Prøv avisen
Kronik

Giv børnene ro på – det haster!

Lad os droppe de nationale test, lad os få ro på i vuggestuer, børnehaver og skoler med mere dygtigt personale og mere fleksibilitet i forhold til, hvornår man skal videre i systemet, og lad os droppe uddannelsesloftet, så det igen bliver tilladt at vælge forkert eller blive klogere, skriver børneordfører for SF, Jacob Mark. Foto: Steen Brogaard

Jacob Mark, folketingsmedlem og børneordfører for SF.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvorfor byder vi børn et liv med test og ranglister, når fantasi, leg og fordybelse giver stærkere, dygtigere og gladere børn. Hvis vi giver vores børn og unge lidt mere ro på, så tror jeg, at langt færre unge vil blive syge med stress og angst, skriver SF’s Jacob Mark

NU KAN EMIL i 2. klasse efterhånden ånde lettet op. De nationale test er overstået for i år, og han skal ikke længere føle sig som en fiasko, fordi han ikke kan dele ”Ilandssætninghøjbrynetvingær” op i tre forståelige ord. Det er påvist, at de mindste børn som Emil decideret mistrives ved testene. At der ofte er elever i de mindste klasser, der græder, når de laver dem.

Testene bygger på nogle af de 4000 læringsmål, som lærerne i dag ofte underviser efter i en folkeskole, som i forvejen er presset til det yderste. Ja, måske har du allerede mistet pusten på Emils og den danske folkeskoles vegne. Sådan tror jeg, mange børn har det i dag. De har mistet pusten. Alt for mange bliver i hvert fald ramt af angst og stress allerede i de helt små klasser. Måske er der en sammenhæng?

Det er i hvert fald min forsigtige påstand, at de mange krav, deadlines, målsætninger og tårnhøje forventninger sætter spor i et børneliv. Det er ikke omkostningsfrit at lade optimeringstankegangen indtage børnelivet. Vi har skabt et firkantet system, som kun har ét formål: At få dig til at passe ind som en møtrik i den store samfundsmaskine. Der er ikke plads til at være svag, anderledes eller at være syg og at være uarbejdsdygtig eller uegnet til at gå til skole, det er jo nærmest det samme som at være spedalsk i dagens Danmark.

At vi står med et problem af de helt store, blev jeg bekræftet i, da jeg for nylig holdt en tale i folketingssalen. Den blev i løbet af kort tid set af mere end halvanden million danskere på Facebook. En helt almindelig, kedelig ordførertale fik det til at strømme ind med kommentarer, mails og beskeder. Søde, vrede og rigtig mange, alt for mange, triste, nogle sågar desperate. Mennesker, der føler, at toget kører, og at de enten ikke nåede med eller blev kørt over.

MIN TALE HANDLEDE IKKE om Emil, men det kunne den lige så godt have gjort. Som jeg ser det, er det ikke Emil, Ida, Malte eller Annika, den er gal med. Det er ikke de små, der skal blive mere robuste for at passe ind. Vi skal derimod lave et samfund, der passer til børnene. Spørgsmålet er, om vi stadig har det i dag?

Når Emil begynder på blå stue, så oplever han en vuggestue, hvor der er pres på. Pædagogerne mangler kolleger, og pædagogiske læreplaner og dokumentationskrav hober sig op. Sidste år viste en undersøgelse fra BUPL, at 75 procent af pædagogerne på en tilfældig dag i februar/marts var alene med den samlede børnegruppe på 17 børn, og at daglig dagen i daginstitutionerne bærer mere præg af pasning end af pædagogik.

Inden Emil fylder tre år, vil der måske være pres på, for at Emil rykker op i børnehaven. Her er færre voksne og dermed penge at spare for kommunerne. På et menneskeligt plan er det hul i hovedet, fordi en lille dreng netop har brug for omsorgsfulde voksne, tryghed og tid. Ifølge FOA rykker halvdelen af kommunerne børnene i børnehave, før de fylder tre år. I 2008 var det kun hver ottende.

Det år, Emil fylder seks år, skal han begynde i skole – også selvom, han måske ikke er klar til det. I 2012 ændrede man loven, så det blev markant sværere at vente et år med at begynde i 0. klasse, selvom mange børn, særligt drenge, har godt af at udskyde skolestarten.

Når han så begynder i skole, møder han ind i et klasseværelse med flere børn og længere skoledage. Ifølge Danmarks Lærerforening er klassekvotienten, ikke mindst i de store byer, steget hvert eneste år siden 2009, og lidt over hver fjerde elev gik i 2015/2016 i ”mega klasser” – altså klasser med 25 eller flere elever. Samtidig er skoledagen blevet markant længere – også for de helt små børn som Emil.

I 2. KLASSE MØDER EMIL for første gang de nationale test. Hvis han er heldig, skal han kun testes 10 gange i løbet af sin skoletid. Er han uheldig, kan han blive testet op mod 30 gange på en af de testivrige skoler. Ligesom Emil er skolerne også underlagt et testregime.

Skolerne skal deltage i Pisa-målingerne hvert tredje år, hvilket giver skolerne et incitament til at fokusere på de færdigheder, der kan måles i en test og sammenlignes internationalt – ikke på, hvad der fungerer for børnene i klassen. Test bliver brugt til at benchmarke skolerne, så forældrene kan fravælge de skoler, der performer dårligt. Igen en markedsgørelse af det, der burde være et fælles gode.

I samme kategori af tåbelige incitamentstrukturer er denne regerings skolepræmiepulje. Her kan man søge en pulje, hvis man kan reducere antallet af elever, der får under fire i udvalgte fag. Fokus på tal, ikke på, om børnene reelt udvikler sig. Igen.

Når Emil går i 8. klasse, kan han risikere at blive vurderet ikke-uddannelsesparat, for selvom hele idéen med uddannelse jo er, at vi skal blive dygtigere og mere dannede, er der åbenbart nogle, for hvem den rejse stopper i 8. klasse. I 9. klasse bliver det stempel så bekræftet eller ændret alt efter hans årskarakter og eksamenspræstation. Hvis han kommer ind på en ungdomsuddannelse, ja, så går karakterræset først for alvor i gang, for 12-talstyranniet hersker alt for mange steder.

40 procent af de adspurgte i en undersøgelse svarede direkte, at de havde brug for at få topkarakterer for at være tilfredse med sig selv. Og gode karakterer skal der til, hvis man skal ind på en videregående uddannelse, for mange uddannelser kræver tårnhøje gennemsnit. Når så Emil læser videre, er der eksamener, der skal bestås, og ikke rigtig muligheder for at stoppe op. Man skal i dag nærmest være alvorligt syg for at få dispensation til at sætte farten lidt ned.

I ØVRIGT SKAL EMIL SØRGE FOR at vælge den rigtige uddannelse med det samme, for regeringen og Socialdemokratiets uddannelsesloft betyder, at han ikke kan vælge om igen. Så kan det godt være, at Emil alligevel ikke havde evner for atomfysik. Bare ærgerligt. Bordet fanger.

Når Emil træder ud på arbejdsmarkedet, må han krydse fingre for, at han ikke kommer ud for en arbejdsulykke eller bliver ramt af alvorlig sygdom, for så skal han bokse med jobcenter og kommune, som ikke tøver med at køre ham ud i taxa til en arbejdsplads og eventuelt udstyre ham med en seng, så han kan prøve sin arbejdsevne af en time eller to eller være i sengepraktik, selvom han har smerter og måske er alvorligt syg.

Nu har jeg slet ikke nævnt de mange andre krav, der bliver stillet til unge i dag: træning, sund kost, sociale medier, udseende. Selvfølgelig kan Emil bare være ligeglad, men det kræver, at han har tid og overskud til at finde sin egen vej i en stadig mere kaotisk verden.

OG NEJ, jeg fortalte ikke historien i folketingssalen, og nej, jeg fortæller den ikke her, for at det skal være et klageskrift for de generationer, der vokser op lige nu. De er seje. De skal nok klare sig. Men der er brug for at råbe det officielle Danmark op. Vi har noget fint og fantastisk i Danmark i vores frie børneliv, hvor vi giver plads til leg, plads til at være barn. Det er selvfølgelig et forenklet billede, for selvfølgelig har mistrivsel mange ansigter og årsager, men lad nu være med at tro, at vi kan kopiere markedets mekanismer til vores børns hverdag.

Lad os droppe de nationale test, lad os få ro på i vuggestuer, børnehaver og skoler med mere dygtigt personale og mere fleksibilitet i forhold til, hvornår man skal videre i systemet, og lad os droppe uddannelsesloftet, så det igen bliver tilladt at vælge forkert eller blive klogere.

Lad os i stedet indrette systemerne, så vi får glade, frie og kreative børn. Så er der også større mulighed for, at de lærer og bliver klogere.