Som bekendt lever vi i en globaliseret verden, hvor informationsstrømmen synes nærmest uendelig. Varer og tjenesteydelser strømmer på tværs af grænserne - kultur og viden ligeså.
Umiddelbart må det følgelig synes at være et uomgængeligt krav, at undervisningen i fremmedsprog tildeles høj prioritet, da veludviklede sprogkundskaber må karakteriseres som absolut nødvendige, ja, ligefrem betingelsen for opretholdelsen af et velfærdssamfund i en globaliseret verden.
Men desværre forholder det sig angiveligt ikke så enkelt. For trods alle de fine ord og skåltaler fra politisk side er kendsgerningen, at kendskabet til fremmedsprog bliver ringere og ringere. Hvor man tidligere i hvert fald i gymnasiet stiftede bekendtskab med flere fremmedsprog, er situationen nu, at andelen af gymnasieelever, som har valgt andre og flere fremmedsprog end engelsk, er i frit fald.
Og hvad værre er: Når eleverne i gymnasiet efterhånden ikke lærer sprog på et ordentligt og acceptabelt niveau, lukker sprogfagene selvsagt også ned på de videregående uddannelser med den følge, at der ikke længere uddannes fremtidige undervisere i fremmedsprogene.
At dette er tilfældet, ses tydeligt på landets største sproginstitut, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, hvor undervisningen i de store europæiske hovedsprog er blevet voldsomt reduceret.
Som det blev påvist for nylig i Berlingske Tidende af lektor Jørn Boisen fra ovennævnte institut, er antallet af ansatte inden for det seneste årti således reduceret med cirka 70 procent i tysk og fransk, cirka 60 procent i italiensk og 20 procent i engelsk og spansk. Samtidig er handelshøjskolernes sprogafdelinger enten blevet lukket eller skåret ned til stort set ingenting.
Hvordan sådanne nedskæringer harmonerer med politikernes gentagne udtalelser om, at uddannelse er altafgørende for landets udviklingsmuligheder og velfærdssamfundets overlevelse i en globaliseret verden, må stå hen i det uvisse.
At Dansk Industri og den øvrige del af erhvervslivet, som opererer i udlandet, er klar over de katastrofale økonomiske konsekvenser af den omsiggribende sproglige inkompetence, er dokumenteret adskillige gange. Men ikke desto mindre lader man åbenbart stå til i håbet om, at vi nok kan klare os med engelsk.
Men sådan forholder det sig imidlertid ikke. For det første taler de fleste danskere - meget mod deres egen forestilling og overbevisning - slet ikke særlig godt engelsk. For at tale engelsk på et kvalificeret niveau kræver nemlig ikke så lidt, da sproget på mange måder er præget af mange nuancer.
Tysk derimod, som de fleste danskere mener er et meget vanskeligt sprog og derfor fravælger, er faktisk nemmere for os danskere at lære. For det første er det - bortset fra de øvrige skandinaviske sprog - det sprog, som minder mest om dansk. For det andet er tysk logisk opbygget med en fast grammatik, som slet ikke er så vanskelig at lære, hvis man vel at mærke gider anstrenge sig med at indlære forholdsvis få elementære grammatiske regler.
Ingen vil naturligvis benægte, at engelsk i dag er verdenssproget, men derfra og til stort set at satse alt på ét bræt i form af kun ét fremmedsprog er der altså et meget stort spring - ikke mindst i betragtning af at 75 procent af Jordens befolkning overhovedet ikke taler engelsk.
Tror man virkelig fra politisk side, at alle dagsordener i verden – eller for den sags skyld i Europa - udelukkende udformes på engelsk? Har man mistet enhver forståelse for nødvendigheden af at lære i hvert fald minimum to fremmedsprog på et acceptabelt og højt niveau? En nødvendighed, som ikke mindst er dikteret af den ikke blot ellers så højt besungne globalisering, men så sandelig også af hensynet til den almindelige kulturelle orientering og det, man uden at blinke i tidligere tider kaldte dannelse.
Ikke mindst i et lille land og sprogområde som det danske er det af evident betydning, at så mange som muligt ikke alene behersker mere end ét fremmedsprog, men i høj grad også har en direkte kulturel og kommunikativ adgang til andre sprog- og kulturområder end det angelsaksiske.
Underligt er det derfor, at tyskundervisningen ikke prioriteres højere i det danske uddannelsessystem, end tilfældet er. Lige fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet er det sprog, som tales i vores nærmeste store naboland, og som er det sprog, de fleste mennesker i Europa har som modersmål (cirka 102 millioner), systematisk blevet decimeret til et marginalsprog.
At det er kommet så vidt, er der flere forklaringer på. En af de vigtigste er selvsagt det totalt ensidige angelsaksiske bombardement, vi døgnet rundt udsættes for i især de elektroniske medier samt på internettet.
At tysk før Anden Verdenskrig var første fremmedsprog i Danmark, forekommer næsten surrealistisk eller i hvert fald urealistisk i dag, hvor mange danskeres kendskab til og viden om Tyskland er stort set enten ikke-eksisterende eller befinder sig på det eksotiske plan.
Ulejliger man sig med at gennemse de danske fjernsynsprogrammer over en vis periode, falder det straks i øjnene, at udsendelser fra det øvrige Europa, herunder ikke blot Tyskland, men også eksempelvis Frankrig, Italien og Spanien, totalt glimrer ved deres fravær.
Selvom Danmarks Radio gennem DR 2 og DR K så småt er ved at ændre sædvane, er alt – især da på TV 2 – angelsaksisk, hvilket vil sige amerikansk. Skyldes dette mon, at de ansatte allerede er faldet for ovennævnte bombardement, og at man på de respektive fjernsynsstationer ikke har medarbejdere, som behersker eksempelvis tysk?
VÆRRE ER DET imidlertid, at den moderne fokusering på kompetencer og dermed i sidste instans også den decimerede undervisning i ikke-engelske sprog ser ud til at medføre den klassiske dannelsestankes undergang med deraf følgende tab af indsigt i, kendskab til og forståelse for store og helt afgørende træk og karakteristika i den europæiske kultur.
Paradoksalt nok sker der faktisk det modsatte af, hvad der egentlig var intentionen, nemlig at tabet af dannelsesindholdet i uddannelserne vil hæmme udviklingen af de ellers så efterspurgte kompetencer.
For som professor, dr.phil. Per Øhrgaard meget rammende har udtrykt det: "Kompetencer kan nemlig ikke eksistere uden en baggrund, som stadigvæk bedst udtrykkes med ordet dannelse, eller anderledes sagt: Kompetence er dannelse i aktion."
I relation til netop Tyskland er det naturligvis, som det også er for andre sprog- og kulturområder, af stor betydning for det enkelte menneskes personlige udvikling og indsigt, at man har et bredt kendskab til Tyskland og tyske forhold, som rækker ud over de stereotyper, som man desværre stadig støder på. Disse er dog stadig medvirkende til at befordre en afgrænsning til Tyskland, som er af afgørende betydning for konstruktionen og udviklingen af dansk identitet.
I den sammenhæng må det imidlertid ikke glemmes, at intet andet land igennem århundreder har bidraget til og påvirket dansk kultur- og åndsliv, identitet og selvforståelse så meget som netop Tyskland. De færreste tænker eksempelvis over, at plattysk i høj grad anvendtes i middelalderens danske byer, ligesom ærkedanske forfattere såsom Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger beherskede tysk så godt, at de også skrev på tysk.
På den baggrund burde uddannelsessystemet og medierne i højere grad fokusere på en øget forståelse for det sprog og den kultur, som har beriget os allermest.
For når alt kommer til alt, er vi faktisk det ikke-tysktalende folk, som ligner tyskerne mest.
Jørn Arpe Munksgaard er lektor og cand.mag.