Verden over bliver der en større andel af ældre og gamle, fordi man lever længere. Ikke mindst i Japan og Europa, hvor der samtidig fødes færre børn, så den velkendte ”alderspyramide” mere ligner et slankt juletræ med afklippede grene forneden.
I et land som Danmark med folkepension med videre har dette siden 1990'erne ført til debat om en ”ældrebyrde”, hvor man stadig hæfter sig ved, at befolkningen over 65 forventes at stige mere end den yngre.
Dette til trods for at ”bomben blev afmonteret” med en efterløns- og pensionsreform i 2011, der så at sige gjorde ældre til midaldrende ved fremover at lade efterløns- og pensionsalder stige (til over 70 år) sammen med levealderen, så andelen af folkepensionister vil forblive på de nuværende cirka 18 procent af befolkningen.
Hertil kommer, at folk er længere raske og sunde nu end før, og at samfundets rigdom gennem de sidste flere generationer afspejles i, at egen pension, indkomst eller opsparing overstiger folkepension for de fleste.
Begge dele trækker i retning af, at ældre fortsat bidrager til samfundet med arbejde og skat, og at deres andel af sundhedsudgifterne ikke stiger i takt med deres antal.
Desuden er den ældre del af befolkningen i gang med at arrangere sig i forhold til udfordringerne i den senere og nu længere del af livet. Blandt andet med boliger, som kan tilpasses behov og muligheder, og med bofællesskaber, hvor man støtter hinanden.
I det store perspektiv anvendes ud af en årlig bnp (”Danmarks-indkomst”) på rundt regnet 2.000 milliarder en god halvdel af det offentlige, hvoraf 269 milliarder på, hvad nationalregnskabet kalder ”alderdom”, herunder efterløn og folkepension. Med andre ord ligger de offentlige alderdomsudgifter i Danmark på omkring 13 procent af landets indkomst. Heraf er den store del de offentlige pensioner, hvoraf en del vender tilbage i form af skat.
Tilbage står en ”lille ældrebyrde”, som der nu fokuseres på, og som består i at nogle få procent af befolkningen, især blandt gamle over 80 år, ikke kan klare sig selv, så udgifter til hjemmepleje og plejehjem stiger. Opmærksomheden rettes ikke mindst mod den voksende gruppe af demente, som allerede menes at udgøre cirka 1,5 procent af befolkningen, og som formentlig vil vokse til cirka 2 procent.
Igen skal man dog holde sig proportionerne for øje. Kun omkring én procent af den samlede befolkning bor på plejehjem - altså færre end der skønnes demente - medens en del flere modtager hjemmehjælp i overensstemmelse med politikken om ”længst muligt i eget hjem”.
Men selv på denne baggrund har pleje til de gamle vist sig at være en problematisk udfordring. For en del gamle og pårørende har dette konkrete møde med velfærdsstaten været en ubehagelig overraskelse.
Hjemmepleje opleves ofte som utilstrækkelig efter nedskæringer gennem de senere år, og oplevelsen af plejehjem er blandet og ikke altid god. Dette til trods for, at disse offentlige ydelser langtfra er gratis, som man måske havde troet, hvis man har midler at betale med.
Humlen er, at disse udgifter skal dækkes inden for de kommunale budgetter, hvis eventuelle vækst kontrolleres stramt af staten, som også dækker folkeskole og meget mere, og at det har vist sig lettest at skære ned på de alderdomsrelaterede udgifter ved at sænke standarden.
Selv Dansk Folkeparti, der har gode forhold for ældre og gamle som mærkesag, er i takt med øget politisk indflydelse i kommunerne gået med til talrige nedskæringer på ældreområdet.
EN NÆRLIGGENDE REAKTION er, at det er for galt, og at der må gøres noget ved det, hvad Ældre Sagen da også fører frem. Men i medierne har den ”lille ældrebyrde” primært rejst spørgsmålet om pårørendes ansvar for pleje af gamle med en vis styrke.
Økonomer og politikere mener som regel, at det bliver nødvendigt, at de tager et større ansvar. Århus kommune taler om ”pårørendepligt”, andre finder inspiration fra hollandske ”køkkenbords-samtaler” om, hvordan pårørende, naboer og venner kan hjælpe, inden man som en sidste instans går til det offentlige.
Naturlig samhørighed mellem generationer og i lokalsamfund har allerede skabt spontane netværk af pårørende og venner omkring mange gamle og plejehjem, hvor frivillige yder et skattet bidrag til det sociale liv.
Det er fint og naturligt, at kommuner støtter en sådan netværksdannelse - men meget længere end til det nuværende niveau skal man af flere grunde ikke forvente at komme, da samfundsudviklingen har klemt for meget tandpasta ud af tuben til, at den kan presses tilbage igen.
VI HAR I VESTEN dannet og lever i en kultur præget af individualisme og konkurrence, hvor familierelationer typisk er mindre stærke, end de har været, og hvor forældre og børn desværre ikke nødvendigvis har tætte og gode relationer.
En voksende del af befolkningen har levet og lever som singler, hvorfor der ikke er nogen pårørende til at tage ansvar. Har man haft en vennekreds, vil den også være blevet gammel, når man selv bliver det.
På det praktiske plan er der tale om, at børn ofte bor langt væk, i andre landsdele eller lande, og typisk selv befinder sig i en alder og livssituation med arbejde og forpligtelser over for børn og eventuelle børnebørn, så det ikke er muligt for dem at overtage plejens daglige, praktiske gøremål.
Der er spørgsmålet om de gamles værdighed, som gør det svært for begge parter at bytte om på forældre/barn-relationen, når det kommer til personlig pleje.
Endelig er et nærliggende spørgsmål om man - når man gennem et langt liv har bidraget til samfundet - ikke er berettiget til at få det igen, som man har behov for, når man ikke længere kan klare sig selv. Vi har jo betalt for det, siger de gamle, og vi betaler for det, kan de pårørende sige.
Det virker ulogisk, at pleje af gamle i større udstrækning skulle gøres til et familieansvar, uden at man samtidig går over til en anden samfundstype med lavere skatter og så videre. Hvilket i så fald ville kræve, at de gamle skulle kompenseres for noget af det, som de har bidraget med.
Konklusionen er for mig at se, at samfundet bør acceptere udgifterne til den lille ældrebyrde. Hvilket tilsyneladende kræver, at der sættes landsdækkende lovgivne standarder for hjemmepleje og plejehjem - herunder med invitation til så meget engagement fra pårørende og venner som muligt.
Individualisme, historieløshed og konkurrencementalitet vil måske sætte kontrakten mellem generationer på prøve, men de fleste er nok trods alt klar over, at de selv en dag kan få brug for omsorg, hvorfor denne accept skulle være mulig.
Men at gøre kernepleje til pårørendepligt vil være ret nyttesløst og i værste fald resultere i dårlige og uværdige tilstande for de gamle.
Gunnar Olesen er chefkonsulent, cand.scient.pol. og besøgsven.