Prøv avisen
Kronik

Martin fandt sin alkoholiserede mor død: Det kræver stor overvindelse at søge hjælp til traumer

Forrige år startede jeg i Tuba, som er en organisation, der tilbyder terapeutisk rådgivning til børn af misbrugere. Her erfarede jeg, at jeg havde flere artsfæller, end jeg anede, skriver Martin, der som 17-årig fandt sin mor død af alkoholforgiftning. Foto: Privatfoto

Da jeg var 17 år, kom jeg hjem og fandt min mor på stuegulvet, død af alkoholforgiftning. Det kræver stor personlig overvindelse og årelange overvejelser at finde modet til at søge hjælp til psykiske traumer – lad os gøre vejen for andre så nem som mulig, skriver kronikør

KRONIK: ”DU KAN BEBREJDE dine forældre for alt, der er gået galt, indtil du fylder 30 år. Dagen, du fylder 30 år, er det tid til at komme videre med dit liv. Du har de kort på hånden, som du er blevet tildelt, så du kan lige så godt få det bedste ud af det.”

Da jeg var 29 år og med foruroligende hast nærmede mig min 30. fødselsdag, hørte jeg ovenstående citat i en tv-udsendelse. Hvad udsendelsen handlede om, har jeg glemt, men citatet er stadig holdt i dugfrisk og en smule flov erindring. Den ret så tåkrummende floskel indprentede sig stædigt og fik mig næsten til at længes efter min 30-årsfødselsdag, som med ét var blevet ophøjet til en frelsens dag. Fra dét øjeblik svor jeg over for mig selv, at jeg ville stoppe med at bebrejde min fortid for de tilbagevendende livskriser og den gennemborende følelse af utilstrækkelighed og tvivl. Nu var jeg jo rigtig voksen, og jeg syntes efterhånden, at det klingede hult, når jeg beskyldte min opvækst for mine vanskeligheder.

På selve dagen vågnede jeg omkring klokken ni. Det var der intet unormalt ved. Synet, der mødte mig i spejlet – da jeg fik taget mig sammen til at komme op – var også betryggende genkendeligt. Der var hverken kommet et væld af rynker eller grå hår over natten. Den næste tid afslørede, at det ikke kun var mit udseende, som var forblevet relativt intakt: Min 30-årsfødselsdag havde ikke haft den magiske effekt, som citatet havde profeteret. Jeg evnede stadig ikke at mærke efter inde i mig selv, jeg evnede stadig ikke at sige fra, og jeg turde stadig ikke lade det modsatte køn komme for tæt på.

Det har været mit livs kamp at tæmme de indre dæmoner, som min opvækst har plantet i mig, men det var først, da jeg forstod og accepterede, at jeg ikke kunne klare det alene, at jeg begyndte at flytte mig. Gennem samtaler med en psykolog begyndte jeg at forstå de uhensigtsmæssige tankemønstre og handlinger, der lå bag det overfladiske åndedræt og den diffuse smerte i maven. Det var først gennem denne forståelse og accept, at jeg begyndte at mærke en indre ro og balance. For uanset hvor uønsket min opvækst til tider måtte føles, vil den på godt og ondt altid være en del af mig. Den er i mit værdisæt, mine tankemønstre og handlinger. Og når jeg lukker mine øjne, er den her som en vedholdende fantasi-ven fra barndommen, som hjælper mig med at mindes min mors smittende latter, når livet synes hårdt.

INDTIL MIT 10. leveår levede jeg i en normal kernefamilie i en mindre nordjysk provinsby. Set med børneøjne virkede alt fryd og gammen, så min mors og fars skilsmisse ramte som et lyn fra en klar himmel. Det var ikke en gensidig beslutning, og det tog hårdt på min mor, som efterfølgende stod tilbage drænet for overskud med et knust hjerte og forliste familiedrømme.

I takt med at jeg blev ældre og mere opmærksom, fik min mor sværere ved at skjule sin ulykke. Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg se, at hun havde grædt, og om aftenen kunne jeg høre hendes sagte hulken, når hun sad i stuen og dulmede sine smerter på den eneste måde, som hun kendte til: alkohol. Jeg prøvede efter bedste evne at trøste hende, når hun en sjælden gang imellem ikke kunne holde sine tårer tilbage, mens jeg var til stede. Jeg prøvede at tale hende fra det eskalerende alkoholmisbrug. Det var det mindste, jeg kunne gøre, når hun brugte de sidste reserver af overskud på at give min bror og mig kærlighed. Vi tvivlede aldrig på, at hun ville gøre alt for os, men alt var desværre ikke ret meget til sidst. Hun var tæret op af depression og alkohol. Da jeg var 17 år, kom jeg hjem og fandt hende på stuegulvet. Hun døde af alkoholforgiftning, og promillen på 3,5 havde for længst umuliggjort mit genoplivningsforsøg. Det var i hvert fald, hvad lægerne fortalte mig.

Jeg ville ønske, at min fortælling var unik og dermed kun havde begrænset eller ingen samfundsrelevans. Men der er desværre alt for mange børn, der ligesom mig har skullet bekymre sig meget mere om sine forældres velbefindende, end noget barn har godt af.

Forrige år startede jeg i Tuba, som er en organisation, der tilbyder terapeutisk rådgivning til børn af misbrugere. Her erfarede jeg, at jeg havde flere artsfæller, end jeg anede. Jeg var pludselig ikke alene længere. Der var faktisk så mange, at flere måtte gå forgæves, da arrangementet ”kun” havde plads til 70. Det overfyldte lokale vækkede den største ambivalens, jeg til dato har følt: Synet af de mange unge og voksne – som alle var børn af misbrugere – gjorde mig på samme tid beroliget og ked af det. At være omgivet af så mange ligesindede gav en ro i maven. En ro, som jeg havde glemt, hvordan føltes. Men at se så mange gå forgæves, gjorde mig bedrøvet og vakte en lidt for genkendelig ømhed.

Af bitter erfaring ved jeg, at processen, som går forud for, at man begynder at søge hjælp, kan være meget lang, og undervejs kommer man i tvivl et utal af gange. Da jeg blev skrevet op til den terapeutiske behandling, oplevede jeg et endnu større problem: Ventetiden var over to år. Hvis nogen skulle være i tvivl, føles to år som en uendelighed, når man endelig har fundet modet og viljen til at søge hjælp. Det følgende gæt står helt for egen regning, men mon ikke mange ender med at falde fra og fortsat bærer rundt på en ubearbejdet og traumatiserende fortid? Og hvad er det så for et liv, de ender med at leve?

JEG HAR HAFT EN EVIG KNUDE i maven som resultat af, at jeg altid satte mig selv i anden række og nedprioriterede egne behov. Det havde jeg jo lært som barn. Jeg har løbet rundt som en hovedløs hane i uddannelsessystemet og gennemført uddannelser uden én eneste gang at stoppe op og mærke efter, om jeg var på rette spor. Ingen havde lært mig at skue indad og mærke efter. Det område, hvor jeg har spændt mest ben for mig selv, er min manglende evne til at lade kvinder komme tæt på. Uanset hvor skøn en kvinde har været, har en indre stemme hvisket til mit instinkt: Lad være med at blive involveret i noget med den kvinde.

Efter 18 samtaler med en psykolog har jeg flyttet mig milevidt fra udgangspunktet, og jeg har opnået en indre ro, jeg ikke troede mulig. Min fortid er ikke slettet fra min hukommelse, men jeg har fået en bedre forståelse for mine tanker og handlinger, og jeg kan derfor handle mere rationelt og i overensstemmelse med mine egne værdier. I hvert fald i de fleste tilfælde. I visse tilfælde har jeg endda lært at vende min opvækst til en styrke. Jeg ville ønske, at alle, som har haft en lignende opvækst, ville modtage et fripas til en psykolog. Ikke alle, som har behovet, har råd til at betale 1200 kroner pr. samtale. Jeg havde ikke.

Ifølge Danmarks Statistik har jeg – med min længere videregående uddannelse – bidraget til en positiv udvikling i statistikkerne over social arv. Det er jeg på sin vis både glad for og stolt over, selvom mit uddannelsesvalg afspejler min tidligere manglende evne til at mærke efter inde i mig selv. Når det er sagt, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de 18 psykologsamtaler, hvor mine uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre blev endevendt, er dem, der kommer til at gøre den store forskel i mit liv. Jeg er kommet videre med mit liv. Ikke fordi jeg har rundet 30 år, og ikke fordi jeg er vokset fra min sociale arv, men fordi jeg fik den fornødne hjælp til at sætte mine tildelte kort i orden.

”Frø må leve i underverdenen for at kunne spire om foråret,” sagde min mor, når jeg beklagede mig over hårde tider. Dengang anede jeg ikke, hvad hun mente, men ordene havde alligevel en fortrøstningsfuld virkning, og de runger stadig højlydt i mit hoved og virker paradoksalt nok mere relevante end nogensinde.