DET ER MED ADGANG TIL en fælles natur som med vandet i vandhanen: Vi glædes og spekulerer ikke over, at vi har det, hver gang vi bruger det. Men hvis det pludselig forsvinder eller bliver truet, lægger vi mærke til, hvor stor en værdi det har for os. Sådan tror jeg, mange har det med vores ret til at kunne komme ud i naturen. Vi tænker ikke meget over det, men vi kunne ikke undvære det. Vi tager alt for ofte retten til at færdes i naturen som en selvfølge. Ikke desto mindre er der fortsat en vigtig kamp at kæmpe for at bevare vores ret til at bruge naturen. Adgang til natur er nemlig hele forudsætningen for friluftslivet, som hundredtusinder mennesker dyrker. Og det er dermed også forudsætningen for, at vi får glæde og gavn af alle de positive effekter, friluftslivet har på vores livskvalitet og fysiske, mentale og sociale sundhed.
Idéen om fælles natur med fri adgang har været båret af velfærdspartierne i anden halvdel af forrige århundrede. Fem år før Friluftsrådet blev stiftet i 1942, blev der skrevet i indledningsparagraffen til naturfredningsloven, at der skulle tages hensyn til befolkningens friluftsliv. Loven udmøntede dette ved at åbne strandbredder og offentlige skove for almenheden. En fælles natur, som alle kunne nyde og bruge i fritiden, var således et led i hele opbygningen af velfærdsstaten. Det var også på det tidspunkt, danskerne fik den første ferielov og folk kunne ”tage på landet” eller på primitiv campingtur – noget, der voksede i popularitet op gennem 1950’erne og 1960’erne. Centrum-venstre-partierne var optaget af at give noget til befolkningen, retten til at færdes i en fælles natur.
Siden da har friluftslivet som fritidsfornøjelse været i vækst, både hvad angår mængden af forskellige aktiviteter, og hvad angår antallet af udøvere. Naturen er danskernes foretrukne motionsarena. 91 procent af danskerne kommer i naturen årligt eller mere, den gennemsnitlige dansker kommer i skoven 10 gange om året.
I MIN TID SOM FORMAND for Friluftsrådet er nye aktiviteter føjet til friluftspaletten. Der er kommet massivt fokus på naturens positive indvirkning på stress og mental sundhed, og vi ved nu, hvor vigtigt muligheden for friluftsliv er for vores velbefindende. Derfor har vi mere end nogensinde brug for plads til natur og muligheder for at komme ud i den.
I velfærdsperspektivet ligger imidlertid også, at alle skulle have fri og lige adgang til natur. Sådan er det langtfra i dag, hvor den offentlige natur er skævt fordelt i landet. En ny undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund viser, at i 44 af landets kommuner er mere end 80 procent af skovarealet privatejet – det er især på Fyn og i de sydsjællandske kommuner. Det unge par på Sydfyn kan altså ikke gå måneskinstur i skoven, og lollandske børn kan ikke plukke anemoner eller brombær i skovbunden, fordi der er forskel på, hvor og hvornår man må færdes i privatejede og i offentligt ejede skove. Der er fortsat plads til forbedring i den lige adgang til natur.
Dertil kommer de mennesker, der af forskellige grunde ikke har fysisk eller mentalt overskud til at finde ud i naturen. For en ting er at opmuntre og inspirere danskerne til at bruge de muligheder, der er. En anden ting er, at nogen skal tages i hånden og skal have reel mulighed for at gøre brug af mulighederne. Friluftsliv som en løftestang for at arbejde med sociale problemer og udsatte eller sårbare grupper har vi fået rigtig gode erfaringer med de seneste år.
Men som med alle andre velfærdsgoder er adgang til natur ikke noget, der bare er givet. Muligheden for at komme ud i naturen er under pres i et lille tæt befolket land som Danmark med arealinteresser, der uden problemer kunne fylde landets 42.000 kvadratkilometer op til flere gange. Det er nødt til at have politisk opmærksomhed.
DER ER FIRE MÅDER, man kan arbejde på for at forbedre adgang til natur og mulighederne for at dyrke friluftsliv:
Man kan forsøge at påvirke den overordnede planlægning af landet i kommuneplaner og planlov og sikre, at der er plads til natur. De store aktuelle projekter med naturgenopretning, vådområder, jordfordeling og udtage lavbundsjorder er gode skridt i den rigtige retning. Det er essentielt at prioritere mere natur og en rig og varieret natur. Men folk skal også opleve, at de får mere natur for skattekronerne.
Man kan også ændre lovgrundlaget, så folks ret til at færdes og opholde sig i naturen bliver udvidet. Friluftsrådet har blandt andet kæmpet for retten til at færdes på bræmmer ned til søer og åer, langs læhegn i det åbne land eller lov til at træde et par skridt uden for veje og stier i private skove, så man for eksempel har mulighed for at plukke anemoner, svampe eller brombær.
Men vi skal ikke have adgang til alt, altid og alle vegne. Omvendt har lodsejere, landmænd og skovejere i mange år undgået at bidrage til at forbedre befolkningens adgang til natur med et argument om, at frivillige aftaler virker bedre. Det er der imidlertid ikke rigtig kommet afgørende resultater ud af.
Man kan også styrke og udbygge faciliteter, infrastruktur og skabe nye rammer for friluftslivet. Det har Friluftsrådet blandt andet gjort ved at støtte 1700 sheltere over hele landet samt adskillige fugletårne, badebroer og afmærkede stier. Det skaber muligheder for at opleve naturen.
Endelig kan man oplyse folk om det, de allerede må og kan og opfordre og inspirere dem til at bruge mulighederne, som vi blandt andet har gjort gennem kampagner og inspirationsmaterialer til skoler, dagtilbud og foreninger.
MEN JEG MÅ SIGE, at samfundets udvikling og de ydre omstændigheder ikke har gjort adgangsforholdene i naturen bedre i de år og dermed heller ikke sagen mindre relevant.
Imens danskerne har taget friluftslivet til sig, har landskabet også udviklet sig markant. Byerne er udbygget, der er bygget i det åbne land, trafikårer, erhvervsområder, forstæder, sommerhusområder ved kysterne. Det ændrer oplevelsen af landskabet, og det indskrænker folks adgangsmuligheder. Et eksempel er boligbyggeri tæt på kysten eller i havneområder, hvor beboerne vil have naturmulighederne for sig selv og lukker af for offentlig adgang. Urbaniseringen giver rift om de bynære naturområder, og mange brugere øger presset på de grønne arealer i byerne.
Landbrugets udvikling med færre gårde og større marker og maskiner betyder, at op mod halvdelen af de stier og markveje, der før førte folk ud i naturen, er forsvundet. Jeg kan være bekymret for, at det åbne land ender med at blive kæmpe produktionsørkner uden nogen adgang til natur, og det kan ikke være i nogens interesse, at mulighederne for at færdes i naturen forsvinder i små landsbyer og samfund på landet.
Flere steder ser vi også en tendens til, at beboere lukker et område af stranden eller spærrer naturområder af med hegn eller bomme, der skræmmer folk væk, fordi de vil have det for sig selv.
Adgangen til naturen har altså været under et vedvarende pres de senere år, og der er ærligt talt ikke udsigt til, at det er et pres, der forsvinder eller bliver mindre – snarere tværtimod.
Det er en fundamental værdi for os mennesker at have adgang til natur – at hælde kaffen på termokande og kunne tage i skoven for at nyde anemonerne og fuglenes fløjten om foråret, trave kilometer efter kilometer på stranden og lede efter rav efter en efterårsstorm, snøre de fornuftige sko og begive sig ud for at se solnedgang eller bare få frisk luft til hjerne og krop. Fiske, sejle, cykle, vandre og alt det andet, danskerne dyrker i stor stil.