Sognepræst: ”Game of Thrones” er et håbefuldt ekko af evangeliet

Det populære tv-eventyr har indledt sin sidste sæson. Til forskel fra de store eventyr, som rummer uudtalte længsler og drømme, er evangeliet ikke en eskapistisk historie, men den virkelige historie, som inspirerer alle andre historier, mener sognepræst Henrik Højlund

Mens jeg så syvende sæson af ”Game of Thrones”, registrerede jeg med en vis undren, hvordan jeg sad der foran skærmen og blev grebet af en sær lykkefølelse, mens mennesker og kæmper og dødninge og drager kæmpede mod hinanden, skriver sognepræst Henrik Højlund.
Mens jeg så syvende sæson af ”Game of Thrones”, registrerede jeg med en vis undren, hvordan jeg sad der foran skærmen og blev grebet af en sær lykkefølelse, mens mennesker og kæmper og dødninge og drager kæmpede mod hinanden, skriver sognepræst Henrik Højlund. . Foto: Niels Ahlmann Olesen og Macall B. Polay/AP/Ritzau Scanpix.

SÅ RULLER DEN IGEN. ”Game of Thrones”. Den formodentlig mest populære af alle populære tv-serier gennem tiderne. Ottende og sidste sæson er begyndt. Alle venter spændt. Hvad mon enden bliver på dette uendeligt lange eventyr? Det er umuligt at forudsige, for der har næppe nogensinde været en fortælling, hvor skaberen af fortællingen turde lave så mange points of no return som i ”Game of Thrones”. Den ene efter den anden af de mest populære helte har måttet lade livet, og man har som seer eller læser tænkt: Hvad nu? – nu går alt da i stå… Men nej, alt gik ikke i stå. Der var altid en meningsfuld fortsættelse.

Serien bygger på amerikaneren George R.R. Martins bogforlæg, indtil videre fem tykke bind om forskellige adelige og kongelige slægters kamp om tronen, eller snarere tronerne, på kontinentet Westeros. For tronerne er mange, og slægterne endnu flere, og selv efter fem bind havde jeg ikke styr på alle navne. Forfatteren har skabt et fantasyunivers med umådeligt mange tråde.

JEG FIK LYST TIL AT SE tv-serien, blandt andet fordi film og serier altid forenkler, og jeg tænkte, at forenklingen ville tjene historien, som efter min smag er for overbroderet, for mangfoldig i intriger, handlingstråde og persongalleri, så jeg selv efter fem bind ikke havde helt styr på alle karakterer. Det var som Tolstojs ”Krig og Fred” gange 10.

Og ganske rigtigt: Seriens forenkling er en forbedring. Syvende og seneste sæson blev af nogle kritiseret for at svigte historiens oprindelige særkende, dens vilje til at lade selv de mest elskede helte dø. I syvende sæson mærkede man, at historien går mod enden. Trådene skal samles, det hele skal falde på plads, og helst til de flestes tilfredshed, hvilket vil sige: Det og de gode skal til syvende og sidst vinde. Med andre ord: Man kan ikke lade alt for mange gode dø nu.

Samlet set giver det historien et mere klassisk eventyrplot, når den bevæger sig mod en lykkelig slutning. Vi får se, om det så også bliver enden på historien, nu hvor sidste sæson er rullet i gang. Måske overraskes vi endnu en gang.

Men lur mig, om vi ikke opnår en eller anden følelse af tilfredsstillelse. Samme tilfredsstillelse, som når vi kommer igennem andre eventyr. Eventyr skal jo ende godt. Siger konventionen. Men ikke bare konventionen. Også den dybere glæde over eventyret siger det. Der er nemlig noget i eventyret, der taler stærkt til en glæde og længsel i os.

MENS JEG SÅ SYVENDE SÆSON af ”Game of Thrones”, registrerede jeg med en vis undren, hvordan jeg sad der foran skærmen og blev grebet af en sær lykkefølelse, mens mennesker og kæmper og dødninge og drager kæmpede mod hinanden. Samme lykkefølelse, som jeg blev ramt af som barn, når min mor læste ”Narnia”-eventyrene. Eller da jeg senere selv kastede mig over ”Ringenes Herre” for første gang, og sidenhen flere gange med mine børn. Og da vi endnu senere så den med stor fryd i biografmørket.

Hvorfor denne lykkefølelse? Fordi de store eventyrs verden rummer noget, vi alle er forbundet med i uudtalte længsler og drømme. Længslen efter den store sammenhængende fortælling om alt, det godes sejr over det onde, tilstedeværelsen af noget, der ligger over den synlige verden, mysteriet, overvindelsen af døden, den lykkelige slutning på alt.

Tolkiens fantasyunivers i ”Ringenes Herre” blev paradoksalt nok for alvor en succes i tiden lige efter 1968, hvor alt ellers pegede i retning af socialrealisme. Det var som en foregribelse af den træthed, der meldte sig et par årtier senere over socialismens enøjede dennesidighed, den altopslugende indsats for at skabe et jordisk paradis med samfundsforbedringer i alle ender og kanter. Desillusionen indtrådte. Verden blev jo alligevel ved med at være den samme på bundlinjen. Vist kunne man forbedre både det ene og det andet, men den store forløsning udeblev.

Fantasygenren var selvsagt ikke i kridthuset i den socialrealistiske periode. Lykkelige slutninger har længe været ilde set i moderne kultur, hvor antagelsen af verdens grundlæggende tomhed og meningsforladthed ser lykkelige slutninger som virkelighedsflugt.

Men det havde allerede Tolkien en vigtig kommentar til i et essay: ”Glæden ved en lykkelig slutning er ikke i sit væsen udtryk for ’eskapisme’ eller ’virkelighedsflugt’ (…). Den benægter ikke eksistensen af dyscatastrophe, af sorg og fiasko. Muligheden for disse er nødvendig for udfrielse ( eucatastrophe ) (…). Når det pludselige ’vendepunkt’ kommer, får vi et skærende glimt af glæde, af hjertets begær, som for et øjeblik går uden for rammen, river selve historiens væv i stykker og lader et lysskær skinne igennem.” Nu var Tolkien som bekendt også kristen. Lykkelige slutninger var en del af hans tankes og tros dna. Og på den måde er der en dyb forbindelse mellem evangeliet og eventyrene.

Vi har lige passeret den lange fastetid og den store påskefortælling. Før det juletiden, som ret beset fortsætter gennem helligtrekongertiden. Inklusive adventstiden og efterpåsketiden udgør det cirka halvdelen af kirkeåret, og det samler alle de afgørende tråde i evangeliet. Og ikke så lidt af det anses af mange, inklusive teologer og præster, for at være eventyrlige fortællinger uden meget afsæt i historisk virkelighed.

EVENTYRLIGT ER DET, evangeliernes beretninger om Jesus af Nazaret. De er i dyb pagt med eventyrene. Eller snarere modsat: Al verdens store, gode eventyr er i dyb forbindelse med evangeliets eventyrlige historie om alle mørke og lyse trådes sammenhæng og mening og den samlede happy ending.

Men forbindelsen går netop den anden vej, med frelseshistorien som den virkelige historie og alle andre fortællinger som et håbefuldt ekko af denne historie. Som Tolkiens nære ven C.S. Lewis skrev om evangeliet om Jesus Kristus: ”Myth became fact.” Myten blev virkelig. Alle myter fandt på en måde deres opfyldelse i den ene ”myte”, som fandt sted i denne virkelige verden – Gud, der blev menneske og ofrede sig selv for mennesket og blev levende igen, og nu venter vi bare på det sidste store opgør og den endelige forløsning.

”Evangelierne rummer en historie af en større slags, som omfatter hele essensen af eventyrhistorier,” skrev C.S. Lewis.

Evangeliet er hele vejen fra englens bebudelse af barnet i Marias mave til englens bebudelse af den opstandne Jesus skrevet under fortegnet: ”Og det skete.” Alle andre fortællinger er skrevet under fortegnet: ”Der var engang.”

Forskellen er altafgørende. Evangeliets fortælling er ikke endnu en smuk, eskapistisk historie om vore drømme og længsler. Det er selve drømmenes og længslernes arnested og opfyldelse. Det sted, hvorfra de kommer, det virkelig tabte Paradis, og det sted, de retter sig håbefuldt mod, det genvundne Paradis, frelseshistoriens og hele verdenshistoriens virkelige endemål. Den tidligere pave Benedikt skrev i sin store Jesus-bog, som udkom på dansk på Gyldendal:

”For den bibelske tro er det nemlig væsentligt, at den knytter an til virkelige historiske hændelser. Den bruger ikke historiefortælling som symbol på historiske sandheder, men den er baseret på begivenheder, som har fundet sted på denne jord. Dette factum historicum er for troen ikke et symbols ciffer, som kan udskiftes, men det konstitutive grundlag: Et incarnatus est – med disse ord bekender vi os til Guds faktiske indtræden i den virkelige historie.”

Evangeliet slår så at sige hul igennem mellem eventyrenes drømme og længsler og denne virkelige verden. Alt vil virkelig ende godt. Det er ikke virkelighedsflugt. Det er flugt ind mod virkeligheden.