Prøv avisen
Kronik

Bispekandidat: Fremtidens kirke vil kunne være løst fri af rummet

”Fra Le Corbusiers side har idéen uden tvivl været, at menigheden i større tal skulle kunne forsamles uden for kapellet,” skriver Asser Skude. – . Foto: Privatfoto og Miklos Szabo/Helsingør Stift.

Asser Skude, bispekandidat

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Kirken er det levende fællesskab af mennesker, af kød og blod, og bygningen er den ramme, som arkitekten eller bygherren skønner bedst egnet til at løse opgaven. I denne pandemitid giver det mening at tænke ud af boksen, skriver bispekandidat Asser Skude

Man kan håbe, at danske kirker og arkitektur vil bestå længe – og helst lige så længe som det førkristne tempel Pantheon i Rom, der i snart 2000 år har modstået vind og vejr og stadig står som en af verdens smukkeste bygninger, ikke mindst indvendigt, hvor kuppelloftets åbne hul slipper dagslyset og vejret ind.

Åbne kirker under danske himmelstrøg bliver næppe løsningen i et køligt og omskifteligt klima som det danske. Men når det er forår, sommer eller lunt efterår, kan det undertiden alligevel lade sig gøre at samles i større tal udendørs – også efter corona-perioden, hvis vi begyndte at anvende Le Corbusiers løsning med to prædikestole, såvel en indendørs og en udendørs.

Sainte Chapelle de Notre Dame du Haut blev opført 1950-1954 i Ronchamp og tegnet af datidens berømteste arkitekt, ovennævnte Le Corbusier (1887-1965). Ikke alene rummer dette højt beliggende valfartskapel på sin bakketop i det østlige Frankrig mange nytænkende træk i udformningen – der er også indbygget symbolik og associationer, så den besøgende blæses omkuld.

Personligt kommer jeg til at tænke på Jesu bjergprædiken, evangelium til en af de første søndage i trinitatistiden. Bjergprædikenen er for mig at se det ultimative forbillede for enhver prædiken og prædikant. Jesus var selv en blændende prædikant og forkynder, ikke mindst når det gjaldt om at prædike håb og trøst for en forsamling, som af mange grunde kunne være ængstelige for samtiden og fremtiden.

Ronchamps beliggenhed er næsten lige så smuk som den bibelske ramme fra Jesu tid, som det er opført nær grænsen mellem Frankrig og Schweiz, med udsigt til Alperne i baggrunden.

Det siges om arkitekten Le Corbusier, at hans samtid og ikke mindst hans kolleger var helt uforstående over for hans tilsagn om at tegne en kirke, når han ikke var kendt som et troende menneske.

Men det var da også hans mor, der som troende insisterede på, at han skulle påtage sig opgaven. Og paradoksalt nok blev netop denne kirke det smukkeste eksempel på hans spirituelle og episke formåen.

Her løftede Le Corbusier sig over sin samtids rationalistiske modernisme med dens kantede og forudsigelige former ved at operere på et mere irrationelt og nærmest metafysisk plan. Hvor form, funktion og ånd går op i en højere enhed.

Ronchamp-kapellet er samtidig et bygningsværk, der på mest overbevisende vis bygger videre på den jødiske nomade tradition. Før indtagelsen af det hellige land, Israel, brugte det udvalgte folk ifølge overleveringen at slå et telt op omkring pagtens ark, hvor det under ørkenvandringen kom frem. Så i det perspektiv kan Ronchamp-kapellet aflæses som en parafrase over gammel førkristen tradition, men samtidig i en meget moderne fortolkning.

I sin rustikke beton er kapellet sikker som en bunker, men samtidig forlenet med en overbevisende, kunstnerisk lethed. Og dertil suppleret med muligheden for at prædike for større forsamlinger under åben himmel på kapellets østside.

Kapellet i Ronchamp ligger på ruinerne af et tidligere (katolsk) kapel, som tyskerne under deres besættelse af Frankrig havde sprængt i luften som straf for lokalbefolkningens sabotage og modstand.

Kapellets for katolikkerne så centrale Madonna-figur havde overlevet tyskernes ødelæggelse, og den fik et nyt liv i efterkrigens nye kapel ved at blive indmuret i østfacaden i en glasniche, så menigheden kunne opleve den såvel indefra som udefra under kirkehandlinger.

Fra Le Corbusiers side har idéen uden tvivl været, at menigheden i større tal skulle kunne forsamles uden for kapellet – og at også præsten fra en ligeledes eksteriør prædikestol kunne forkynde budskabet i det fri.

Ronchamp er i alle henseender et originalt stykke arkitektur. Med lidt god vilje kan man som dansker aflæse bygningen fra adgangssiden som et lavere kirkeskib med et vestligt tårn. Men mere oplagt er det at se bygningen som et kunstværk – en skulptur – hvor arkitekten har ladet sig inspirere af jødedommens tidligste historie med en teltdug over pagtens ark og en omkransende indhegning, der oprindelig symboliserede Israels 12 stammer.

Så betonloftet i Ronchamp er af samme grund gjort konvekst og løftet fri af kapellets tykke mure – som en association til en teltoverdækning.

Det er naturligvis svært at forudsige, hvordan fremtidens kirke vil tage sig ud. Kirken repræsenterer langt mere end den bygning, som skal huse dem, der søger hen, hvor ordet og sakramenterne forvaltes.

Kirken er det levende fællesskab af mennesker, af kød og blod, og bygningen er dermed den ramme, som arkitekten eller bygherren skønner bedst egnet til at løse opgaven i forhold til at rumme gudstjeneste, kirkelige aktiviteter, undervisning, forplejning og så videre.

I disse tider med pandemi og nedlukning lå det måske lige for at tænke ud af boksen og tage den førkristne skik i brug med at holde udendørs gudstjenester – løst fri af det rum, som traditionelt skulle underbygge menighedens forsamling.

For udfordringen med at holde afstand og samtidig være begrænset af kirkerummets størrelse og rengøring binder aktuelt menigheden på en ny og uheldig måde.

Kun de færreste sogne og menigheder kunne vel for mindre end et år siden have forudset, at der skulle komme tider, hvor præsten måtte administrere begrænsninger på antallet af deltagere ved kirkelige handlinger.