Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Frivillighed er en smuk og rørende tanke

Når mennesker af egen fri vilje hjælper, bliver de som oftest belønnet med glæde. Det kan i nogle tilfælde være en lang smuk tale om, hvor dejligt et mennesker man er, og i andre tilfælde er det et smil, skriver dagens kronikør. Foto: Charlotte Haslund-Christensen Denmark

Det kunne være fantastisk at have et samfund, hvor alt var frivilligt, og hvor intet handlede om penge, og hvor alle kan få, hvad de har brug for. Der er bare et problem! Et frivilligt samfund vil hurtigt deles op i to grupper: Dem, der laver noget, og dem, der ikke laver noget, mener dagens kronikør, der er efterskoleelev

FRIVILLIGHED. Det er sådan et dejligt begreb. Vi hjælper hinanden uden at få noget igen. Det er en smuk og rørende tanke, at folk kan leve sammen og hjælpe hinanden uden at forlange noget for det, og det er da også sådan, man skal have det for det meste.

Når mennesker af egen fri vilje hjælper, bliver de som oftest belønnet med glæde. Det kan i nogle tilfælde være en lang smuk tale om, hvor dejligt et mennesker man er, og i andre tilfælde er det et smil. Vi har nok i nogen grad i dag bygget et samfund op, hvor hvert individ kun tænker på sig selv, fordi vi har den opfattelse, at de eneste, der kan give os et godt liv, er os selv.

LÆS OGSÅ: Kirken har fået flere frivillige sociale hænder

Men en dag så brænder lokummet, og det vil det gøre! Og så kan selv den mindste hjælp blive den største gave. Som for eksempel den dag, hvor nogen holdt døren for dig, da du spurtede gennem banegården for at nå toget, eller den dag en forælder vikarierede for den syge pædagog, så du kunne komme til dit vigtige møde.

Frivillighed eller hjælp, som det i høj grad også er, er noget, tror jeg, vi er meget taknemlige over hvis vi lægger mærke til den.

Hvis nogen frivilligt trådte ind for mig og tog mit barn med hjem fra børnehave, ville jeg selvfølgelig være enormt taknemlig over for denne person, så jeg kunne nå mit møde. Den pågældende ville gøre det for mig, og derfor ville jeg lægge mærke til det.

En helt anden problematik er, hvis vi sidder i en gruppe, og nogen melder sig frivilligt til en opgave. Det er ikke direkte mig, der har brug for hjælp, men det fællesskab, jeg er i. Derfor lægger jeg heller ikke mærke til, at jeg bliver hjulpet for det var ikke direkte en hjælp til mig.

DET BRINGER MIG VIDERE til det springende punkt: Hvad hvis alt i tilværelsen var frivilligt? Ville det fungere?

Det kunne være fantastisk at have et samfund, hvor alt var frivilligt, og hvor intet handlede om penge, og hvor alle kan få, hvad de har brug for. Der er bare et problem! Et frivilligt samfund vil hurtigt deles op i to grupper: De, der laver noget, og de, der ikke laver noget.

Hårdt sagt kan man også stille dem op som de ansvarsfulde og de uansvarlige. I et samfund, hvor alting er frivilligt, vil det altid være de samme, der laver noget. Det vil altid være de samme, som arbejder og melder sig frivilligt, mens andre bare sidder ned hele dagen og lader de andre gøre arbejdet.

Jeg tror ikke på og vil ikke tro på at mennesker er onde med vilje. Jeg tror ikke på, at de mennesker, der ikke laver noget, tænker: Nu skal vi være onde og lade de andre om at gøre arbejdet, men jeg tror, en helt naturlig og oldgammel mekanisme går i gang i deres hoveder: Hvorfor gøre mere end nødvendigt?.

Og ja, hvorfor skulle man egentlig gøre mere end det, der er nødvendigt? Det er spild af tid og gode kræfter! Så kan man selvfølgelig komme ind og begynde at prædike om ansvarsfølelse og moral, men er hver mand ikke sin egen lykkes smed? Er det egentlig ikke bare en helt naturlig forsvarsmekanisme?

ET GODT STED at tage denne problematik op kunne være på en efterskole, som jeg for tiden er så heldig at gå på. Vi er 120 unge mennesker, og vi skal have en masse fællesskaber til at fungere både store og små.

Det kan godt være lidt vanskeligt en gang imellem, fordi vi allerede har fået delt os op i to dejlige grupper: De ansvarsfulde og de uansvarlige! Disse grupper er uden tvivl begge enormt in-teressante at studere udefra, men de er altså ikke sjove at være en del af.

Så kan man sidde her og tænke: Hvad mener hun? Det må da være fedt at være i et fællesskab, hvor man ikke laver noget. Men det er det ikke altid. For de, der så skal lave det hele, bliver ofte lidt stødt og meget gale i hovedet. Hvorfor laver de andre aldrig noget? Hvorfor er det altid os? Det kan bare ikke passe!

Så snakker man ikke til hinanden, og fællesskabet mister det, der er dens største styrke: mangfoldigheden. De ansvarsfulde mangler lige pludselig nogen til at sige: Hey, sæt jer ned og tag den med ro, I har gjort det godt nok. og de uansvarlige mangler nogen til at sige: Kom nu i gang, så er det hurtigere overstået.

Et sted, denne gruppering af fællesskabet kan være rigtig tydelig, er i folkeskolen stedet, hvor vi tilbragte nogle af de mest forvirrede og mærkelige år af vores liv. Stedet, hvor vi skulle begynde at finde ud af os selv, og hvad vi ville.

Jeg var et af de mennesker, der valgte, at jeg gerne ville være et godt og hjælpsomt menneske, som gjorde noget godt for samfundet og var en god borger.

Der var bare en ting, jeg misforstod! Det at være en god borger handler ikke kun om at få gode karakterer og hjælpe gamle damer over gaden, og det handler slet ikke om altid at melde sig frivilligt. Jeg blev rigtig god til at melde mig frivilligt til de fleste opgaver, og hvis det ikke var mig, så var det min bedste ven. Vi vidste, hvem der ville melde sig, og kunne sidde og regne ud, præcis hvem den næste var.

Jeg begyndte så at blive rigtig gal og stille spørgsmål som: Hvorfor er det altid os? Hvorfor kan de åndssvage tåber ikke bare melde sig? Gør det virkelig så ondt at arbejde? Men på et eller andet tidspunkt bliver man jo nødt til at indse, at det ikke er de andre, men en selv, der kan gøre noget.

Hvorfor blev vi ved med at melde os? Læreren vidste jo godt, hvem der altid gjorde det, så hvis den akavede situation skulle opstå, at læreren skulle til at vælge, så ville det ikke blive os! Vi kan ikke få de andre til at lave mere, hvis ikke vi tvinger dem en lille bitte smule. Derfor må både de ansvarsfulde og de uansvarlige løfte i samlet flok og tage deres del af slæbet hverken mere eller mindre.

Frivillighed er et begreb, der kan forstås på mange måder og ses fra mange synsvinkler. Det er måske ikke altid lige fedt at melde sig frivilligt. Men hvis vi i dag var bedre til at give andre et klap på skulderen for den indsats, de havde gjort, så ville man måske også få lyst til at gøre nogle flere ting frivilligt.

Vi skal stoppe med at tænke: Nå, men der er nok en eller anden, der tager den i dag. Så længe det ikke er mig. Og i stedet begynde at tænke: Jeg tager den i dag!. Så vil vi få et samfund, hvor alle melder sig frivilligt, og så vil arbejdet også blive gjort meget hurtigere og mere smertefrit.

I et samfund, hvor alle melder sig frivilligt, vil der være mere overskud, og så kan vi bruge langt størstedelen af vores energi på alt det sjove.