kronik21. februar 2012Af Peter Buhrmann
SIDEN SIN TILRRÆDEN har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forsøgt at tale til danskernes fællesskabsfølelse. For eksempel brugte hun, da hun åbnede Folketinget i oktober, igen og igen varianter af begrebet fællesskab. Denne hyppighed stod i kontrast til, at Anders Fogh Rasmussen (V), da han for første gang åbnede Folketinget i 2001, brugte ordet frihed cirka lige så mange gange.
Det er, som om vi i 10 år har haft en frihedsregering, der nu er blevet erstattet af en fællesskabsregering. Det er, som om frihed og fællesskab var hinandens modsætninger. Helle Thorning-Schmidt gør klogt i at slå på fællesskabet, eftersom hun har brug for et Danmark, der står sammen i krisetider. Man kan som politiker godt appellere til fællesskabet, men det kalder imidlertid tilbage, fællesskabet kræver noget. Det opstår og lever nemlig kun, hvis vi er villige til at tale sammen.
Og den samtale, vi før var så kendte for i Danmark, er blevet forurenet de seneste mange år, reduceret til mundhuggeri mellem de såkaldte rød og blå blok. Samtalens indhold og niveau er tynget af en forfærdelig diskurs om de fremmede. Hvis vores demokrati skal kunne fungere, skal samtalens niveau og intensitet højnes voldsomt.
Demokratiet er som begreb og funktion ikke bare en samfundsbærende struktur, der hjælper os med at fordele de økonomiske goder og løse forskellige administrative opgaver. Demokratiet er ikke et værktøj demokratiet er en værdi i sig selv. Hvis vi skal have et samfund, der er i bevægelse og i stand til at genopfinde sig selv, et samfund, der får idéer og er konkurrencedygtigt, skal der gøres en indsats for vores demokrati, for folkestyret og dets institutioner. Ikke den store forkromede retfærdighed eller det samfund, hvor ingen har for meget og alle har nok den slags idealismer har højst deres plads i lærebøgerne men demokratiet som den mangelfulde, skrøbelige, vanskeligt definerbare livsform, som det er.
HAL KOCH SKREV i sin lille bog Hvad er demokrati? fra 1945, at et valg eller en afstemning er demokratiets afslutning. Demokratiet er den lange samtale, der går forud for valget, og som fortsætter bagefter den slutter ikke. Samtalen skal omhandle alt fra søm og skruer til de mest overordnede ting som kunst, kærlighed, frihed og fællesskab.
Det afgørende er, at samtalen muliggør en stadig bedre løsning på vore opgaver og problemer. Og den allerbedste løsning ligger derfor altid i fremtiden. Vi må som samfund ikke forfalde til at udstikke mål eller kontrakter, som vi kan nå. Hvis vores visioner bliver for uambitiøse, for håndgribelige og overskuelige, så visner de, forkommer og dør. Sammen med vores demokrati.
De bedste idéer får vi sjældent alene. Når man snakker om tingene, har idéerne det med at udvikle sig. Den dannelsesdialog, der førhen pågik i de mange folkelige sammenhænge landet over, har de seneste mange år ført en stedmoderlig tilværelse og skal tilbage i centrum. Hvis vi ikke investerer tid og kræfter i samtalen, ja, så risikerer vi, at det højt besungne videnssamfund, vi så gerne vil identificere os med, forvandles til dets perverterede version som u-videnhedssamfund.
Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer skrev engang, at man i samtalen ikke bare spiller sig selv ud og sætter sit eget synspunkt igennem. Man forvandles og indgår i et fællesskab, hvor man ikke forbliver den, man var. Andre aspekter bliver synlige, og man genfinder sig selv i en ny udgave.
UD AF DE SENESTE mange års uddannelsesdebat er der nok kommet forskellige bud på, hvordan vores skolesystem skal organiseres især vores folkeskole har været til debat. Men en bestemt forestilling om uddannelse har været gennemgående: Uddannelse er noget, man begynder på, og noget, man på et senere tidspunkt afslutter. Tænk blot på den evindelige debat om SU, fjumreår og forkortelse af studietider.
En vision for et samfund opstår af en blanding af uddannelse og dannelse. Og vi bliver nødt til at investere tid og kræfter i at fremkalde og fremelske den fornyelse og idérigdom, vi er så kendte for, og som vore politikere med jævne mellemrum afkræver vores uddannelsessystem.
Skolen er samfundets grundlag. Men det er bare ikke slut med at få idéer, fordi man er blevet 17 år og har forladt folkeskolen eller 20 og er færdig som tømrer eller 27 og nyuddannet læge. Evnen til at få idéer er livslang, og derfor bør vort uddannelsesbegreb også være det.
Der er ufattelig stort fokus på arbejdslivets afslutning i dette land. Det er bemærkelsesværdigt, at valgkampens store tema for fem måneder siden var efterløn og tilbagetrækningsreform og ikke det liv, der går forud. Der skal opbygges et syn på uddannelse, der ser parallelt på menneskets evne til at få idéer og aktivt deltage i uddannelse. I stedet for en tilsyneladende uafsluttelig debat om efterlønnen og den såkaldte tilbagetrækningsreform skulle vi snarere diskutere, hvordan vi gør arbejdslivet mere kvalificerende.
I det hele taget skulle vi nok koncentrere os lidt mere om livet end om døden. Det er trivielt og kedeligt at forstå uddannelse som noget, der afsluttes, inden arbejdslivet begynder, og arbejdslivet som noget, der slutter, når en lykkelig pensionisttilværelse begynder. Måske kunne kortene blandes anderledes. Det kunne være et godt forslag i en verden, der er i konstant forandring.
Måske kunne vi gøre det mere legitimt at deltage i perspektivgivende efter- og videreuddannelse, mens vi er på arbejdsmarkedet. Og jeg tænker ikke på truckcertifikater, hygiejne- eller computerkurser (som i sig selv kan være gode nok), men på efter- og videreuddannelse, der kan give en et nyt syn på tingene.
Højskolerne har historisk været samlingssteder for dén demokratiske samtale, der har bidraget til at udvikle såvel demokratiet som det samfund, demokratiet er så afgørende en del af. I 2012 kan Danmark ikke længere betragtes som løsrevet fra den omgivende virkelighed også selvom nogle så gerne vil. Den nationale ramme er ikke adækvat. Derfor er der behov for, at udlandet inviteres indenfor til at deltage i den dialog om vores svære situation i 2012, der pågår på alle landets højskoler.
VED AT ÅBNE OS mod udlandet undgås, at vi blot reproducerer den debat, der i forvejen pågår i dagspressen. Vi undgår at fortsætte mundhuggeriet mellem rød og blå blok. Og på den måde kan der etableres en dialog og en debat, der åbner vore perspektiver og lader os indgå i nye fællesskaber. På den måde kan der etableres en samtale, der forandrer os og lader os genfinde os i nye udgaver.
På Højskolen Østersøen har vi i foråret 2012 for første gang gennemført et langt 12-ugerskursus med deltagere fra Bulgarien, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet, Sydafrika, Tyskland og Danmark. Kursets tema er demokratiet og dets tilstand i Europa anno 2012. Et Europa, hvis fælles identitet er mere truet end nogensinde før.
Samtalerne og venskaberne opstår hen over alle grænser. Højskolen og internatsformen er en ideel basis for at muliggøre en samtale, der måske kan bidrage til, at et splittet Europa rykker lidt tættere sammen. Det er ikke altid en let samtale. Og et sådant kursus er ikke altid let at få til at fungere. Men uanset udfordringernes omfang er det altid bedre at tage handsken op end at lade den ligge. Fællesskab grænseoverskridende fællesskab forudsætter et demokrati, der beror på samtale.