I DØDEN ER VI alle lige, hedder det med en gammel talemåde. Men spørgsmålet er, om det stadig passer? I de senere år har vi set en stadig stigende tendens til, at særlige grupper ønsker egne gravpladser. Diskussionen om særlige muslimske gravpladser har kørt i adskillige år. På det seneste har både ateister og kredse i det homoseksuelle miljø talt for særlige gravpladser reserveret for dem.
Samtidig er der et voksende antal danskere, som ønsker at få deres aske spredt ud over havet, og andre presser på for at få det gjort legalt at blive begravet i egen have. I begge tilfælde altså uden for den fælles kirkegård.Ved første øjekast vil mange vel betragte denne udvikling som positive skridt i retning af større frihed og kulturel mangfoldighed. Jeg er imidlertid ikke sikker på, at det er så enkelt. Det kunne også tænkes, at der er andre dimensioner på spil.
LÆS OGSÅ: Seksualitet og socialgruppe giver nye særafsnit på kirkegården
Vi har en tradition for, at vore kirkegårde er fælles for alle. De afspejler, at vi er ét samfund, bundet sammen på tværs af alle forskelle. At nogen har råd til en stor gravsten, og andre kun til en lille plade, ændrer ikke på det faktum. Vore kirkegårde afspejler naturligvis samfundets mangfoldighed og forskelle, både socialt, kulturelt og på mange andre måder. At vi er lige over for døden, betyder ikke, at begravelsesskikkene behøver at være ens. Man kan blive brændt eller begravet i kiste. Man kan komme i fællesgrav eller få eget gravsted. Der er en række forskellige gravstedsformer, og variationerne bliver flere i disse år.
Både folkekirkens og de få kommunale kirkegårde er netop for alle. De afspejler den tankegang, at vi også i døden er bundet sammen som folk i et fællesskab på tværs af alle forskelle, ligesom vi er det i livet. Folkekirkens kirkegårde har således aldrig kun været for medlemmer. Her har alle kunnet få plads på lige fod: kristne og ateister, folk fra andre religioner, danskere og udlændinge, rige og fattige. Den skik, at selvmordere og forbrydere skulle begraves uden for kirkegårdsmuren, er heldigvis afskaffet for mange generationer siden. Vi er kommet langt på afstand af den tanke, at nogle kan være urene i døden og derfor ikke har fortjent at ligge sammen med os andre.
Ganske vist har vi haft ganske få gravpladser, som har været reserverede for medlemmer af et bestemt trossamfund som Det Mosaiske Troessamfund, men det har været absolutte undtagelser.
ENHVER GRAVPLADS for særgrupper udfordrer tanken om lighed i døden. Men den udfordrer også den tradition, at kirkegårdens helhed af mangfoldighed og fællesskab afspejler den samme helhed i samfundet den kombination af mangfoldighed og fællesskab, som gør en befolkning til et folk.
Det danske samfunds sammenhængskraft er udfordret på mange måder. Der foregår i disse år på mange områder en ulykkelig fragmentering i samfundet, hvor noget, vi tidligere har været fælles om, splittes i delsamfund og subkulturer, som holder op med at opleve sig som forpligtede på helheden og fællesskabet.
Jeg vil vove den kætterske tanke, at kravene om gravpladser for særlige grupper er et sådant fragmenteringstegn: Vi kan ikke være i stue, ja, end ikke på kirkegård sammen. I liv og død holder vi os til vore meningsfæller af samme religiøse, kulturelle, seksuelle eller anden observans. Eller når det gælder den med asken, der strøs ud over havet: Vi holder os helt for os selv!
Man kan godt argumentere for, at særlige muslimske gravpladser falder ind i den tradition, som vi kender fra Det Mosaiske Troessamfund. Det bliver det bare ikke mindre ghettokultur af. Det er og bliver et tegn på ikke at ville integration og helhed. Man vil hellere være død for sig selv end sammen med andre. Hvad er det, der gør, at man som ateist eller bøsse ikke kan holde den tanke ud at ligge på samme gravplads som flertallet? Hvad er det for et syn på fællesskabet?
Kan man forestille sig en modsat situation, hvor det heteroseksuelle folkekirkelige flertal ikke ønskede at stille folkekirkens kirkegårde til rådighed for bøsser, ateister, muslimer eller andre mindretal? Hvad ville reaktionen så være? Ja, selvfølgelig: forargede, harmdirrende ramaskrig om uhyggelig diskrimination og eksklusion på linje med tidligere tiders udelukkelse af selvmordere og forbrydere fra kirkegårdene. Og den reaktion ville være berettiget.
For mig at se er det bare ikke mere berettiget, når det vender den anden vej. Det er også et udtryk for, at vi andre er urene, ikke gode nok til at hvile i samme jord som dem og være døde sammen med dem.
GHETTOISERINGEN af begravelseskulturen er en blandt mange aktuelle udfordringer af sammenhængskraften i samfundet i disse år. Vi bliver ikke bedre, men snarere ringere til at integrere/forene fællesskab, forbundethed og forpligtethed med forskellighed og mangfoldighed.
Men det er netop ikke kun flertalskulturernes ansvar og problem, det er i høj grad også mindretalskulturernes. Min fornemmelse er, at der i mange mindretalskulturer både religiøse og andre er en voksende intolerance og aflukkethed over for andre. Det giver sig udslag for eksempel i racisme i én mindretalskultur over for en anden. Det kommer til udtryk, når en censor godt vil give hånd til mandlige, men ikke til kvindelige eksaminander. Man kan også vove den påstand, at det er på spil i kronikken fra de otte kirkelige højrefløjsledere, hvor de frasiger sig fællesskabet med flertallet og opfordrer deres tilhængere til at ghettoisere sig.Reserverede gravpladser for særgrupper kan føre til absurde situationer. Jeg har læst en historie om et par og det er ikke så mange år siden hvor han var kristen, og hun var jøde, og hvor de, da de bekendtgjorde, at de ville giftes, blev tilkaldt af rabbineren og fik den besked, at selvom de var ægtefolk, ville manden ikke kunne blive begravet på den jødiske kirkegård. Jeg ved ikke, om det er sådan i Danmark, men jeg frygter, at med en kombination af flere blandede ægteskaber og flere ghetto-gravpladser kan der komme langt flere sådanne absurde situationer, hvor mand og kone kræves skilt ad i døden.Noget af det bedste og smukkeste i vores danske tradition er netop viljen til at være sammen i forskellighed. Grundtvig talte om frihed for Loke såvel som for Thor, men var ikke et øjeblik i tvivl om, at friheden hang sammen med en forpligtethed på det fælles hele.Hal Koch kvalificerede demokratiet ved samtalen: Demokrati er ikke bare flertallets beslutningsmagt. Det er langt mere evnen til at tale sammen, så alle oplever sig som inkluderede og som ansvarlige dele af det fælles hele.For hver gang enkeltgrupper, det være sig religiøse, kulturelle, seksuelle eller andre, klipper et bånd over til helheden og hellere vil holde sig for sig selv, bliver vores samfund mere skrøbeligt, mere konfliktfyldt, mere usammenhængende. Den fælles identitet bliver svagere, og evnen til at finde fælles veje bliver ringere. Derfor har spørgsmålet om gravpladser for særgrupper ikke bare med døden at gøre, men også med livet.
Kaj Bollmann er sognepræst.