EMMANUEL MACRON besluttede i denne uge at give de gule veste indrømmelser. Det er nødvendigt. Men det er også en risikabel indrømmelse i et land kendt for sine revolutioner. Den diffuse vrede føler sig berettiget til at stille yderligere krav. Regeringen har givet lønforhøjelser til de lavest lønnede og lavet en henstand med beslutningen om den forhøjelse af benzin- og dieselpriser, der bogstaveligt hældte benzin på vredens bål.
Hvad går vredens krav så ud på? Jo, på at få et retfærdigt samfund med en retfærdig stat og en retfærdig politik. Dermed bliver det franske politiske system belastet med flere krav, end det kan indløse. Systemet kræver desværre et mere dybtgående ræsonnement, end det franske politiske system aktuelt er i stand til at levere. Kompleksiteten i samfundets forskellige systemer er blevet for stor. Landet, der opfandt, hvad vi forstår ved en politisk revolution, lider af et politisk underskud.
BEVÆGER MAN SIG RUNDT i det franske landskab, er vreden påfaldende. Den er måske nok mest dramatiseret i Paris, men det er i de tusindvis af franske rundkørsler i periferien, hvor den er mest overraskende. Udkantsfrankrig, ”la France profonde”, reagerer mod Paris og mod eliter og uretfærdigheder, så landet på næsten klassisk populistisk måde siger ”vi er folket” og ”vi vil ikke finde os i”. Ja, i hvad egentlig?
Den slags er for så vidt både svært at forstå i Danmark, men er også indlysende. Regeringens politik er også oplagt, indlysende og ræsonnabel. Så hvad er det, der er galt og forkert skruet sammen? Vi må bag om den overflade, som ikke mindst den franske politiske debat selv har umådelig svært ved at komme bag om. En næsten hvilken som helst fransk diskussion om offentlige politiske anliggender ender i løbet af ingen tid i det, der beskrives med mundheldet om, at ”man taler i munden på hinanden”. Politikere, journalister og eksperter kommunikerer forbi hinanden og opløser enhver mulighed for et fornuftigt ræsonnement og for forhandling.
Baggrunden er en ældgammel fransk politisk tradition for ulydighed i form af en ret og pligt til modstand. Den modstand udmøntede sig senere i oplysningstiden til en respekt for menneskerettighederne. I Danmark har vi i modsætning hertil en lige så gammel luthersk tradition for lydighed. Paradoksalt nok blev den danske stat imidlertid i enevælden konstitueret efter fransk forbillede. Staten skal løse samfundets problemer og de krav, der stilles i livet. Men i Frankrig er staten sekulær, og det betyder, at tilliden til statens løsninger ikke er forankret i nogen dybtliggende kultur og da slet ikke i nogen form for luthersk loyalitet.
Tværtimod. Den berømte franske historiker Alexis de Tocqueville viste på klassisk måde, at den franske enevælde i slutningen af 1600-tallet skabte en administrativ revolution, som foregreb den politiske revolution. Pointen heri er, at Frankrigs politiske system siden 1600-tallet har haft den ene legendariske politiske revolution efter den anden, sågar fem republikker, to kejserdømmer, Vichy-regering og maj 1968, men staten består og reformerer sig i sit eget tempo uberørt af politiske strømninger. Det er nøjagtigt det, der sker nu. Igen.
Det umiddelbart aktuelle problem i Frankrig er statsgælden, som er på 100 procent af bnp. Men omtrent 80-85 procent af franskmændene støtter de gule vestes diffuse og uindløselige krav om bedre løsninger, flere offentlige ydelser og mindre skat. Det er ikke traditionel fransk skattenægterpolitik undfanget tilbage i 1950’erne. Snarere er der tale om en delvis berettiget kritik af en liberalistisk økonomisk politik med stadig større indkomst- og formueforskelle koblet til en teknokratisk ubønhørlig administration. Det sidste er kendt fra eksempelvis et arrogant fransk skolesystem, der opretholdes i bedste velgående i en ellers udpræget høflig civil kultur. Løsningen ligger i at afskaffe ulighedens uretfærdigheder og er i den forstand gængs klassekamp. Men det er lettere sagt end gjort.
DER ER FOR MEGET økonomisk kompleksitet. Frankrig må selv løse sine økonomiske problemer. De hænger dels sammen med en ineffektiv eller helt manglende fleksibilitet, et for stort, dyrt og top- eller midtertungt bureaukrati og en usmidig arbejdsmarkedsmodel. Strejkevåbenet, som langt de fleste franskmænd er mådeligt trætte af, misbruges utidigt og lammer for ofte alt for store dele af det franske samfund med umådelige frustrationer og økonomisk lavvækst til følge. I stedet for at skrive rapporter, som diskuteres seriøst i den politiske offentlighed, eksempelvis i pressen, vandrer tusindvis af strejkende i demonstrationer for at blive hørt, hvad de så netop ikke bliver. For strejkerne får blot problemerne til at vokse.
Den gængse franske familie oplever de samme absurd-bureaukratiske løsninger med new public management, som vi gør – altså registrering, som bestod virkeligheden af målinger frem for af livet selv. Hvor vi lydigt og underdanigt finder os i dem i en nogle gange håbløs og naiv form for tillid til, at vi alligevel alle sammen forsøger at gøre vores bedste og at få tingene til at fungere, ser franskmændene modløst på uretfærdighedens absurditeter.
Ligesom hos os kan man sige, at det er udtryk for en elendig forståelse af arbejdsliv og incitamentsstrukturer, at offentlige ledere – og for så vidt også private – får mere end halvanden til to millioner kroner om året i løn, da det ikke er pengene, der tæller, men magten, prestigen og entusiasmen, der får ledere til at arbejde. Den forskel er imidlertid langt tydeligere i Frankrigs stærke kulturelle liv. Kultur, status og prestige er uhyre meget vigtigere i Frankrig end i Danmark. Alligevel er lønforskellene langt større i Frankrig end i Danmark, hvor de samme problemer ellers også gør sig gældende. Den berømte franske økonom Thomas Piketty viste i sit store nylige værk ”Kapitalen”, at ulighederne nu er lige så store, som de var i aristokratiets tidsalder.
I stedet for at få løst den slags problemer vil vi nu se, at statsadministrationen vil udforme forskellige beslutninger og forsøge at tømme vreden for den energi, de gule veste kunne hente i de brede lags folkedyb – og som Macron siger, at han har set dybden i.
Der er imidlertid ikke tradition for rationel debat og beslutningstagen uden for eliterne. Selvom der er en omfattende og bred politisk intellektuel oplysningskultur i Frankrig udmøntet i et læs af billige bøger, som faktisk købes – uden altid at blive læst, er avisdebatten nærmest fraværende. Man har ikke nogen rolig og velovervejet dialogkultur. Man har ikke lært den i skolerne og heller ikke på universiteterne, ja, dårligt nok i det civile livs netværk. Derfor bliver de politiske og økonomiske problemer ikke løst.