Prøv avisen
Kronik

Freden i Israel/Palæstina har brug for en Oslo 2.0

Foto: Steen Brogaard

Det handler ikke om at være propalæstinensisk eller proisraelsk, men om at være for fred, for lige rettigheder, for samarbejde og for nytænkning. Derfor skal vi styrke de progressive kræfter på begge sider

DER FINDES ALTID TO SIDER af en sag. Men der findes ikke to sider af folkeretten og international lov.

At det er vigtigt at huske, fik vi bekræftet, da vi – en mindre delegation af politikere fra Sverige, Norge og Danmark – var på studietur i Israel og Palæstina, der som bekendt er hjemsted for en af verdens længstvarende konflikter. En konflikt, der har fyldt meget i storpolitik, i medier, i indenrigspolitik og i mange følelsesladede debatter al den tid, vi kan huske. En konflikt, de fleste har en mening om, og som mere end noget andet kan bringe sindene i kog og grave grøfter. Men en konflikt, som vi gennem tiderne alligevel har følt en afstand til og en frygt for at gå ind i en debat om.

VI KOMMER HVER ISÆR fra forskellige politiske ståsteder og årgange, men vi er er alle vokset op med konflikten som en del af vores politiske dannelse. Nogle af os er så gamle, at vi kan huske Seksdageskrigen i 1967, mens andre af os voksede op med billeder fra den anden intifada, der kørte hen over skærmen i de sene 1980’ere.

Vi husker alle det håb, der piblede frem ved underskrivelsen af Oslo-aftalerne i starten af 1990’erne. Vi oplevede også at blive skuffede og desillusionerede, da det ikke lang tid efter underskrivelsen viste sig, at vi langtfra havde været med til at sikre en aftale, der kunne levere en retfærdig fred. En aftale, der kunne levere den magiske kombination af realisme, retfærdighed og kompromis, som der stadig er så stort et behov for, men som virker så uendelig langt væk.

Da vi tog af sted til Israel og Palæstina tidligere i år, havde kun én af os – Jette – før haft muligheden for at opleve hverdagen og virkeligheden i konflikten på egen hånd.

Men vi havde alle det tilfælles, at vi igennem årene er blevet påvirket og formet af den hede debat, der omgrænser konflikten, og vi har nok også ladet os skræmme en anelse væk.

Var der noget, vores besøg bekræftede os i, så var det, at der er behov for politisk mod og nytænkning. Der er ikke kun behov for, at vi som internationalt samfund ændrer kurs, men også for, at nye stemmer fra Israel og Palæstina kommer til orde, at vi giver den demokratiske autoritet tilbage til de stemmer, der lever med konflikten i det daglige. Stemmer, som vi sjældent hører, men som udgør en af de vigtigste kilder til håb og politisk nybrud: unge, progressive stemmer.

VI BESØGTE ISRAEL, Jerusalem og den besatte Vestbred netop som den israelske besættelse af de palæstinensiske territorier skal til at træde ind i sit år nummer 50. I fem årtier har den palæstinensiske befolkning levet under besættelse.

Vi var inviteret på turen af norske Kirkens Nødhjelp, svenske Diakonia og danske Folkekirkens Nødhjælp for at blive klogere på den virkelighed og hverdag, der tegner konflikten. Vi oplevede konflikten gennem et folkeretsperspektiv, og det blev klart for os, at Israel på en række områder ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Ligesom palæstinenserne har ret til national selvbestemmelse, er der ingen tvivl om, at Israel har ret til at forsvare sig selv og sine grænser. Men vi havde svært ved at se, at Israels hårde linje udelukkende handler om selvforsvar. På Vestbredden var vi vidne til en forskelsbehandling, som gjorde stort indtryk på os.

Vi fik et overraskende, men ikke opmuntrende indblik i Israels meget konsekvente overtrædelser af folkeretten, der desværre er blevet hverdag. Diskriminationen blev tydelig for os, når vi besøgte palæstinensiske landsbyer, der ikke kunne få vand nok til daglige fornødenheder, mens den nærliggende israelske bosættelse slet ikke oplevede den slags udfordringer. Forskelsbehandlingen blev tydelig for os, når vi så bakketop efter bakketop dækket af bosættelser, der gør det svært at se, hvordan man skal få etableret en levedygtig palæstinensisk stat inden for de nuværende rammer. Vi så bosættere rejse frit mellem Israel og Vestbredden, mens palæstinensere måtte vente i timevis ved checkpoints. Vi havde naturligvis hørt om checkpoints og bosættelser, men det var en helt anden oplevelse at se det med egne øjne. Alle ordene og termerne var os bekendte, men det var noget ganske andet at opleve, hvordan rå cementkonstruktioner, massiv militær tilstedeværelse og sofistikeret byplanlægning er med til at institutionalisere en ret omfattende undertrykkelse af et helt folk.

Det internationale samfund har i den grad svigtet parterne. Vi har leveret input til fredsproces efter fredsproces, men desværre uden nævneværdige resultater. Tværtimod må vi sande, at forhandlinger har købt de forkerte interesser tid. For sjældent har der været så åbenlyst mange barrierer for en løsning på konflikten. Det er på tide, at Europa tager ansvar for at løse en konflikt, som stjæler håbet fra tre generationer, to lande og to folk.

PÅ VORES TUR MØDTE VI blandt andre Yehuda Shaul, der er ortodoks israelsk jøde.

Under sin værnepligt for det israelske militær på Vestbredden havde Yehuda selv opdaget, at der var noget helt galt med den israelske stats bosættelsespolitik. At den ikke handlede om sikkerhed, men om systematisk undertrykkelse.

Han opdagede, at den historie, som han havde fået fortalt om konflikten fra familie, lærere, medier og politikere, ikke stemte overens med det, han oplevede med egne øjne på den besatte Vestbred. Yehuda har derfor startet organisationen Breaking the Silence, der har til formål at oplyse israelere og andre om besættelsen og dens konsekvenser. Vi ville gerne have haft endnu mere tid til at få en bedre indsigt i det komplekse, israelske samfund og forstå deres bekymringer, drømme og håb for fremtiden. Det gjorde et dybt indtryk på os at opleve de unge generationer, der på den palæstinensiske side måske vokser op med håb, men langsomt får det slukket – af de utallige møder med besættelsesmagten eller i dag måske allermest af deres egne magthaveres undertrykkelse og svigt.

På begge sider er der modige mennesker og organisationer, der venter på vores støtte til at skabe en ny fortælling og en ny virkelighed. I alt for mange år har vi som internationalt samfund talt det samme sprog, grebet til de samme automatreaktioner og samarbejdet med de samme partier og bevægelser. Det er på tide, at vi styrker og dyrker de progressive stemmer, der kan sætte en ny dagsorden. Lad os give vores alliancepolitik og vores valg af fredspartnere et alvorligt serviceeftersyn.

For os handler det ikke om at være propalæstinensisk eller proisraelsk, men om at være for fred, for lige rettigheder, for samarbejde og for nytænkning.

Vi vil ikke tillade, at de kommende generationer vokser op i en verden, hvor man kun kender konflikt, had og kaos.