Ungdommens frie sind fyldte sommeren med fest og glæde

Den følelse af frihed, som jeg fyldtes af under min støvede hud og mit beskidte tøj, kan jeg genkalde mig lige så tydeligt, som var det i går, jeg gik, kyssede, sov, drak, røg og sang på markerne ved Ringe. Sådan beskriver dagens kronikør sin bedste sommer

Ungdommens frie sind fyldte sommeren med fest og glæde

Sommeren 1992 vil en forholdsvis stor del af den danske befolkning til stadighed forbinde med EM i fodbold.

En begivenhed, der mundede ud i, at Danmark en lun sommeraften sidst i juni vandt 2-0 over Tyskland og dermed kunne kalde sig europamester i fodbold.

Dén aften er med tiden gået hen og blevet en af de sjældne stunder, hvor de fleste kan huske, hvor de befandt sig og sammen med hvem - a la andre skelsættende sager såsom stormen i 1999 og terrorangrebet i USA den 11. september 2001.

Selv er jeg også helt på det rene med, hvor og med hvem jeg befandt mig hin juniaften for 23 år siden, men det er ikke på grund af den, at sommeren 1992 på mange måder kan betegnes som ”Min bedste sommer” - overskrift og indholdsmæssigt udspil på denne kronik.

Og alligevel kvier jeg mig lidt: Der har været mange somre i mit liv - 39, faktisk.

Og hver især har de nok indeholdt noget unikt og noget meget dejligt, men 1992 lever sit helt eget liv i min erindring. Det erkender jeg nu, hvor jeg tænker over det.

Jeg var 16 år den sommer. Danmark havde som bekendt vundet EM, sommeren var gammeldags i den forstand, at det rent faktisk var sommer, og selv havde jeg sagt farvel til fri- og folkeskolelivet.

Jeg tror - men det kun et gæt, da følelser på afstand har det med enten at fortone sig eller forstærkes, og begge dele kan føre én bag lyset - at jeg muligvis kan have båret på en vis melankoli grundet det knæk på tilværelsen, som et skift fra grundskolen til gymnasiet kan være. Men hvis jeg bar melankolien i en lomme den sommer, var jeg mig det næppe bevidst.

Jeg var nemlig mest optaget af den nært forestående Midtfyns Festival - og det er den, der danner rammen om den sommerstemning, som stadig sidder i mig.

Jeg er på ingen måde den eneste, der har både svulstige og rørstrømske minder fra Midtfyns Festivalens storhedstid.

Ligeledes må jeg også indse, at selvom dén festival ikke længere er blandt de levendes tal, er der horder af mennesker, der hvert eneste år gæster landets festivaler og tager hjem med oplevelser, der bliver til uforglemmeligheder med tiden, og som kan være så stærke, at de næsten er ubeskrivelige.

Men lad mig nu se, om min egen stærkeste sommererindring lader sig beskrive“ Jeg kan ikke love noget.

Jeg kan stadig mærke den meget tørre jord med det efterhånden noget sparsomme græslag. De tørre og halmagtige strå var fladtrådte og gullige og lavede mønstre på de bare ben, når jeg havde siddet ned.

Man kunne sætte sig hvor som helst. Jorden var hård som cement og alligevel så levende. Når jeg lagde håndfladerne på den, kunne jeg mærke sommervarmen trænge op i mine hænder, og hvis der var musik på Rockscenen, kunne jeg også mærke jordens hjerte banke. I takt med mig eget.

For selvfølgelig var jeg forelsket - ”selvfølgelig”, fordi jeg var 16 år, og var forelsket på den måde, som man kun kan være, når man er netop 16. Og J var naturligvis også til Midtfyns Festival - ”naturligvis”, fordi vi var der alle sammen. Alle venner og alle veninder. Vi havde jo kun én slags liv bag os, nemlig skolelivet, så vi havde endnu ikke været ude i verden og samle venner dér. Vi var kun ét ”vi”. Det var overskueligt og let - men det vidste jeg ikke dengang.

Hvis jeg i min ene lomme på mine cowboybukser, hvis hele eksistens bogstaveligt talt hang i en meget tynd tråd, bar min nyerhvervede melankoli, havde jeg i den anden lomme den ultimative følelse af frihed.

En frihed, som jeg aldrig før eller siden har følt så stærkt. En frihed, som var så massiv, at jeg næsten kunne tage og føle på den - på realplanet følte jeg nok mest på J, men det var heller ikke dårligt.

I modsætning til melankolien var jeg mig frihedsfølelsen meget bevidst. Der var intet, som ikke var muligt, der var ikke noget, som var for sent, og jeg havde en klar fornemmelse af at være i vater - med mig selv og med alt omkring mig.

Hvis det lyder som et trip, er det forkert. Jeg røg min første cigaret den sommer, indrømmet, og jeg drak - for min alder, i hvert fald - forholdsvis store mængder af øl.

Skal ret være ret forsøgte jeg mig muligvis også med noget hash, men vores manglende erfaring og det faktum, at jeg ret beset ikke havde brug for flere stimulanser end ganske almindelige øl, rockmusik og en oprigtigt følt forelskelse, gjorde, at det vist blev et temmelig kluntet forsøg, som endte med kun at have en virkning for den ene af os tre, som skulle dele piben.

Set i bakspejlet var det ret uskyldigt, men dengang havde det en vis betydning. Af indlysende grunde var The Summer of Love (1967) uden for vores rækkevidde, men vi kunne måske fremkalde et historisk vingesus. Det er i hvert fald ikke helt forkert, at kalde 1992 for min private Summer of Love.

Jeg gik en del. Fra Rockscenens højre højtaler (det var her, vi kunne være sikre på at mødes før eller siden), til teltpladsen og de telte, som tilhørte folk, jeg kendte, til telefonboksen sammen med min veninde for at ringe til enten den ene eller den andens forældre, til handelsgaderne, mit Marrakech, til Ringe by for at proviantere, til toiletvognene og tilbage til højre højtaler igen.

Fordi det var så varmt og tørt, lagde det midtfynske støv sig som en fin film over min hud og fik mig til at virke både blødere og mere solbrændt, end jeg var. Særligt interessant blev det, hvis jeg følte mig kaldet til at pudse næse: Støvet trængte ind overalt. Og alligevel var jeg så fuldkommen uforurenet.

Man kan pumpe en 16-årig krop fuld af alkohol, høj musik og jordpartikler - den vil på trods af det vågne den næste dag og være så god som ny. Tømmermænd“? Havde aldrig hørt om det.

Selvom musikken fyldte meget og udgjorde soundtracket til den sommer, har jeg stort set ingen anelse om, hvad jeg hørte det år.

Det eneste, jeg er nogenlunde sikker på, er, at jeg hørte Donovan sammen med J. Og hvad kan vel have været mere oplagt: 1960'ermusik med budskaber, der matchede min egen private Summer of Love - jovist, livet var i vater.

Hvilket fører mig frem til en erkendelse: Måske var det også her, den sommer, at luftboblen i mit vaterpas gled ud af fokus. Måske forblev den fuldkommen overvældende frihedsfølelse på festivalpladsen, og måske fik melankolien i min bukselomme mere råderum nu.

På festivalen og resten af sommeren var alt, som det altid havde været - efter sommeren var der ikke ret meget, der lignede sig selv, mindst af alt mig selv.

Sommeren 1992 - og helt specifikt de første dage i juli, hvor Midtfyns Festivalen fandt sted - var et brag af et privat afdansningsbal. Men heller ikke dét var jeg klar over. Ikke desto mindre er det sådan, jeg ser det nu.

Her blev der sat et punktum for noget, som helt naturligt hverken kan eller skal komme igen.

Men den følelse af frihed, som jeg fyldtes af under min støvede hud og mit beskidte tøj, kan jeg genkalde mig lige så tydeligt, som var det i går, jeg gik, kyssede, sov, drak, røg og sang på markerne ved Ringe.

Maria Guldager Rasmussen, Middelfart