For 100 år siden var Fátima en ukendt landsby i Portugal. I dag besøger flere end en million mennesker årligt byen, som er blevet et af den katolske kirkes mest besøgte pilgrimssteder.
Egnen omkring Fátima, der ligger i regionen Extremadura, er en oplevelse. Neden for bjergskråningerne står appelsin- og citrontræerne med deres lysende frugter. I en olivenlund går får og græsser med deres lam. Længere henne har et mulddyr søgt skygge under et af træerne. Terrænet stiger og stiger. Efter at have passeret et par hårnålesving får man øje på et par landsbyer - med deres små kirker og klynger af hvide huse ligger de badet i sollys længere nede i landskabet.
Ved første øjekast ligner Fátima en almindelig portugisisk provinsby - beboelseskvarterer med små haver, et par gader med forretninger, caféer og hoteller og en lille markedsplads. Men Fátima er alligevel anderledes. Det opdager man for alvor i Rua Francisco Mario og de andre tilstødende forretningsgader. Dér bugner udstillingsvinduerne af religiøse souvenirs. Fra Jomfru Maria med krone på hovedet og andre helgenfigurer med fromme ansigtsudtryk til kors, porcelæn og tasker med religiøse motiver. Talrige hoteller dukker også op. De sørger for overnatning til mange af de pilgrimme, som besøger den velstående provinsby.
Siden et par børn i 1917 fortalte, at de flere gange havde set Jomfru Maria i en dal uden for byen, har Fátima været et af centrene for den katolske kirkes Maria-kult. Fra gaden Rua de Santó António træder man ind på pladsen foran basilikaen og det, som er de fleste rejsendes grund til at tage hertil - åbenbaringerne i 1917. De tre hyrdebørn Lucia, Francisco og Jacinta var henholdsvis 10, ni og syv år, da den hellige jomfru første gang åbenbarede sig for dem på en mark uden for Fátima, som dengang var en lille landsby. Det skete den 13. maj 1917.
Da det trak op til tordenvejr, og de tre børn var på vej hjem, viste der sig pludselig en lysende skikkelse over et træ - det var en kvinde klædt i hvidt, som udstrålede et klart, kraftigt lys, og hun talte til børnene med en mild, kraftig røst. Hun fortalte, at hun kom fra himlen, og hun bad de tre børn vende tilbage til træet hver den 13. i de næste fem måneder. Da åbenbaringen skete sidste gang, i oktober 1917, havde der forsamlet sig over 50.000 mennesker på marken uden for Fátima. Siden er hundredtusinder valfartet til Fátima hvert eneste år, og på årsdagene for Maria-åbenbaringerne samles tusinder af pilgrimme på pladsen foran basilikaen. Det sker seks gange i månederne fra maj til oktober.
Neden for den store basilika ligger en asfalteret plads, som er større end Peterspladsen i Rom. Ude på pladsen foran kirken står Jomfru Maria med krone på hovedet. Lidt længere henne - præcis dér ved det hellige egetræ, hvor åbenbaringerne skulle have fundet sted - ligger et kapel, hvor der tændes store vokslys og bedes. Ude på pladsen bevæger en yngre kvinde sig langsomt frem mod basilikaen på sine bare knæ. Inde i kapellet, som er åbent ud mod pladsen, afholdes messe på flere forskellige sprog, og mange har taget plads på bænkene. "Hvis mennesker ikke holder op med at udfordre Gud, vil der udbryde nye og værre konflikter for menneskeheden," siger den katolske præst iført sin farverige messehagel, idet han advarende løfter sine hænder ud mod sine tilhørere. "Men hvis vi følger Jomfru Marias budskab om fromhed og flittige bønner, vil der blive fred," afslutter han. Så bedes der, og derefter fuldender en nonne seancen med sin fascinerende sangstemme.
"Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys" - "Eu sou a luz do mundo. Quem me seque nao anda nas trevas, mas terá a luz da vida" - læser man på et skilt på kapellets mur. Citatet stammer fra Johannesevangeliet. Oppe oven på basilikaens kolonade står der statuer af portugisiske helgener. I selve kolonaden følger man via nogle store, farverige keramikmønstre på kirkemuren scener fra Jesu korsfæstelse. I en niche oven over indgangen til kirken får man øje på en hvid marmorfigur af Jomfru Maria. Inde i kirken skildrer et maleri over højalteret budskabet fra Jomfru Maria til de tre hyrdebørn.
"Her hviler de dødelige rester af Jacinta Marto, for hvem Jomfru Maria åbenbarede sig" - "Aqui repousam os restos mortais de Jacinta Morto á quem Nossa Senhora apareceu", læser man på en blomstersmykket gravsten i den ene side af kirken. Ovre i den anden side ligger hendes bror Francisco Morto. Ved et nærliggende kapel er der tændt levende lys. Den første sten til kirken, som blev indviet i 1953, blev lagt i 1928.
"Hvad vil Jomfru Maria have, jeg skal gøre?" spurgte Lucia, da Jomfru Maria viste sig på himlen den sidste gang i oktober 1917. "Jeg ønsker, at man rejser et kapel her for at ære mig," svarede hun. "Jeg er rosenkransens dronning. Det er nødvendigt for folk, at de forbedrer sig, og at de beder Gud om tilgivelse for deres synder." Nogen tid senere blev både Francisco og Jacinta ramt af sygdom, da en frygtelig influenza-epidemi hjemsøgte Portugal. Francisco døde den 4. april 1919. Søsteren blev senere overført til et hospital i Lissabon, hvor hun blev opereret for en byld i brystet. Hun kom sig dog aldrig, og den 20. februar 1920 døde hun af en lungebetændelse. Det tredie hyrdebarn, Lucia, som var kusine til de to andre børn, uddannede sig på et seminarium og aflagde senere klosterløfte. l 1948 flyttede hun ind på et kloster i universitetsbyen Coimbra. Søster Maria Lucia er i dag 97 år gammel, og siden åbenbaringerne har hun besøgt Fátima adskillige gange.
Den katolske kirke forholdt sig i begyndelsen skeptisk over for hændelserne i Fátima. Først i 1930 anerkendte man åbenbaringerne. Siden har flere paver besøgt byen. Den nuværende pave, Johannes Paul den anden, har også besøgt Fátima. Foran statuen af Jomfru Maria bad han i 1982 sammen med de tusinder af pilgrimme, som var troppet op på pladsen. Det var den 13. maj - nøjagtig ét år efter at paven under et attentatforsøg på Peterspladsen i Rom var blevet ramt af tre pistolskud. Efter bønnen anbragte han en kugle, som var blevet fjernet fra hans brystkasse, i Jomfru Marias krone.
Vi forlader Portugals store helligdom, og i skyggen af nogle paraplyformede pinjetræer slentrer vi hen ad Rua Francisco Marto. Der ser vi, at et helt nyt hotel er ved at blive gjort klar til at modtage gæster - på fortovet går et par kvinder og pudser de store vinduer, og indenfor er håndværkere ved at lægge sidste hånd på lobbyen. "Café Paris" hedder caféen ved siden af. Den er også ny. Længere nede i gaden med det lange navn Rua Estrada da Lomba d'Égua ligger en lille markedsplads, hvor de lokale kommer og køber grøntsager, frugt og kød. Uden for en have står man i forårsvarmen og iagttager et brunplettet firben, som sidder helt stille og soler sig på en varm, tør sten. Pludselig dukker der et andet firben op af en sprække i stenen, og nu bliver de så livlige, at man har svært ved at følge deres bevægelser. Undertiden bider de også hinanden.
Længere inde i centrum er det souvenirbutikker og hoteller, som dominerer gadebilledet. Butik efter butik med udstillingsvinduer, som bugner af de rette souvenirs for en pilgrim. Fátima er en mærkelig by. Men budskabet fra Jomfru Maria synes stadigvæk at påvirke de troende, som er kommet her til Fátima fra hele verden.
Jørn Ørnstrup er cand.phil.