”Ho, Ho, Ho Chi Minh”. Taktfast og målbevidst bevægede flokken sig ned ad Langelandsgade i Aarhus ned mod Mølleparken. ”Ho, Ho, Ho Chi Minh”. Foran gik et par med et stort banner med teksten ”USA ud af Vietnam”. ”Ho, Ho, Ho Chi Minh”. Jeg sprang af cyklen, det her kunne gå hen og blive rigtig hyggeligt. ”Ho, Ho, Ho Chi Minh”.
Jeg havde ingen anelse om, hvad eller hvem råbene gjaldt. Men jeg blev jo ligesom nødt til at råbe med for at blive en del af flokken.
Først nogle år senere gik det op for mig, at jeg den forsommerdag i 1972 havde været med i koret, der hyldede en af den nyere tids største massemordere. Men hvad vidste vi dengang? Hvad vidste jeg? Og hvad kunne jeg gøre, om jeg vidste noget? Dagsordenen var sat. Munkemarxisterne på Bjerget havde talt, og deres ord var lov. Så hvorfor ikke bare følge med i bagtroppen og få en fest ud af det? Det blev det så også, så meget som jeg husker af dagen.
Få uger senere sad jeg i et fly fra Paris med destination New York. I to måneder skulle jeg arbejde i en børnelejr i delstaten Massachusetts. Større var min aversion mod USA så heller ikke, end at jeg ville have den oplevelse med. Jeg var 22 år. Verden lå åben, og krigen i Sydøstasien var så langt, langt borte. Så da jeg en junidag landede i JFK Lufthavn i New York havde jeg glemt alt om ”Ho, Ho, Ho Chi Minh”. Hvem han så end var.
Efter et par dage i New York tog jeg med en Greyhound-bus op nordpå til bestemmelsesstedet North Attleboro, Massachusetts. Jeg blev vel modtaget af Lee Zilch, ungkarl, 25 år, som over sommeren stillede halvdelen af sin lille lejlighed til rådighed.
Jeg havde sat næsen op efter amerikansk familiehygge, men det blev der ikke meget af. Det skulle vise sig, at Lee var særdeles svær at komme ind på livet af, fåmælt, nervøs, afvisende, skønt han frivilligt havde taget ansvar for en europæisk student. Og jeg skulle ret snart blive klar over, hvorfor han agerede, som han gjorde. En aften, kort tid efter jeg var installeret i lejligheden, var jeg ved at rydde op i mit skab. Pludselig ramte min hånd noget, der fornemmedes som et metalrør. Jeg skubbede et par poser væk, og så dukkede det frem. Jeg kaldte på Lee, han kom ind, og dér stod jeg med en bazooka i hænderne. Jeg var klar over, at mange amerikanere havde og har håndvåben i hjemmet, men et bærbart våben til affyring af raketter mod kampvogne havde jeg nu ikke forventet.
Det krævede en forklaring, og den fik jeg den aften, omend jeg de første par timer nærmest måtte tvinge svarene på mine mange spørgsmål ud af Lee. Det viste sig, at Lee var Vietnam-veteran. Han havde over to perioder kæmpet mod Vietcong, sidst i invasionen i Cambodja, som blev en særdeles blodig affære.
Den aften og nat ændredes mit sort-hvide syn på Vietnamkrigen sig. For den nat sad jeg sammen med en, der havde været der, som havde kæmpet i en for ham god sags tjeneste. Men det var også et desillusioneret menneske, der hen på morgenen brød sammen. Hans far havde været med ved invasionen i Normandiet i 1943. En af dem, der blev sejlet ind på Omaha Beach, som overlevede de første dages nedslagtning af unge amerikanske og canadiske soldater, og som senere mirakuløst nåede til Berlin. Ved krigens afslutning var han med i den store parade, der blev holdt på Fifth Avenue i New York, hyldet og hædret som den helt, han var.
Selv mødte Lee, da han efter otte hårde måneder i Cambodia, vendte hjem, en antikrigsdemonstration, der stod klar til at modtage soldaterne. Og for ikke at eskalere urolighederne, som i begyndelsen af 1970’erne var taget til i USA med den store hjemlige modstand mod USA’s engagement i Sydøstasien, blev Lee sammen med sin enhed skyndsomt transporteret bort i en bus med mørkt tonede ruder. Der blev ingen parade for ham. Kun rådne tomater og hånende råb. Så meget havde hans far lært ham, så meget troede han på den gode sag.
Men det eneste, der blev tilbage, var denne skrummel af en souvenir. En bazooka i et klædeskab. Alt andet blev fortrængt. Men den nat kom det frem: grusomhederne, uhyrlighederne, skammen, men mest af alt den enorme frustration over at være blevet udråbt som babykiller. Vi talte aldrig siden om krigen, men for mig lå den der nu som en slags forklaring på, hvorfor Lee tænkte og talte, som han gjorde.
Kun én gang nærmede vi os emnet. Det var, da Lee tog mig med på det berømte museum i Washington DC og med slet skjult stolthed viste mig originalen til The Constitution of the United States – den amerikanske forfatning. Heri lå fundamentet for hans engagement. Den dag gik det op for mig, hvilken ikonisk status denne grundlov havde og fortsat har for amerikanerne.
Efter denne første sommer i New England mistede jeg kontakten til Lee. Hans mistillid til andre, skabt i de førte dage efter hjemsendelsen fra Vietnam, gjorde, at han ikke længere troede på livslange venskaber. Dog, jeg etablerede andre venskaber og har i årene efter plejet disse med adskillige besøg af kortere eller længere varighed.
Vi er herhjemme siden midten af forrige århundrede blevet stopfodret med alt det amerikanske. Vi har elsket USA og amerikanerne for deres indsats i Anden Verdenskrig, for Marshallhjælpen, for det åbne demokrati, for musikken og friheden. Vi har tugtet USA og amerikanerne for deres racediskrimination, deres glimmer og pengebegær og deres ofte fejlslagne interventioner i alverdens brændpunkter.
I dag håner vi dem for deres valg af en byggematador som præsident. Trump er indbegrebet af alt det dårlige, vi kan finde ved det amerikanske, men han er på godt og ondt en del af The American Way of Life, den amerikanske livsstil. Han er en af de mange stemmer i den kakofoni af røster, der høres, når man forsøger at lytte sig ind til, hvad der siges og tales i USA i dag.
For et par år siden faldt jeg på en bar i New York i snak med en amerikansk bygningsarbejder. Han skosede EU og den europæiske vankelmodighed, når det for alvor brændte på, og han ventede kun på den dag, hvor Obama forlod Det Hvide Hus i Washington og gav plads for den stemme, der også var hans.
Obamacare var for ham det rene galimatias og rendyrket socialisme. Om han mistede sit gode arbejde i byggebranchen i New York, grundlagt af Donald Trump, så forventede han ikke hjælp af nogen art. Han skulle nok vide af at klare sig selv. Skulle det endelig gå så galt, så ville han flytte med sin familie op i bjergene i New England og leve af jagt og fiskeri indtil den dag, hvor det atter lysnede i branchen. Som han sagde: ”Når I trænger til hjælp I Europa, så skal vi nok være der. Men lad være med at stå i vejen, når vi kommer.”
Det er den stemme, der i dag høres og læses på Twitter, når præsidenten på utraditionel måde udtaler sig. Og ingen kan hindre den i at blive talt, for om noget sted, så har USA siden dets fødsel været stedet for den frie tale og debat.
Men det er også den røst, der bliver fåmælt, når der henvises til forfatningen. Hertil og ikke længere. Og af samme grund vil den blive tavs, når de altid tilstedeværende demokratiske kræfter – både hos Republikanerne og Demokraterne – med forfatningen som fundament maner til besindelse.
I dag, den 4. juli, er dagen for den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776, og vi aner konturerne til et for alvor splittet USA. Men det går aldrig i opløsning, dertil er kittet i og respekten for forfatningen for stærk.
Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst