DEN SENESTE MÅNED har været usædvanligt begivenhedsrig, hvad angår debatter om begrebet fundamentalisme og fundamentalister.
Den igangværende debat er foranlediget af et læserbrev i Politiken af Andreas Gylling Æbelø, der beskriver, hvordan han som teenager voksede op i kristne miljøer som Indre Mission (IM) og Luthersk Mission (LM), og hvordan han for 15 år siden blev forsøgt omvendt fra sin homoseksualitet af en folkekirkepræst.
Siden har Mattias Lysgaard også fået bragt et indlæg i Politiken, der beskriver, hvordan kristne organisationer, ifølge forfatteren, ikke tilskriver homoseksuelle et helt liv med de samme rettigheder som alle andre – også i 2016.
Politikens vinkel i en journalistisk artikel om emnet var, at religiøs fundamentalisme ikke kun findes i muslimske miljøer og hos ekstreme imamer, som TV 2-dokumentaren ”Moskéerne bag sløret” for nylig afslørede. Også folkekirken rummer fundamentalistiske menigheder, som både præster og religionsforskere gjorde opmærksom på.
Det er ikke en ny karakteristik af visse kristne miljøer i Danmark. Den kan findes hos indtil flere forskere, som har studeret nutidig kristendom i Danmark. Professor emeritus i teologi ved Aarhus Universitet Viggo Mortensen udtalte for nogle år siden i Berlingske, at man kan betegne ”dele af Indre Mission som kristne fundamentalister, fordi de læser Bibelen som den absolutte sandhed. På næsten samme måde, som muslimske fundamentalister læser Koranen”.
Historikeren Jes Fabricius Møller skrev i 2000 i artiklen ”Teologiske reaktioner på darwinisme i Danmark 1860-1900”: ”Det nærmeste, man kommer en fundamentalistisk bevægelse, er Indre Mission og Luthersk Mission”, men betonede i øvrigt også indholdsmæssige forskelle i amerikansk og dansk kristenfundamentalisme. Det er altså hverken en ny eller overraskende karakteristik af de nævnte kristne miljøer.
En offentlig debat om et hyppigt anvendt religionsvidenskabeligt begreb er interessant og reflekterer ofte slet skjulte religiøse og politiske positioner i debatten snarere end akademiske argumenter om begrebets brug og anvendelighed til at beskrive religiøse bevægelser i samtiden.
Det er altid relevant at diskutere forståelsen og anvendelsen af begreber – strækker vi eksempelvis brugen af fundamentalismebegrebet for langt i beskrivelsen af herboende muslimer og kristne, eller skal vi nøjes med at anvende begrebet til at beskrive en historisk gruppe af kristne i USA?
Her i avisen har både Thomas B. Mikkelsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet, og Jens Ole Christensen, tidligere generalsekretær i LM, frabedt sig at blive benævnt ”fundamentalister”. Mikkelsen mener, at jeg karikerer hans ”klassiske” udlægning af kristendommen, mens Christensen mener, at jeg begår en kategorifejl og er ”følelses‑ ladet” i min argumentation.
For Mikkelsens vedkommende bærer hans indlæg præg af at ville censurere de skyggesider af missionske kredse, som netop Æbelø og Lysgaard beskriver. Deres pointe er, at homoseksualitet ikke er accepteret i visse kristne kredse, og at disses ageren over for homoseksuelle har alvorlige sociale og psykiske konsekvenser.
FORESTILLINGEN OM, hvordan man kan og skal leve sit liv i en familie, hvordan man reproducerer sig, hvilken seksualitet er legitim etcetera, står centralt i denne diskussion. Er det fortolkningen af en religiøs tekst, der skal styre ens holdninger til disse spørgsmåk, eller skal det være baseret på en sekulær forståelse af ligestilling, hvad angår køn og seksualitet? Og kan man i denne sammenhæng karakterisere den bogstavelige fortolkning af Bibelen som fundamentalisme?
IM svarer selv på spørgsmålet i ”Protokollat vedrørende kvindelige præster” (1981): ”Vi (er) som bevægelse forpligtet på de reformatoriske grundprincipper, hvilket betyder, at ’skriften alene’ er rettesnor i alle spørgsmål vedrørende kristen tro, lære og liv.” Et centralt skrift i fortolkningen af netop et ligestillingsmæssigt spørgsmål.
Hvor den gældende norm i samfundet er at acceptere (og fremme) ligestilling af begge køn, nægter visse dele af IM altså dette med henvisning til ”skriften”. For Mikkelsens vedkommende giver hans gennemgang af fundamentalismebegrebets historie anledning til en grundigere korrektion, som der ikke er plads til her, men jeg vil dog vende tilbage til dette spørgsmål senere.
For begge gælder det, at de netop argumenterer ud fra en politisk og religiøs position. Det sidste kan ikke overraske og er både legitimt og logisk, det første kræver en forklaring. Når en fagterm bliver almindeliggjort, mister den nuancer og kan dermed miste den betydning, begrebet har i en akademisk kontekst.
I 2002 besluttede IM på deres årsmøde, at de på baggrund af terrorattentatet i USA den 11. september 2001 ikke mere ville anvende begrebet fundamentalisme. Kristen fundamentalisme havde fra IM’s perspektiv ikke tidligere været et skældsord. Efter udåden den 11. september 2001 i USA var begrebet fundamentalisme nu lig med ”had, menneskefjendskab og fanatisme”.
Derfor skulle nu selv den ortodokse del af de kristne til at tage afstand til ordet, ifølge formand Christian Poulsen. Dette gav mening, selvom ”fundamentalisme” egentlig henviser til en klassisk form for kristendom, som han udtalte.
Derfor måtte fundamentalisme endegyldigt opgives som beskrivelse af en art kristendom. Det var en politisk beslutning begrundet i aktuelle begivenheder. Siden da har forskellige repræsentanter fra de missionske miljøer forsøgt at gendrive beskrivelser af eksempelvis IM som fundamentalister. For eksempel forlangte Thomas B. Mikkelsen i 2014 en offentlig undskyldning af sognepræst Torben Bramming, som havde sammenlignet IM med muslimske fundamentalister. I marts i år sammenlignede TV2’s journalist Cecilie Beck flere gange de muslimers synspunkter om eksempelvis kvinder, som kom til udtryk i TV 2-dokumentaren ”Moskéerne bag sløret”, med LM og især IM.
Det fik efterfølgende IM-formand Hans-Ole Bækgaard til at efterspørge, at ”den ensidige og fordomsfulde holdning hos mange journalister i omtalen af kristne blev ændret og antog en anstændig rolle”. TV 2 mente dog, i et svar på kritikken, at det er berettiget at kalde IM for fundamentalistisk, da organisationen læser Bibelen som den absolutte sandhed, og henviste til en forsker og opslag i leksika, der beskrev IM således.
BESTRÆBELSERNE FOR AT ÆNDRE opfattelsen af IM og LM er al ære værd, og som forsker mener jeg faktisk, at man skal have respekt for de religiøse grupper, man studerer eller interesserer sig for, og hvis de ikke vil benævnes fundamentalister, så skal man være varsom med at anvende begrebet. Men så skal man også respektere, at begrebet ikke kan anvendes om andre religiøse grupper, som ikke ser sig selv som fundamentalister.
En artikel fra den 14. februar 2008 her i avisen fortalte om muslimer, her i skikkelse af en repræsentant fra Grimhøjmoskéen, der var ”ærgerlig over sit fundamentalistiske rygte”. Ønsker religiøse grupper et opgør med fundamentalismebegrebet, og skal vi acceptere ikke at benævne visse missionske miljøer i Danmark som fundamentalistiske, så skal det naturligvis gælde alle religiøse miljøer, herunder muslimske. At begrebet skulle forsvinde, fordi nogle religiøse grupper finder ubehag ved at blive benævnt sådan, tror jeg er urealistisk.
Indtil da må vi besinde os på, at begrebet som udgangspunkt er en neutral beskrivelse af religiøse grupper, som lever op til definitionen af, hvad fundamentalister er, ud fra en betragtning om, at fundamentalister ofte har mere tilfælles med hinanden end med medborgere inden for samme samfund.
Uanset de politiske indvendinger der kan være i at bruge fundamentalisme-begrebet uden for dets oprindelige kontekst, vil fænomenet (eller rettere: de fænomener) det beskriver, eksistere, selvom ingen enkelt definition nogensinde vil være ubestridt.
I sin bredeste fortolkning kan fundamentalismebegrebet beskrives som en religiøs måde at være på, der manifesterer sig i en strategi, hvor betrængte troende forsøger at bevare deres særlige identitet som individer eller grupper i lyset af modernitet og sekularisering. Forstår man fundamentalisme på denne måde, kan visse kristne grupper i folkekirken også karakteriseres som fundamentalister.
Brian Arly Jacobsen er lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet