Fri, friere, Grundtvig

I Danmark har vi med Grundtvigs frihedssyn en stadig sammentænkning af frihed og fællesskab. Vi kan dog sætte spørgsmålstegn ved, om friheden nu også har så gode kår i dagens kirkelige Danmark, hvor mange menighedsråd er ved at drukne i bureaukrati

Sæt sognene fri. Det er det, det handler om. Ellers kan vi frygte, at bureaukratiet fortsætter med at vokse fra oven, skriver dagens kronikør.
Sæt sognene fri. Det er det, det handler om. Ellers kan vi frygte, at bureaukratiet fortsætter med at vokse fra oven, skriver dagens kronikør. Foto: wikimedia commons.

Folkekirken er igen til debat. Kirkeminister Manu Sareen (R) havde for nylig indkaldt til konference på Christiansborg om styringsstruktur for at drøfte de forskellige kirkelige anliggender.

Også ønsket om få søsat et udvalgsarbejde for at få mere gennemsigtig og klar fordeling af opgaver inden for kirken, og hvad Folketinget bestemmer i forhold til kirken selv. Et godt initiativ.

LÆS OGSÅ: Grundtvig gjorde op med fornuftsdyrkelsen

Men der skal andre boller på suppen end de bud, der kom fra de vante aktører og organisationsfolk: Tordenskjolds soldater, eller de ombordværende på Noas Ark, som de også er blevet kaldt. Der kommer ikke synderligt nyt derfra.

Nytænkningen skal komme fra andre. Det skal blandt andet komme fra sognene selv, som må på banen, kræve deres ret til at være kirke på deres eget sted, bede om at få deres selvbestemmelsesret tilbage og få mere frihed, som Grundtvig kæmpede for.

Sæt sognene fri. Det er det, det handler om. Ellers kan vi frygte, at bureaukratiet fortsætter med at vokse fra oven. Vi skal væk fra den mere og mere centrale styring fra Folketinget og Kirkeministeriet med djøfisering altså at det er økonomer og jurister, der med deres public management-tænkning fortsætter med at centralisere, lave smarte strukturer og udsende det ene nye påfund efter det andet.

Det begyndte for alvor under den forrige regering med kirkeminister Bertel Haarder (V) og med departementschef Jacob Heinsen som indpisker. Vi skal væk fra denne umyndiggørelse.

Magtpyramiden skal vendes om. Det begynder i sognet, som må have sin selvbestemmelsesret tilbage og befries for meget bureaukrati. Se til de frie grundtvigske valgmenigheder. Præsten skal være under biskoppens tilsyn og ellers følge almindelig lovgivning med hensyn til regnskab med videre, men ellers skal sognene være myndige nok selv til at ville være kirke. Mere ad den vej. Og ellers må vi have en kattelem i den nye lovgivning og styringsstruktur, som det så smukt hedder (igen DJØF-sprog), altså en mulighed for at være frisogn, ligesom der er mulighed for at være frikommune.

HELE DET KIRKELIGE etablissement var repræsenteret på konferencen på Christiansborg og sagde det, de skulle sige, gjorde opmærksom på sig selv og positionerede sig. Da de er klar over, hvad vej vinden blæser, var de som ventet ganske positive over for at indgå i fortsatte drøftelser og udvalgsarbejde omkring styringstruktur for folkekirken. De vil jo gerne selv bevare magten, ja, have mere.

Konkrete, gennemarbejdede forslag er der fra Selskabet for Kirkeret, men også fra Finn Riber Jensen, den tidligere formand for Grundtvigsk Forum. Her vil der være inspiration at hente med hensyn til gennemsigtighed og mere logiske kommandoveje og økonomi, indre og ydre anliggender, hvis man vil ad denne vej. Riber Jensens forslag om bloktilskud til stifterne gik på, at stifterne også selv vil kunne bestemme antallet af præster (og ikke som nu Finansministeriet), og at andre trossamfund ikke længere skal betale til folkekirkens præsters lønninger.

Der går næsten ikke en dag, uden at det ene og det andet om folkekirken er i medierne. Nu tænker jeg ikke så meget på de homoseksuelle vielser, men det har sikkert aktualiseret den tilsyneladende interesse for, at kirkelige emner er havnet på avisernes forsider.

Det er mest udfordringerne og ikke så meget de gode historier i kirken , som der er rigtig mange af. Men gode, dybe, essentielle samtaler præst og menneske imellem er ikke til forsiderne. Men det er vel også kirke. Ligesom meget andet, der ikke kan vejes og måles

Talmajestæten er der også. Der skal tælles kirkegængere. Og hvis der er nok i kirke, er udgiften acceptabel. Men hvornår er nok nok? Og har vi nu også her fået DJØFerne til at bestemme? Provst Trille Brink Westergaard, Langeland, skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad den 17. april: Fra nu af er der ikke bare slået et korstegn for mig i kirken, der er også sat en stykpris på. Kirken skal ikke spare, den skal ødsle ikke med penge, men med Guds ord.

Meget er i gære inden for kirken det seneste år: Så er der for mange kirker, der kommer ikke så mange i kirke, rige sogne (med lav kirkeskat) ønsker ikke solidaritet med mindre velstående sogne (som dog oftest betaler stor kirkeskat), biskopper holder før tid, menighedsrådene vånder sig over alt for mange administrative byrder og ustandselige ændringer, som de fra central side er blevet pålagt, interessen for at stille op til valg i menighedsrådene i efteråret er meget begrænset.

Kirkeminister Manu Sareen vil gerne i gang med en hovedrengøring, og han synes, at der trænger til at blive støvet af i den kirkelige verden.

Men vi skal være godt forberedte og vide, hvad vi egentlig vil med vor folkekirke og hvorfor. Med konferencen er vi forhåbentlig begyndt denne drøftelse. Men vi kan altså ikke nøjes med Tordenskjolds soldater eller dem fra Noas Ark. Det bliver for snævert, for forudsigeligt, de er alt for bundet af deres egen magt. Der skal også nytænkning til. Sæt sognene fri. Fri, friere, Grundtvig.

ET ANDERLEDES FRISKT indspark på konferencen kom fra sognepræst Kathrine Bang Lilleør fra Slagslunde Sogn, og hun sagde blandt andet: Om jeg forstår, at vi skal have flere råd. Vi skulle hellere afskaffe nogle. Provstiråd, stiftsråd og et kommende kirkeråd er alle overflødige. Man burde lade menighedsrådene administrere deres økonomi selv, droppe at bruge energi på alle andre råd og i stedet styrke den teologiske samtale og ledelse i folkekirken ved at befri provster og biskopper for alle deres administrationsopgaver, så de kan koncentrere sig om det egentlige: at der bliver forkyndt Kristus i fyldte kirker.

I Danmark har vi med Grundtvigs frihedssyn en stadig sammentænkning af frihed og fællesskab. Men jeg synes nok, at vi i dag kan sætte spørgsmålstegn ved, om friheden nu også har så gode kår i dagens (også kirkelige) Danmark. Med en ny, kommende lovgivning, som jeg hellere vil kalde en kirkelig frihedslovgivning, skal der som minimum være en mulighed for at være frisogn lidt som en valgmenighed. Så skal vi nok i sognene vise, at vi godt kan selv.

Et lille tankevækkende eksempel: Budgettet i det lille sogn, hvor jeg er præst, svarer cirka til det dobbelte af, hvad min kone og jeg tjener. Men kirkens budget er udarbejdet, som er det beregnet til en stor koncern med milliardomsætning. Ufattelige ressourcer bruges til at holde denne lille kirkelige butik i gang. Dertil kommer så alt det administrative, som fylder alt, alt for meget for alle menighedsrådsmedlemmer og ansatte.

Statens trusler om kirkelukninger skal mødes med folkelig modstand. Men det betyder naturligvis, at vi som kirke og folk vil tage ejerskab af det hus, som blev rejst længe før os, og at vi som folk vil kirken og søndagens gudstjeneste. Det skal være et menighedsråd og en menigheds utvetydige svar på statsmagtens utidige indblanding, nu med trusler om lukning af kirker, som sognepræst Ole Juul skrev i en kronik i Kristeligt Dagblad den 18. april.

Og det kan jo så godt være, at vi skal støve noget mere af inden for kirken og se, om vi har serviceret os for meget ud af fællesskabet, og selv løfte noget mere af det, der er vort eget ansvar.

Menighedsrådene blev etableret for 100 år siden. Det er i øvrigt værd at markere i år, at det er 100-året for indførelsen af menighedsråd. Det kom fra den vestjyske lærer og kirkeminister I.C. Christensen fra Ringkøbing og blev gjort permanent af den sønderjyske højskoleforstander Jakob Appel fra Rødding Højskole.

Det er en ny reformation, vi har brug for igen det må være kirkens svar eller kirkens genmæle! Måske skulle vi som dengang starte i Ribe Stift hjemsted for I.C. Christensen. Det kunne være spændende at være med til.

Claus Helsbøl er sognepræst på Rømø