtil for nylig et stort set overset - nogle vil sige ignoreret - forhold, da seksuel vold bliver betragtet som et uundgåeligt aspekt af krig.
Samtidig er voldtægt forbundet med stor skam, også for nationen. Voldtægt indgik ikke som en del af anklagen i Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg efter krigen, angiveligt fordi man ikke ønskede grædende kvinder i retslokalet, og derfor blev seksuelle overgreb ikke registreret, ligesom de heller ikke efterfølgende blev nævnt. Men de eksisterede i ofrenes erindringer.
I bogen ”Sexual Violence against Jewish Women during the Holocaust” præsenterer de to amerikanske forskere Sonja Hedgepeth og Rochelle Saidel imidlertid et noget andet billede, ikke mindst takket være de seneste årtiers indsamling af vidnesbyrd fra overlevere.
Nazisternes antijødiske politik forbød seksuel omgang med jødiske kvinder, men trods det blev jødiske kvinder udsat for seksuelle overgreb i kz-lejrene og på Østfronten. De blev blandt andet brugt som feltludere for såvel soldater som andre fanger. Forhold, som blev overset, glemt og fortrængt.
Den tyske forsker Regina Mühlhausen har ligeledes vist, hvordan jødiske kvinder blev udsat for seksuelle overgreb begået af SS-mænd og Wehrmacht-soldater under nazisternes udryddelseskrig på Østfronten.
At sejrherren indtager sit nyvundne territorium ved at voldtage fjendens kvinder, er historisk blevet set som en uundgåelig del af krigsførelsen. Selvom der siden 1300-tallet har eksisteret en regel blandt stater om at holde sig fra fjendens kvinder, er den sjældent blevet håndhævet, og voldtægt bliver stadig opfattet som et af soldatens privilegier.
Tyske soldater voldtog belgiske kvinder under Første Verdenskrig, hvor tyrkere også voldtog armenske kvinder. Japanske soldater forgreb sig på kinesiske kvinder under ”Voldtægten af Nanjing” 1937-1938, og russerne fejrede deres sejre over Tyskland i Anden Verdenskrig med at voldtage millioner af kvinder - tyske, polske, russiske og jødiske. Under folkedrabet i Rwanda blev tutsi-kvinder voldtaget af hutuer, og i Eksjugoslavien blev bosniske kvinder voldtaget gentagne gange i særlige lejre etableret til samme formål.
For nazisterne var seksuel omgang med jøder forbudt. Jøderne skulle udryddes, og børn af jødiske mødre ville ifølge traditionel jødedom kun videreføre slægten. Ikke desto mindre blev jødiske kvinder udsat for seksuelle overgreb: De blev voldtaget af andre fanger. De blev voldtaget på Østfronten, i de landsbysamfund, hvor tyske specialenheder blev sat ind for at udrydde jøder. Og kvinderne måtte bruge sex som en måde at skaffe mad og privilegier på. Også homoseksuelle mænd blev i kz-lejrene udsat for voldtægt og seksuel tortur.
De seksuelle overgreb har været et overset tema i den almene viden om holocaust, selvom feministiske forskere som Joan Ringelheim allerede i 1980'erne rettede fokus på kvinders skæbne under holocaust. Det var netop massevoldtægterne i Rwanda og under krigene i Eksjugoslavien, der førte til, at også denne dimension af holocaust kom frem i lyset og blev en del af den almene forskning i holocaust og folkedrab.
SOM MED MEGET ANDEN HISTORIE er det nutidens forhold, der påvirker den måde, vi ser og forstår fortiden på, også her, hvor den seksuelle vold begået mod kvinder og mænd i Rwanda og Eksjugoslavien førte til en øget opmærksomhed omkring den form for krigsførelse såvel i offentligheden som i det internationale samfund.
FN's Sikkerhedsråd har således siden 2000 indført flere resolutioner - blandt andre 1325 og 1820, 1888, 1889, 1960 - som alle sætter fokus på køn og krig, og som skal beskytte kvinder mod seksuel vold, blandt andet ved at uddanne sikkerhedsstyrker i kønnets betydning og ved at inddrage kvinder i fredsforhandlinger.
Og det vidner om en erkendelse internationalt af seksuel vold som et væsentligt sikkerhedsmæssigt problem under krig og konflikt, men også i forbindelse med genopbygning af samfund. Køn og seksuel vold er nu italesat, og FN har nedsat et råd for samme, Civil Society Advisory Group on Women, Peace and Security (CSAG). Seksuel vold begået mod drenge og mænd er imidlertid stadig ikke genstand for samme opmærksomhed.
Når ofrene for holocaust og andre folkedrab i dag, den 27. januar, mindes, sker det først og fremmest for at anerkende de lidelser og overgreb, som ofrene blev udsat for. Men Auschwitz-dag er også en årlig påmindelse om, hvad vi kan bruge den historiske erfaring og indsigt til.
Det er en dag, hvor vi markerer de normer, Europa har forpligtet sig til efter Auschwitz, og som ikke mindst er respekten for det enkelte individs rettigheder og de fællesskaber, som individet tilhører. Det er beskyttelsen af mindretal og menneskets seksuelle integritet , som også bør være en central del af disse fælles normer.
Cecilie Felicia Stokholm Banke og Robin May Schott er seniorforskere ved DIIS. DIIS holder i anledningen af Auschwitz-dagen et offentligt seminar den 29. januar, der sætter fokus på kvinder, krig og seksuelle overgreb, ”Sexual Violence from the Holocaust to the Contemporary Security Agenda”, hvor blandt andre Regina Mühlhausen holder oplæg, og filmen ”Voldtægt som krigsvåben” bliver vist. Se mere på www.diis.dk