Prøv avisen

Genopretningsplan for højskolebevægelsen

Verdens første folkehøjskole, den idylliske Rødding Højskole i Sønderjylland. Foto: Rødding Højskole.

Højskolerne i Danmark bygger ikke alene videre på et fantastisk koncept, der laves også hver dag et stort og samfundsberigende stykke arbejde gennem såvel lange som korte kurser, skriver forstanderen for Brandbjerg Højskole

TÆNK, AT "GENOPRETNING" kan være så trist en affære.

Det lyder ellers så flot og visionært – næsten på linje med termer som udlændingeservice og motivationsfremmende foranstaltninger.

Idéen om at give ting med ubehagelige følger spiselige navne er rigtig god og formentlig inspireret af den amerikanske hærs mangeårige brug af eufemismer såsom "servicing the target", der dækker over en præcisionsbombning af udvalgte mål. Eller "friendly fire", der dækker over soldater, der kommer til at beskyde deres egne.

Når nogle af os trods de forskønnende omskrivninger kan have svært ved at se storheden, så skyldes det givetvis manglende overblik og tendens til at hænge sig i detaljer. Den detalje, Højskoledanmark er blevet hængt i, er en detalje til 165 millioner kroner. Højskolerne skal således undvære cirka 55 millioner kroner i statsstøtte om året de næste tre år ifølge genopretningsforliget. Det er ikke mange penge i den store sammenhæng, men for adskillige danske højskoler kan det blive ganske fatalt.

Hvis en del af regeringens genopretningsplan handler om at rense ud i de danske højskoler for at indskrænke mangfoldigheden, så er det en rigtig vellykket strategi. Den ville totalt underminere højskolebevægelsens eksistensberettigelse, men er upåklagelig. Handler det derimod om en berigelse af det danske samfund, så er det en ualmindelig uhensigtsmæssig kurs.

Årsagen til, at netop de i forvejen meget trængte højskoler også skal bide i den sure genoprettelseskage, kan være lidt svær at gennemskue. Samtlige 55 millioner genoprettelseskroner skal hentes i statsstøtten til de korte kurser, og den officielle begrundelse i forliget er, at der er blevet så mange af dem de seneste år. At dette ikke er et statistisk faktum, er tilsyneladende uden betydning for beslutningsprocessen.

Måske handler det om, at der er skrevet så meget om de korte kurser i aviserne på det seneste, at det bare føles, som om der er kommet flere. Faktum er, at der på landsplan ikke har været fremgang på de korte kurser de seneste fem år. Korte kurser i en højskolesammenhæng er kurser med en varighed af fem, syv eller 14 dage. Lange kurser er kurser med en varighed af mindst 12 uger. Det er definitioner, der bestemmes af tilskudslovgivningen. Gennemføres forliget, forventes en lang række skolelukninger allerede i nær fremtid.

Sidste sommer skrev alle aviser i rosende vendinger om de mange fantastiske sommerkurser, der var blevet danskernes foretrukne "ferieform". Ingen havde vel forestillet sig, at den gode omtale ville resultere i en markant nedsættelse af statstilskuddet. Det virker som en omvendt Simon Spies: Pludselig blev god omtale værre end ingen omtale.

Gennem medierne fik man en klar fornemmelse af, at ganske mange mennesker i dette land faktisk er villige til at bruge både ferie og penge på noget så utraditionelt som at dygtiggøre sig, udvide horisonten og netværket og bruge fritid på egen dannelse. At folk frivilligt valfarter til højskolerne for blandt andet at lære om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, lyder jo ikke umiddelbart så forkasteligt og samfundsnedbrydende, at det kræver politisk indgriben.

AT FOLK GENNEM DETTE engagement er med til at tilføre privat kapital, der udgør tre fjerdedele af en standardkursuspris, samt skattekroner, der udgør resten, til nogle af Udkantsdanmarks største kulturinstitutioner, virker som en opfyldelse af en politisk vision, jeg hørte for nylig. Men virkeligheden er ofte helt forskellig fra visioner, især i den politiske verden. Og de saglige argumenter for at skære i tilskuddet på såvel den samfundsøkonomiske som den samfundsudviklende bane har man ikke engang anstrengt sig for at fremføre.

At man i dansk politik ikke behøver at bygge sager på argumenter, er der ikke noget nyt i. Regeringens standardsvar: "Vi afviser enhver kritik," viser med al tydelighed, hvilken dialogform man har valgt som politisk magtmiddel. I dette tilfælde har man dog gjort sig den umage, at man har forsøgt at sikre sig befolkningens opbakning til besparelserne ved at fremstille dem som almindelig sund fornuft.

Det var Ekstra Bladet, der spandt den første tråd til det smukt arrangerede baggrundstæppe for hele teaterforestillingen. Et seriøst fodboldkursus på Ryslinge Højskole blev med et pennestrøg omskrevet til et "klaphatte-kursus", og selv i et VM-år er statsstøtte til klaphatte ikke noget, der kalder på den store forståelse i den brede befolkning.

Fra undervisningsministerens side blev det gjort klart, at fodboldkurser med useriøse (omskrevne) titler ikke kunne være almendannede, heller ikke selvom de på indholdssiden levede op til kravet om almendannende undervisning.

Blandt højskolefolk dukkede man nakken og blev enige om, at det var en meget uheldig sag på et meget uheldigt tidspunkt for hele højskolebevægelsen. Man frygtede, at sagen kunne få uheldige konsekvenser for tilskuddet.

Men det var nu slet ikke noget uheldigt tidspunkt. Faktisk kunne baggrundstæppet med motivet af en gidseltaget fynsk højskole ikke være tilrettelagt bedre for den efterfølgende 55 millioner kroners-forestilling. Timingen mellem ministerrokade og genoprettelsesplan var simpelthen perfekt. Siden er fodboldkurset blevet godkendt af selvsamme minister, men da havde historien gjort sin virkning. At tro, at et fodboldkursus i det hele taget (lødigt eller ej) skulle have magt til at skade højskolebevægelsen, er i sig selv håbløst naivt. Balladen om klaphatten har som planlagt vundet opbakning til nedskæringerne, og havde det ikke været en fodbold, der blev til fem klaphatte, havde det været en tango, der blev til tre stripdansere og en lommetyv.

At visse korte kurser viser sig at være fuldt legale trods nedgørende omskrivninger og dårlig omtale, gør dem jo ikke nødvendigvis til gode kurser. Det er klart. For at sikre et højt alment bundniveau og den rigtige brug af skattekroner er enhver højskole derfor forpligtet til at lave indholdsplaner for hvert enkelt kursus, der viser, at mindst 50 procent af kurset opfylder målsætningen om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Indholdsplanerne er til brug for Undervisningsministeriets kontrol. Den ordning er vi enormt glade for i Højskoledanmark. Det betyder nemlig, at det er lovgivning og ikke mediedækning, der bedømmer, om kurserne er gode nok til at opnå statstilskud, og det sikrer, at alle vore kurser har et sagligt indhold, der kan argumenteres for.

Højskolernes åbenlyse afhængighed af statstilskud har måske fristet nogle til at træde forsigtigt i udkanten af den offentlige bevågenhed af frygt for, at man blev vejet og fundet for let. Den tid er nu forbi. Vi er opdaget! Vi var for lette! Nu da der ikke er grund til at lege skjul længere, vil jeg derfor opfordre den samlede højskolebevægelse til at bruge anledningen til genopretning af højskolebevægelsens stolthed.

Vi trænger til at veje lidt tungere på vægtskålen. Det er så ærgerligt at gå og skjule noget, som ikke har gavn af skygge. Det er tid til uden skam at vise frem, hvad vi har at byde på, og ikke være bange for at forsvare det, vi har dedikeret vores liv til. For højskolerne i Danmark bygger ikke alene videre på et fantastisk koncept, der laves også hver dag et stort og samfundsberigende stykke arbejde gennem såvel lange som korte kurser.

Tag bladet fra munden. Vi har ingenting at skamme os over.

Simon Lægsgaard er forstander på Brandbjerg Højskole