DA HANS ADOLF BRORSON i 1729 midt under enevældens tid ansøgte om præsteembedet i Aabenraa med særligt henblik på diakoni blandt byens fattige, var der mødt 162 stemmeberettigede op til de tre kandidaters prøveprædikener, deriblandt alle byens enker. Brorson prædikede om ”Forklaringen på bjerget”. Bagefter stemte man. Kandidat Fabricius fik 103 stemmer, Brorson 52.
Dette siger noget afgørende om fremtidens kirke. Den er frihedens kirke. Frihedens kirke, fordi det er evangeliet, som giver frihed. Frihed er noget, som gør den enkelte fri fra dødens og syndens magt. Det er en indre frihed, som kan gives under enevælde, diktatur og demokrati. Episoden, som ligner millioner af andre fra kirkens 2000-årige historie, fortæller også om en grundsten i dens struktur: det almindelige præstedømme. I 1729 stemte Aabenraas ubemidlede enker, fordi de var døbte.
FREMTIDENS KIRKE er Luthers kirke. For hans geniale greb var netop at pege på det almindelige præstedømme. Problemet er jo, at skolen og præsterne kan undervise børn i kristendom gennem syv år, men først når forældrene tager deres ansvar på sig som præster for deres børn, så bliver det hængende. Det var i al sin enkelthed Luthers geniale greb med sin lille katekismus. Det almindelige præstedømme, som betød, at alle døbte var lige meget præst og biskop, handlede jo i høj grad om at myndiggøre mor og far, så de kunne være præster for deres børn med salmesang, udlægning af kristendommen og fællesskab i bønnen i hjemmet. Det var grundlaget for, at det gav mening at kalde en præst, som særligt havde studeret Bibelen, på græsk og hebraisk, og som kunne vejlede de kristne præster, som havde andet arbejde. Derfor blev det indgående studium af Bibelen på originalsproget omdrejningspunktet på det teologiske fakultet såvel som i hjemmene.
Fremtidens kirke i Danmark må derfor bygge på en oprustning omkring dåben. Det skal være en oprustning, der ganske anderledes håndfast tager fat om dåbsforældre, for det er her skoen trykker. Der skal laves en dåbsforberedelse, som handler om for eksempel fem seancer ved første dåb, hvor præsten gennemgår dåben, nadveren, De Ti Bud, trosbekendelsen og Fadervor. Uden dette forløb ingen barnedåb. Dette skal knæsættes i de enkelte stifter, så der er en fælles linje omkring dette og ingen dispensationer. Ganske som man har den obligatoriske efteruddannelse for det særlige præstedømme.
Da fremtidens kirke skulle skabes i frankerriget i det 8. og 9. århundrede (et arbejde som kristnede Europa), skete det med en ihærdig indsats omkring en funktion: sognepræstens dåbsoplæring. Hans oprustning til at møde lokale sognebørn eller hedninge i og uden for rigets grænser kom i fokus. Sognepræsten fik datidens bedste uddannelse og den drejede sig om dåben og dåbsoplæring, som Susan Keefe viser i sin bog ”Water and the Word” fra 2002. Luther lagde også vægt på dåben, men den var som i store dele af vores europæiske historie efter frankernes mammutindsats en selvfølge. Det er den ikke i dag.
VI LEVER I EN NY TID, hvor muslimer for eksempel bliver kristne i stort tal, men hvor der lever indvandrere/flygtninge i større tal, som ikke er det. Erfaringerne fra det missionsarbejde, jeg gennem de sidste ni år har været del af omkring dåb af muslimer, både i Ribeområdet og gennem folkekirke-migrantvalgmenigheden Church of Love, har givet stof til eftertanke. Dåbsoplæringen er her central. Der er tale om voksendåb, men også om barnedåb. De voksne, der har gennemgået dåbsforberedelsen, er i stand til i deres hjem at fortælle deres børn om kristendommen på en hel anden måde end den gennemsnitlige danske kristne forælder. Her har biskopperne heller ikke, med god grund, haft problemer med at formulere krav for undervisningen før en dåb. Det burde man heller ikke have, når det gælder etnisk danske folkekirkemedlemmer, for det er jo en og samme dåb, vi døber til. En tro, et håb, en dåb – og ingen dobbeltstandarter.
Fremtidens kirke tager nutidens udfordringer alvorligt. Det missionariske perspektiv, som igennem flere årtier har været noget, der var rettet mod Afrika eller andre varme lande, må på grund af de forandringer, Europa og Danmark undergår, lægges på den hjemlige kirke. Nu har kirke og skole ovenikøbet været skilt siden 1975, hvilket har givet sig udslag i graden af fortroligheds fald med kristendommen hos ikke alene nutidens forældre, men også snart bedsteforældre.
En dåbsundervisning, der giver forældrene redskaber i hånden til selv at videregive kristendommens indhold til deres børn, er ikke alene tvingende nødvendig, men vil desuden virke missionarisk, eftersom de også vil kunne forklare andre, som ikke er døbt eller kender kristendommen, om troen. Det kan 2000 præster bare ikke klare. Især i ghettoer med mange ikke-kristne vil det være af uvurderlig missionarisk betydning.
Den almindeligt myndige forældre må blive kristeligt set voksen og overtage den rolle, bedsteforældrene for længe har haft – for nu er de snart oldeforældre. Så vi må tilbage til den lutherske kirkes basis: forældrene. Lad os sætte barren højere og ikke stadig lavere, som det sker i kirkerne omkring os.
UNDERVISNINGEN VIL som i Frankerrigets dage, da Ansgar, Rabanus Maurus og Alcuin stod for uddannelsen, lægge ekstra pres på præstens formidling og tilstedeværelse i dåbsundervisningen, så det er klart, at den kirkelige aktivisme, vældet af møder, arrangementer med mere må beskæres. Det almindelige præstedømmes forældre skal have deres præst tilbage. Vi har for længe brugt for megen tid og ressourcer på kirkegårde og på en lille kirkegående del af den ofte ældre del af kirken. Vi servicerer måske 10 procent af en sognemenighed med mange aktiviteter, mens resten kun får opmærksomhed ved dåb, vielser, begravelser og konfirmationer. Undervisningen af dåbsforældre favner derimod alle.
UNDERVISNINGEN AF dåbsforældre og fokus i præsteuddannelsen på dåbsoplæring må gå hånd i hånd. For her skal føres klar tale om dåbens betydning. Man skal vide, hvorfor det er så vigtigt, så altafgørende at blive døbt. Vi døber jo i kristendommen ikke vores børn, så de kan blive medlemmer af en forening, der tilbyder serviceydelser og åndelig wellness, men for at frelse dem fra fortabelse. Det er udgangspunktet for, at præst og forældre kan samles om et glædeligt budskab. Apostlene blev ikke sendt ud på mission for mindre. Vores kristne brødre og søstre i Mellemøsten, Kina, Nordkorea og Afrika, som i dag forfølges og dræbes, fordi de er kristne, kan holde fast i glæden trods alt, for de er døbt til frelse ved troen på Kristus. De modtager den indre frihed ved dåben og troen, som befrier ved at skænke dem Guds rige trods synd og død. Hvis ikke det er det perspektiv, der lægges på dåben, så er Kristus død forgæves. Så kan det hele være lige meget.
Fremtidens kirke må kort sagt aflægge den multikulturelle, aktivistiske og multireligiøse kåbe som for længe har relativeret dåbens betydning. For vi døber alene, fordi Kristus har sagt, det er altafgørende, og han er vores Herre. Vi har ikke andet at holde os til, når det gælder dåben end hans ord i Bibelen, hvorfor vi da også læser dem op ved hver dåb og kalder det et sakramente.
Torben Bramming er sognepræst ved Ribe Domkirke