Frans af Assisi

Frans af Assisi er netop nu ved at få en mere fremtrædende plads på bogmarkedet, skønt kilderne er usikre, og myterne om manden stadig er det bærende element

Middelalderlige mystikere som Hildegard af Bingen har i de seneste år hærget såvel bogudgivelser som cd-indspilninger. Mærkeligt er det derfor ikke, at disse mystikeres absolutte modsætning - Frans af Assisi - netop nu er ved at få en mere fremtrædende plads på bogmarkedet. Med sin praktiske og aktive tilgang til det gode liv levendegjorde han nemlig et helt anderledes gudsforhold, hvor tiden ikke var til spirituel fordybelse, men derimod til et konkret arbejde med omsorg og forkyndelse blandt almindelige mennesker. Men hvem var egentlig denne Frans? Han blev født som søn af en rig klædehandler i den lille by Assisi omkring 1182 og fik her tidligt udstukket en karriere som faderens arving. Vi ved, at han blev sat i skole og lærte at læse, men også at han i sin ungdom stiftede bekendtskab med tidens ridderlige kultur, og at han formentlig levede et sorgløst og forfinet liv i den lille umbriske by. Det fortælles i hvert fald, at han som en anden høvisk ridder på et tidligt tidspunkt deltog i en væbnet konflikt mellem hjembyen og det nærliggende Perugia, samt at han efterfølgende sad i fængsel dér. Og endvidere at han efter hjemkomsten til Assisi lå syg meget længe og blev stadig mere led ved sit forfængelige og verdslige liv. Et faktum er det da også, at han snart efter besluttede sig for at leve et liv som de tidligste apostles. Ligesom han ubetvivleligt fik mange følgesvende drevet af samme trang til at leve et mere enkelt og evangelisk liv i arbejdsomhed og fattigdom. Slutteligt er det et historisk faktum, at han ud af denne flok skabte en af den katolske kirkes mest succesrige og folkeligt populære bevægelser, franciskanerordnen, der senere fik pavedømmets officielle godkendelse, samt at han selv blev helgenkåret to år efter sin død i 1226. Omtrent her slutter imidlertid vores sikre historiske viden. Ganske vist skorter det ikke på levnedsskildringer og spændende overleverede historier, men deres sandhedsværdi er næsten umulig at udrede, selvom det meste formentlig har rod i rigtige hændelser. Allerede mens Frans levede, gjorde en del af hans »mindstebrødre« nemlig oprør mod hans rigoristiske og håndgribelige tolkning af de evangeliske leveregler, som søgtes modereret i forhold til Frans' mere barske udlægning. De sidste år af sit liv levede han da også, så vidt det vides, temmelig marginaliseret sammen med nogle få af sine trofaste venner. Efter hans død brød stridighederne mellem disse slappere og strammere for alvor ud i lys lue, og resultatet var, at der i forbindelse med lægmandsbevægelsens videre liv som klosterorden blev forfattet den ene divergerende levnedsskildring efter den anden. 1266 søgte franciskanernes daværende leder, Bonaventura, at sætte en sidste stopper for disse stridigheder ved at forfatte den endegyldige beretning om, hvad Frans havde sagt, ment og gjort, samtidig med, at der udgik en befaling om, at samtlige øvrige skrifter skulle destrueres. Der er ikke tvivl om, at denne destruktion faktisk fandt sted, og først i løbet af det 19. århundrede begyndte nogle af de få overleverede håndskrifter med de oprindelige legender at blive udgivet, mens en spirende interesse for Frans' egne skrifter kunne spores. Jagten på den historiske Frans var dermed gået ind, og siden har såvel seriøse forskere som kirkelige kredse forsøgt at trænge gennem århundreders legender ind til den egentlige kerne. Senest har det foranlediget et storstilet udgivelsesprojekt i USA, hvor samtlige af Frans' egne skrifter samt alle legenderne, krønikenotitserne, brevstoffet mv. genudgives i en ny og kommenteret oversættelse. Mens vi herhjemme i netop disse dage har fået en smuk og meget omhyggelig udgave af Frans' egne skrifter - breve, bønner, salmer, liturgiske forskrifter samt ikke mindst klosterregler og testamente. Ganske vist er denne udgave også tænkt som spirituel håndbog for moderne danskere, og der er derfor ikke tale om en egentlig kritisk kommenteret udgave. Men oversættelsen peger omhyggeligt den interesserede videre til de egentlige kildeudgaver og en del nyere forskning, så seriøse studerende kan meget vel begynde her. Denne store interesse for Frans' egne skrifter retfærdiggøres med en henvisning til, at det netop er herigennem, at vi kan komme helt tæt på hans egentlige budskab. Spørgsmålet er imidlertid, om dette er sandt. Kan vi virkelig gennem en »tæt« læsning heraf for alvor komme frem til en historisk forståelse af hans livsprojekt uden den ofte tendentiøse - og mere spiritualiserede - genfortælling, som efterfølgerne gav? Svaret herpå er desværre nok nej. Også Frans' egne digte og skrifter fremstår i dag som amputerede og redigerede sammenskrivninger. Kun ét sted kommer vi dem for alvor nær, nemlig i hans såkaldte testamente. Patetisk skildrer han her sit eget liv som et forsøg på - praktisk og håndgribeligt - at gå i sin Herres fodspor som arbejdsmand og prædikant, samtidig med, at han med en næsten hektisk undertone understreger sit projekts »katolske«, dvs. rettroende karakter. På disse få sider ser vi således hans livs dilemma tegne sig mellem på den ene side hans følelse af at være kaldet til et arbejdsomt, fattigt og missionerende liv og på den anden side den skjulte kritik af livsførelsen blandt datidens præsteskab, som dette fattige liv indebar. Intet under at han afslutningsvis krævede, at denne hans sidste vilje altid skulle ligge ved og læses højt for brødrene sammen med ordenens egen klosterregel, ligesom det dog heller ikke var spor mærkværdigt, at paven allerede fire år efter ophævede denne forpligtelse for mindstebrødrene. Det billede, som denne tekst tegner, er således et billede af et usædvanligt menneske optændt af ideen om, at evangelisk liv ikke bør leves i regelbundet, personlig afsondrethed og mystisk afklaring, men derimod i en stridsom dagligdag blandt almindelige, elendige eksistenser. Men teksten tegner også et billede af et menneske, der forudså og derfor forsøgte at undgå, at denne vision i fremtiden ville blive saboteret og uskadeliggjort af omgivelserne. En forudsigelse han fik ret i. Netop dette indebærer da også, at Frans' skrifter ikke kan stå alene, hvis vi ønsker at forstå hans projekt. Vi kan kun forstå, hvad han ville, hvis vi parallelt med undersøgelsen af hans egne udtalelser nøje kortlægger, hvorfor og hvordan hans efterfølgere forsøgte at undertrykke hans lære. Kun gennem en nøje historisk udredning heraf er vi i stand til at nå en egentlig forståelse af hans budskab. Sagen er jo nemlig, at hans skrifter, når det kommer til stykket, faktisk spillede en umådelig ringe rolle. Langt mere betydningsfuld var uden tvivl det praktiske og håndgribelige liv, som Frans gennem sin egen livsførelse demonstrerede. Man kan sige, at han som en anden moderne direktør ledede sin bevægelse efter devisen »Lead the Life and Walk the Talk«. Måske kommer vi ham da også bedst nær gennem at foretage en pilgrimsrejse til Assisi for at se de steder, han vandrede, den kirke, han byggede i Portiuncula, og den kjortel, han bar ved sin død. Indtil da kan læsningen af de nye kildeudgivelser dog varmt anbefales. Frans af Assisis skrifter. Indledninger og oversættelse: Marianne Powell og Hubert Hodzelmans OFM. Anis 1999. Armstrong, Regis J. et al (eds): Francis of Assisi 1-3. New City Press 1999-2001 (vol. 1 er udkommet) - Le Goff, Jacques: Saint Franois d'Assise. Gallimard 1999. etnolog