Prøv avisen

Fri os for antinazismens ulidelige doktrin

De to store humanistiske projekter i det 20. århundrede var kommunismen og nazismen. At Adolf Hitler var den mest antikristne leder, Europa i kristen tid har haft, er der ikke den fjerneste tvivl om, mener dagens kronikør, Jack Kornbeck. Foto: Ukendt/NF

Den antinazistiske tro på, at nazismen er enestående i sin ondskab, rummer den betænkelige implikation, at verden kan deles op i de gode og de onde, idet nazisterne er de onde, og vi andre er de gode. Bag denne skelnen ligger den selvfede humanisme, som vitterlig tror, at mennesket er godt af natur, og som har glemt arvesynden

MAN ER GODT TRÆT AF at høre om nazismen, for hvad er der på dette område at lære? Der findes jo ikke to anstændige meninger om Joseph Mengeles medicinske forsøg og om drab på sagesløse og hjælpeløse mennesker i industriel målestok. Men selvom man helst er fri for at høre om den, så kan man ikke blive fri.

Nazismen dyrkes så godt som udelukkende som antinazisme. Antinazismens doktrin er en herskende doktrin, og den er ganske enkelt ulidelig og fuldstændigt uforståelig, indtil man aner sammenhængen.

LÆS OGSÅ: Hitler og Stalin dominerer talen om ondskab

Men på overfladen tager den sig yderst gådefuld ud, for hvad kan meningen være med den? Der findes ingen nationalsocialisme i dette land, der udkommer ikke bøger, tidsskrifter eller dagblade af nazistisk observans, som man kan opponere mod eller abonnere på, og Danmarks Nationalsocialistiske Parti kan man ikke stemme på.

På overfladen kan det se ud, som om det at være antinazist i Danmark er at sparke til en dør, der er åben. Men vi har doktrinen og kan ikke blive fri for den, fordi den tjener nogle væsentlige formål. Ellers ville den ikke være en bestanddel af tidsånden.

Et engelsk tv-program med titlen Den okkulte nazisme, som DR 2 sendte den 16. maj 2001, sluttede med ordene, at misforstået okkultisme og politik i forening skabte en ondskab, som verden hverken har set før eller siden.

Citatet bringer os lige ind i antinazismens hjerte, som er troen på, at nazismen er enestående i sin ondskab og destruktivitet. Det er nazismen aldeles ikke. Der findes ingen bestanddel i nazismen, som savner sidestykke i tiden før og efter. At efterforske alverdens politiske uhyrligheder og kriminelle overtrædelser lader sig ganske enkelt ikke gøre.

MEN DET ER DOG i det mindste en pærenem opgave at påvise, at nazismen ikke på nogen måde er enestående. Der findes næppe noget mere effektivt folkedrab end Storbritanniens så godt som fuldstændige udryddelse af den indfødte befolkning på Tasmanien, og der findes ikke noget folkedrab, der talmæssigt blot tilnærmelsesvis nærmer sig drabet på Nordamerikas indianere (en kilde opgør for USAs vedkommende tallet til 90 millioner dræbte), og når det gælder forfølgelsen af og drabet på politiske modstandere, indtager sovjetkommunismen sikkert førstepladsen.

Heller ikke i henseende til kollektivisme, planøkonomi og erstatningsfri konfiskation er nazismen enestående. De andre socialistiske regimer kunne mageligt følge med. Og hvad angår propaganda, ensretning og overvågning, slår vor tid de nævnte regimer med mange meter, vældigt hjulpet på vej af fjernsyn, internet, telefoni og optisk registreringsudstyr.

Antinazismens grundpostulat, at nazismen er enestående i sin ondskab, er således i bund og grund en usand påstand. Her er tale om den rene og skære mytologi, og den hævdes med den stædighed, som mytologier hævdes med, en stædighed, som rationel argumentation og erfaringens vidnesbyrd preller af på. Den antinazistiske doktrin hverken kan eller vil opgive denne mytologi, den har sin eksistens og eksistensberettigelse investeret i den. Den er lige så afhængig af nazismen, som nazismen selv var det. Uden nazisme, ingen antinazisme.

Troen på, at nazismen er enestående i sin ondskab, rummer den betænkelige implikation, at verden kan deles op i de gode og de onde, idet nazisterne er de onde, og vi andre (vi skinhellige svin) ifølge en ugyldig modsætningsslutning er de gode.

DERMED ER DET KLART som dagen, hvad vi har med at gøre. Antinazismen er ikke bare en del af det humanistiske projekt, men simpelthen dets flagskib.

Den europæiske humanisme er nu sine 500 år gammel, og den voksede sig stærk i populærvidenskabens århundrede (af nogle kaldet oplysningstiden). De seneste 200 år banede den sig frem til at være ledende og lånte tidsånden sin farve.

Det er dens tro, at mennesket fundamentalt set er godt og udstyret med den formåen, der skal til for at skabe en god verden. Bondevisdom og arm fromhed mente ellers at vide, at mennesket har en ond natur, og at verden derfor hjælpeløst er i det onde.

Nu forstår bønder sig som bekendt ikke på agurkesalat, men da en af dem bondefrom, skønt ej en bondes søn skrev en bog på den gamle visdoms grund mod humanismen, blev den samme humanisme ham svar skyldig, og bogen, der hedder Om den trælbundne vilje, får stadig humanister til at se rødt, når den en sjælden gang nævnes. Den er skrevet af Martin Luther, der vistnok stadig huskes af ældre læsere.

Nu kan det jo ikke nægtes, at der findes ondt i verden, og det gør humanismen heller ikke, men den tror på, at det onde kan identificeres, isoleres og uskadeliggøres. Mennesket er altså eller kan gøre sig til herre over det onde. Falder denne tro, så falder humanismen. For hvordan skal mennesket nogensinde kunne nå frem til en idealtilstand eller et tusindårsrige, hvis ondskaben har frit løb blandt os?

Denne ondskab sætter i så fald snavsede fingeraftryk på alt, hvad vi foretager os, også på vore politiske, religiøse og filosofiske institutioner og projekter. Al iagttagelse viser da også, at der er fingeraftryk af vores problematiske natur på alle vore handlinger og forehavender. Al vor virksomhed er grå af sådanne fingermærker.

DE TO STORE humanistiske projekter i det 20. århundrede var kommunismen og nazismen. De var begge antikristne, kommunismen i ateismens form, nazismen i hedenskabets form, et rodsammen af mytologisk ragelse. At Adolf Hitler var den mest antikristne leder, Europa i kristen tid har haft, er der ikke den fjerneste tvivl om.

De to systemer havde begge troen på, at det onde kunne udpeges og elimineres, og at de gode således også kunne udpeges, og de havde hvert sit tusindårsrige. Det ene var forbeholdt proletarerne, det andet germanerne. De var således forbeholdt de gode mennesker de onde: kapitalisterne, jøderne, slaverne, de syge og andre unyttige brødspisere havde ingen adgang. De skulle tværtimod have deres bekomst, og det fik de også.

Nu hvor de begge er sunket i grus, styrer humanismen os mod et nyt tusindårsrige (det antinazistiske), der også er forbeholdt de gode, nemlig internationalisterne, kapital- og socialhumanisterne, folk med upåklagelige mellemfolkelige akkreditiver, mens de onde folk, der er kristne, nationale og traditionsbundne, pænt må blive uden for det globaliserede paradis.

Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvad de kristne, nationale og traditionsbundne mennesker har at vente sig, men det er bedst, at de ser i øjnene, at de for længst er udpeget som de onde, dem, som man kan tillade sig alt over for, såfremt man selv er god.

Således er giftstoffet i nazismens og antinazismens doktrin af ganske den samme kemi. Når man opererer med begrebslogikken de onde kontra de gode, så afsætter dette uvægerligt selvretfærdighedens og skinhellighedens gift.

Den mønstergyldige skildring heraf er evangeliernes skildring af farisæerne og det skriftkloge slæng, der var så ivrige efter at slå Kristus ihjel, for at folket kunne bestå. Han var jo en overtræder, altså en ond mand, og ham må man gerne slå ihjel. Man er faktisk god, når man gør det.

Disse gode og agtværdige mænd, der såre gerne lod sig hilse på torvet, havde dog en undskyldning, som vor tid ikke har. De lod sig nøje med en enkelt, hiin Enkelte. Det lader vor tid sig ikke nøje med, den gør i de store partier.

Forholdet mellem nazismens og antinazismens doktrin er således ikke noget modsætningsforhold, men et slægtskab.