Frivillighed i det folkekirkelige fjumreår

Det folkekirkelige, sociale entreprenørskab er ikke blot et historisk fænomen, men i lige så høj grad en stadig levende kraft, der bidrager til væsentlige dele af det danske velfærdssamfund også på områder, som ellers ikke har den store offentlige bevågenhed

"Folkekirken har atter misset en oplagt mulighed for at fremstille egen værdi og kvaliteter og sætte dem ind i en større sammenhæng," skriver dagens kronikør.
"Folkekirken har atter misset en oplagt mulighed for at fremstille egen værdi og kvaliteter og sætte dem ind i en større sammenhæng," skriver dagens kronikør. Foto: Arkivfoto.

2011 ER LIDT ENDNU officielt år til fejring af frivilligheden. Både på europæisk plan og i Danmark. Herhjemme blev året skudt i gang med en stor åbningskonference den 28. januar, der markerede begyndelse på de fejringer, debatter og arrangementer, der har været strøet ud over året med let hånd. Med Frivillig Fredag den 30. september som et festligt højdepunkt, hvor der landet over blev inviteret inden for i Frivilligdanmark. Feståret lukkes ned og køres på lager igen i dag den 15. december, hvor det på den store afslutningskonference vil blive diskuteret og undersøgt, hvad der er kommet ud af året.

LÆS OGSÅ: Frivillighedsåret, der kom, skabte fokus og gik

Den tidligere regering glædede sig så meget til fejringen af frivilligheden, at den allerede i oktober 2010 udsendte en rapport under navnet National Civilsamfundsstrategi. En styrket inddragelse af civilsamfundet og frivillige organisationer i den sociale indsats (CV).

Bag denne flotte titel gemmer sig en holdning om, at vi som samfund dels skal få endnu flere til at tage del i frivilligt arbejde i bredeste forstand og dels i langt højere grad skal inddrage frivillige og sociale organisationer i arbejdet for de dårligst stillede i det danske samfund. Fordi den økonomiske krise, vi står midt i, og den kommende mangel på arbejdskraft inden for omsorgsfagene ikke giver os noget valg.

Sagen er enkel: Hvis vi også i fremtiden vil have et velfungerende velfærdssamfund, må de frivillige og sociale organisationer tage ansvar. Som et eksempel på en allerede meget velfungerende indsats fra en social organisation nævner CV Mødrehjælpens arbejde for unge mødre, herunder Mødrehjælpens rådgivning af mødrene i forhold til det kommunale sagsbehandlingssystem. Et godt eksempel på et stærkt samarbejde mellem det offentlige og de private organisationer i samtidigt forsøg på at hjælpe en udsat gruppe i det danske samfund. Et samarbejde, der ifølge CV meget gerne må kopieres i andre sammenhænge.

EN ANDEN VIGTIG udgivelse i forbindelse med Frivillighedsåret er Knud Aarups debatbog Frivillighedens velfærdssamfund. I denne bog, som forfatteren heller ikke kunne vente med at udgive til Frivillighedsåret, argumenterer Knud Aarup, socialdirektør i Randers Kommune, meget forenklet for, at der er to gode grunde til, at samarbejdet mellem det offentlige og de frivillige, sociale organisationer bør styrkes.

For det første er Knud Aarup på højde med konklusionerne i CV og mener også, at hvis et højt velfærdsniveau skal bibeholdes, ikke mindst i forhold til de dårligst stillede, er der ingen vej udenom. Så må politikere og embedsmænd på nationalt og kommunalt plan tage de frivillige og deres organisationer i hænderne og i langt større grad slå følge.

For det andet mener Knud Aarup, at en styrkelse af den frivillige indsats vil give et støre samfundssind blandt danskerne. Når flere tager del i løsningen af sociale opgaver igennem en frivillig indsats, forvandles de fra kunder til medlemmer af samfundet. Som eksempel nævner Knud Aarup, at nogle forældre sagtens kunne hjælpe til i børnehaver og skolen. Så vi som samfund sparer penge på budgetterne, samtidig med at borgerne kan se, at man som forælder ikke er kunde i børnehavebutikken, men faktisk er medejer og derfor har et medansvar.

Nu går frivillighedsåret som nævnt snart på pension, og som folkekirkemedlem og ansat i en folkekirkelig, social organisation med mange frivillige er det med en vis ærgrelse, jeg konstaterer dette. Fordi folkekirken atter har misset en oplagt mulighed for at fremstille egen værdi og kvaliteter og sætte dem ind i en større sammenhæng. Ikke mindst når man inddrager diskussionen af de frivillige og deres organisationer i sikringen af den fremtidige velfærd.

FRIVILLIGHEDSÅRET KUNNE for det første have været brugt til at gøre opmærksom på den historiske kendsgerning, at kombinationen af frivillighed, folkekirke og socialt engagement har haft en afgørende betydning for vores nutidige velfærdssamfund. Et glimrende eksempel er Samvirkende Menighedsplejers arbejde for sundheden blandt nyfødte børn.

Den offentlige ordning, vi i dag kender som sundhedsplejersken, har sit afsæt i Samvirkende Menighedsplejer tidligere arbejde for nyfødte børn igennem de såkaldte børneplejestationer, som altså med tiden blev overtaget af det offentlige og videreført under navnet sundhedspleje.

Det folkekirkelige, sociale entreprenørskab er ikke blot et historisk fænomen, men er i lige så høj grad en stadig levende kraft, der bidrager til væsentlige dele af det danske velfærdssamfund også på områder, som ikke har den store offentlige bevågenhed.

Igen er Samvirkende Menighedsplejers arbejde værd at fremhæve som eksempel, nemlig organisationens arbejde for ensomme. Enten igennem opstart af besøgstjenester eller igennem organisering af forskellige aktiviteter centreret omkring fællesskab og samvær.

Dette store historiske og nutidige bidrag til det danske velfærdssamfund, som folkekirken og dens store børneflok af diakonale organisationer bidrager med, kunne fint have været bragt frem i lyset i løbet af frivillighedsåret. For at understrege den pointe, at en af de væsentligste bidragsydere til den danske velfærd er den folkekirke, nogle opfatter som forældet og utidssvarende.

FOR DET ANDET kunne frivilligåret mageligt have været brugt til at vise såvel internt som eksternt at folkekirken i sin grundforståelse er en frivillig organisation at den simpelthen lever af, at mennesker frivilligt bruger, former og forandrer den. Og at alt dette også forgår i dag.

Det er nok svært at forestille sig endsige tilrådeligt, at andre organisationer former sig efter en folkekirkelige organisationsmodel, men folkekirken er om nogen i sit selvsyn og i sin ideelle opbygning en organisation af frivillige. Dette kunne folkekirken fint have vist frem med stolthed, og den kunne dermed have bidraget til diskussionen af frivillighedens styrker, begrænsninger og muligheder.

Hertil kommer, at frivilligårets grundtanke om at vise forskellige sider af frivilligheden frem i løbet af året i en folkekirkelig sammenhæng for eksempel kunne være blevet til et hav kirkekoncerter med fokus på frivillighed, et maraton af kaffeborde med fokus på frivillighed og en uendelighed af åbent hus-arrangementer med fokus på frivillighed. For eksempel som den største, samlede fejring af Frivillig Fredag den 30. september.

Som det tredje indeholder Knud Aarups påstand om, at hvis man i højere grad inddrager borgerne i løsningen af velfærdssamfundets opgaver, går de fra at være kunder til at blive medejere, en udfordrende tankegang, der kan oversættes direkte ind i en folkekirkelig virkelighed.

Tænk sig, om folkekirken havde stillet sig selv den udfordring i frivilligåret: Vi vil i markant grad styrke frivilligheden. Ikke for at spare penge, men for at styrke medlemmernes ejerskab. Tænk sig, om frivilligåret kunne have været det første lille skridt på vej fra at gøre folkekirken folkeejet til i højere grad at være folkebrugt.

Nu går frivillighedsåret som nævnt snart på aftægt, og det, at det ikke har sat synlige aftryk på folkekirken og vice versa, gør måske hverken fra eller til.

Men tænk sig, om der havde været folkekirkelig vilje til at synliggøre egen værdi og styrke som en organisation af frivillige, der lever og har det godt, og som en organisation med mod til at række sig selv frem mod alle dem, der ejer den, og invitere dem ind for at tage del i dens liv og udformning. Tænk sig, om dette havde fundet sted ganske frivilligt.

Heiner Lützen Ank er kampagneleder og landssekretær i Kirkens Korshær