Prøv avisen

Freuds mørke menneskesyn

Sigmund Freud lagde ikke skjul på, at han så mennesket som af natur uforbederligt ondt og aggressivt. I påstanden om, at man ikke kan lave om på den menneskelige natur, ligger også, at man ikke kan lave om på det etablerede system

Enhver teori om ondskab rummer et menneskesyn. Sigmund Freud lagde aldrig skjul på sit. Han spottede troen på den menneskelige naturs godhed som »en af de slemme illusioner, af hvilke menneskene venter sig en forskønnelse og lettelse af deres liv, men som i virkeligheden kun gør skade«.

Freud ser ikke mennesket som 'godt'

Det er, som om Freud helt overser, at man ikke behøver at tro på, at mennesket er godt »af naturen« for at forholde sig skeptisk til hans forvisning om, at det af naturen er ondt og aggressivt.

Og det er netop, hvad Freud hævder. Han er kommet til at stå som en af hovedeksponenterne for den opfattelse, at vold og aggression er et uudryddeligt træk ved selve den menneskelige natur.

Freud repræsenterer det generelle standpunkt, at aggression indgår i menneskets gener, altså er medfødt, og at denne onde arv er en byrde, menneskeheden til evig tid er fordømt til at bære:

»Homo homini lupus (Mennesket er en ulv mod menneskene). Hvem har efter alle livets og historiens erfaringer mod til at bestride denne sætning? Denne grusomme aggression afventer som regel en provokation eller stiller sig i et andet formåls tjeneste, der også kunne være realiseret med mildere midler. Når omstændighederne er gunstige for aggressionen, og de modstående sjælelige kræfter, der ellers hæmmer den, er faldet bort, ytrer den sig også spontant og afslører mennesket som et vilddyr, der står fremmed over for at vise skånsel mod sin egen art.«

En selvstændig aggresionsdrift

Freud føjer til, at enhver, der i tankerne genkalder sig de rædsler, der udspillede sig i folkevandringstiden og op til Første Verdenskrig, vil være nødt til at bøje sig for rigtigheden af denne opfattelse.

På baggrund af Freuds egne ord er det unægtelig bemærkelsesværdigt, hvor vanskeligt det var for Freud selv at finde frem til forestillingen om en særlig, selvstændig »aggressionsdrift« som en konstant bestanddel af menneskets biologiske arv.

Blankt erkendte Freud sin modvilje mod at anerkende aggression som en særskilt faktor: »Jeg husker min egen vægring, da forestillingen om destruktionsdriften første gang dukkede op i den psykoanalytiske litteratur, og hvor længe det varede, før jeg blev modtagelig for den.«

Det, Freud her hentyder til, var det faktum, at et af den psykoanalytiske bevægelses mest fremtrædende medlemmer, Alfred Adler (1870-1937), meget tidligt kom til den konklusion, at den aggressive komponent i menneskets natur var nok så væsentlig som seksualiteten.

Adler og Freud

Allerede i 1908 udkastede Adler den tanke, at der måtte eksistere en primær, aggressiv drift.

Da Adler drog på foredragsturné til De Forenede Stater, var Freuds hvasse kommentar: »Meningen er antagelig at frelse verden fra seksualiteten og basere den på aggression!«

Freud var dog ingenlunde upåvirket af Adlers afhandling. Specielt noterede han Adlers iagttagelse: at angst udvikles gennem undertrykkelse af aggressions-impulserne. Men Freud kviede sig stadig ved at betragte aggressions-impulsen som en selvstændig faktor.

Adler fortrød senere sin lancering af aggressionsdriften og trak sin hypotese om den tilbage. Han var i mellemtiden kommet frem til, at mennesket må anses for at være et socialt væsen, og at den aggressive komponent i menneskets psyke ikke kan betragtes som en »naturkonstant«. Det må siges, at Freud siden til gengæld tog fat, hvor Adler slap, og nu nærmest overkompenserede for sin oprindelig pure afvisning af »aggressionsdriften«.

Første Verdenskrig ændrede hans perspektiv

Antagelig under indtryk af Første Verdenskrigs destruktion så Freud sig tvunget til at vie aggressionen mere opmærksomhed. Karakteristisk er hans skrift »Zeitgemasses über Krieg und Tod«.

Freud tegner her først et billede af den fredelige periode før Første Verdenskrig, da man levede i fuld fortrøstning til, at der ikke ville komme flere krige. Freud bekender, at han også selv var blevet offer for denne illusion. Men da den første verdenskrig ribbede ham for den, svingede han til gengæld til den modsatte yderlighed: at krige aldrig nogensinde kunne afskaffes!

Dette skrift vidner stærkt om Freuds dybt pessimistiske, mørke menneskesyn: »Den store vægt, man lægger på buddet: Du skal ikke dræbe, forvisser os om, at vi nedstammer fra et uendeligt antal generationer af mordere, som mordlysten lå i blodet, sådan som den måske også ligger i vort eget ...«

Freud reflekterer over dødsdriften

Disse betragtninger over menneskets mordlyster indvarsler det sidste, fundamentale brud i Freuds driftsteorier. Nemlig postulatet om dødsdriften, Thanatos.

Freud var da 64 år gammel. Tidligt indrømmer han dets spekulative karakter. »Det, som nu følger, er spekulation, ofte vidtgående spekulation, som enhver ud fra sin særlige indstilling må acceptere eller forkaste. Endvidere et forsøg på at forfølge en idé af nysgerrighed efter, hvor den vil føre hen.«

Men i »Das Ich und das Es« fortsætter han sine refleksioner over dødsdriften og allerede nu i en betydelig mere positiv tone. Samtidig foretager han en revision af sin neuroselære. Hvor han tidligere betragtede neuroserne som et produkt af konflikten mellem drift og omverden, ses konflikten nu udspillende sig mellem jeg og overjeg.

Overjeget ses som sæde for dødsdriftens aggressionstrang. Vejen var nu banet for den anskuelse, der anså neuroserne for at være et produkt af konflikten mellem to driftsinstanser: Eros og Thanatos. Hermed blev neuroserne biologiseret, den sociale faktor elimineret.

Thanatos står i modkraft til eros

Freud siger, at ligesom kærlighed står i modsætning til had, står den destruktive dødsdrift, Thanatos, i modsætning til Eros, den livsbevarende drift. For at undgå at ødelægge os selv må vi finde afløb for vore destruktive impulser ved at øve voldshandlinger rettet mod andre.

Freud drog den slutning, at hvis mennesket er udstyret med en medfødt aggressiv drift, er det meningsløst at forsøge at forandre mennesket.

Hans teori om dødsdriften fandt kun få fortalere. Til gengæld er der stadig mange, som ikke har afskrevet Freuds formodning om en naturgiven aggressionsdrift.

I forbindelse med sin påstand om, at det er udsigtsløst at ville afskaffe menneskets aggressive tilbøjeligheder skriver Freud endvidere, at han har svært ved at tro på, at der findes ikke-aggressive, ikke-krigslystne folk på denne jord: »I lykkelige egne på jorden, hvor naturen stiller alt, hvad menneskene har brug for til disposition i overmål, skal der findes folkestammer, hvis liv forløber i sagtmodighed, og hos hvem tvang og aggression er ukendt. Jeg kan ikke tro det, men ville gerne vide mere om disse lykkelige.«

Freud om samfundsstrukturen

En stor skam, at Freud ikke gjorde sig den ulejlighed at skaffe sig denne viden, skønt den var tilgængelig allerede på hans tid! Når han forsømte det, var det formodentlig, fordi han ville finde det vanskeligt at indpasse en sådan viden i sine teorier. Freud troede heller ikke på, at de aggressive drifter forandres nævneværdigt af ændringer i selve samfundsstrukturen.

Måske er det værd at minde om, at vi danskere selv for 1000 år siden var frygtet over den ganske verden som en nation beboet af blodtørstige sørøvere. Og mange andre kendsgerninger kunne nævnes, som styrker overbevisningen om, at en teori, der går ud fra som givet, at aggressionsdrift er en uudryddelig bestanddel hos os alle, i bund og grund er falsk. Der er ikke noget videnskabeligt alibi for vedblivende at klynge sig til myten om menneskenaturens uforbederlighed.

Dette dogme ville for længst være blevet henvist til et hjem for alderdomssvækkede ideer - om ikke netop forkyndelsen af det har vist sig så nyttig for det bestående samfund. For i påstanden, at man ikke kan lave om på den menneskelige natur, er det naturligvis underforstået: Derfor kan man heller ikke lave om på det etablerede system!

Eric Danielsen er journalist og forfatter.