ALLEREDE I 1919 UDTALTES fra nordslesvigsk side ønsket om en grundig, men lempelig slettelse af Kongeågrænsen, også på det kirkelige felt, og om Nordslesvigs optagelse i den danske folkekirke. Efter Genforeningen i 1920 blev Sønderjylland delt mellem Ribe Stift og det nydannede Haderslev Stift, hvis første biskop blev Valdemar Ammundsen.
I Sønderjyllands 116 sogne forblev efter Genforeningen 43 tyskuddannede præster i deres embeder, mens de øvrige sogne blev besat med nye nordfra. I september 1921 blev de tyskuddannede præster indbudt til et kursus i København, for at de kunne få et indblik i dansk kirkeliv.
I perioden 1922-1934 var der i Tønder Provsti et studiekonvent for danske og tyske præster. Til møderne var der altid en dansk teolog som hovedtaler, sekunderet af et par af provstiets præster, hver gang en dansk og en tysk. I 1934 blev pastor N.P. Nielsen i Højer ansat som dansk grænsepræst til betjening af de spredte danske kredse, der hidtil havde været henvist til deres tyske sognepræst. De tyske præster trak sig derefter fra konventet.
Dansk kirkelovgivning blev indført i Nordslesvig, men Kongeågrænsen blev dog ikke slettet helt. De sønderjyske præstegårde blev først udstykket i 1949.
Den liturgiske tradition fra Tyskland levede videre, og salmetraditionerne nord og syd for Kongeåen var for uensartede til, at de straks kunne forenes.
I 1925 kom blandt andet takket være biskop Ammundsen Den sønderjyske Salmebog, hvor Brorson havde en langt større plads end i den danske Salmebog for Kirke og Hjem, og det var først med Den Danske Salmebog, der kom i 1953, at de to traditioner blev sammensmeltet. Man beholdt i Sønderjylland den verdslige civilregistrering.
Der blev præstemangel i Danmark, da der blev brug for mange præster i Sønderjylland, og jeg har læst, at Kaj Munk blandt andet søgte Vedersø, fordi han syntes, det var synd for det lille vestjyske sogn, at det havde været ledigt i et par år på grund af præstemangel. Der blev nu indført mulighed for at ansætte lægmandspræster. Det tyske mindretal oprettede efter Genforeningen frimenigheder og privatskoler for at værne om tysk sprog og kultur.
Udgangspunktet for den sønderjyske skolelovs tilblivelse må søges i de forhandlinger, der 1918-1920 førtes inden for den sønderjyske vælgerforening og det af denne nedsatte skoleudvalg med landstingsmand Hans Jefsen Christensen som formand, og i det videre forløb havde denne et nært samarbejde med kultusminister og højskoleforstander Jacob Appel.
Længe før afstemningen var mange tyske lærere rejst sydpå, og man ansatte på privat basis danske lærere, der gik på omgang hos beboerne. Der kunne være overgangsproblemer, hvis der på danske skoler var både tyske og danske lærere.
Efter afstemningen rejste mange tyske lærere mod syd, men en del ønskede at blive i deres embeder. De måtte tage til København eller Silkeborg for at supplere deres tyske uddannelse med en til tre måneders kursus i dansk. 142 sønderjyske lærere søgte om at deltage i kurserne.
Ansøgningerne blev behandlet på et møde i Haderslev den 5. september 1919 af det sønderjyske skoleudvalg med landstingsmand Hans Jefsen Christensen som formand. I første omgang imødekom man 82 ansøgninger. Det var en uforglemmelig oplevelse for disse lærere at blive modtaget i københavnske lærerhjem. Man mødte kendte foredragsholdere som Holger Begtrup, der talte om Grundtvig, og man overværede undervisningen i københavnske skoler.
I efteråret 1920 var de cirka 600 lærerembeder i danske folkeskoler i Sønderjylland besat på den måde, at cirka 150 lærere med tysk uddannelse fortsatte deres gerning, og cirka 450 lærere nordfra fik deres endelige ansættelse godkendt af undervisningsministeriet. Nogle rejste imidlertid nordpå igen, fordi de ikke forstod de særlige forhold. Nogle af de tyskuddannede lod sig pensionere før tid. Tidligere havde linjerne været for stramme. Nu var de for løse.
HJEMMENES STILLING TIL SKOLEN var nu en anden, og den sønderjyske skolelovgivning gav forældrene stor indflydelse på skolens forhold. Før 1920 var den enkelte skoles administration lagt i hænderne på ”skoleforstanderskabet”, der måtte udpege en ny lærer af tre fra oven indstillede. Forældrene havde ikke indflydelse på skolens forhold som for eksempel undervisningsplan, ferieplan og timetal. Fag var fastlagt af regeringen i Slesvig og ens for alle skoler i amtet.
Nu stillede skoleudvalget forslag om forældrerepræsentation i form af skolenævn ved hver skole, valgt ved direkte valg og med vidtgående beføjelser vedrørende lærerindstillinger og skolernes daglige arbejde.
Før 1920 havde sognepræsten en fremtrædende stilling i det lokale tilsyn med de tyske skoler, og nord for Kongeåen var sognepræsten selvskreven formand for skolekommissionen. Der var i lærerkredse stemning for et fagligt tilsyn, og man vidste heller ikke, hvor mange tyske præster der blev siddende. Det førte til, at præsten måtte nøjes med samme stilling som alle andre.
Der blev indført en stilling som amtsskolekonsulent. Denne skulle være til rådighed for de lokale myndigheder ved forhandlinger om skoleforhold og som medlem af skoledirektionen have indflydelse på den mere centrale styrelse. Konsulenten skulle aflægge jævnlige besøg i skolerne og arbejde for den nye skolelovs virkeliggørelse i praksis.
Det sønderjyske skoleudvalg fremkom med et meget frisindet forslag til ordning af det tyske mindretals forhold. Den danske regering godkendte ønskerne.
Eleverne havde forskellige forudsætninger. Det hjalp, når de læste Hjemmet og Familiejournalen, og når der nordfra kom danske børnebøger. Ved julen 1920 fik alle sønderjyske børn et eksemplar af Chr. Richardts digt ”Vort Land”.
Sprogskiftet i skolen var en forunderlig lykke for børnene. Danske lærere fortalte om børnenes modtagelighed. De var meget optaget af danmarkshistorie, bibelhistorie og danske sange. Nu betragtede de læreren som et menneske og ikke som en tysk embedsmand, hvis hele væsen havde været dem fremmed.
I den tyske skole var der ofte 60-70 børn i en klasse. Der blev ikke taget hensyn til børns individuelle særpræg. Den danske skole er individuel.
Et tredje forhold ændredes, nemlig stofvalget. Nu mødte eleverne i skolen danske sangbøger og lære- og historiebøger, som nogle kendte hjemmefra. I kristendomsundervisningen blev golde remser afløst af fortællinger og samtale.
MAN FORVENTEDE, at læreren foruden den egentlige skolegerning løste en række kulturelle opgaver: foredrag og oplæsning i forsamlingshuse, undervisning i handelsskoler, tekniske skoler, aften- og ungdomsskoler, sangkor, studiekredse og biblioteksarbejde.
Efter den nye skolelov i 1937 blev mange skoler udbygget med nye lokaler til sløjd og husgerning. Forsamlingshuse og gymnastiksale supplerede hinanden.
Indflydelse nordfra inspirerede den sønderjyske skole, men der kom også inspiration fra Sønderjylland og nordpå. Det nationale fik større plads, og når man kom på sønderjyske højskoler og seminarier, lærte man noget, som man tog med hjem. Der blev arrangeret besøg i omegnens landsbyer. Man lærte om lejrskoler og skoleidrætsstævner.
Med skoleloven af 1937 begyndte man at lave centralskoler, men i de små skoledistrikter beholdt man egne skoler, der nu for manges vedkommende er blevet nedlagt.
Det nære forhold mellem børn, lærere og forældre kom til udtryk ved møder, julefester og forældredage, der blev til inspiration i det øvrige land.