Prøv avisen
Kronik

Mobiltelefoner ødelægger unges evne til fordybelse

Stop knæfaldet for digitalisering. Den er først og fremmest i gang med at producere en generation af forstyrrede unge mennesker, der har det svært med koncentrationen, og hvor dannelse mest gør sig bemærket ved at glimre med sit fravær, skriver dagens kronikør

Digitaliseringsbølgen skyller ind over os. Men den styrtsø skal have markant modspil, for børn og unge drukner i overfladisk viden og manglende historisk kendskab.

Hvad jeg igennem flere år har haft en intuitiv fornemmelse af på baggrund af mine elevers, mine sønners og først og fremmest mit eget (mis)brug af de digitale medier, har jeg nu fået oceaner af dokumentation for i adskillige bøger som for eksempel Sherry Turkles ”Alone Together – Why We Expect More from Technology and Less from Each Other” (2011), William Powers’ ”Hamlet’s BlackBerry – A Practical Philosophy for Building a Good Life in the Digital Age” (2010) og Jaron Laniers ”You Are Not a Gadget: A Manifesto” (2010).

For et par år siden konstaterede sydkoreanske forskere, at børn i Sydkorea havde problemer med hukommelsen, med manglende motivation og med koncentrationsevnen. Det kaldte de digital demens.

Den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer når frem til det samme resultat. De digitale medier outsourcer det mentale arbejde til datamaskiner, og så mister hjernen sin plasticitet. Spitzer så helst, at iPads og pc’er ikke blev brugt i klasseværelset.

Nicholas Carrs bog ”The Shallows: What the Internet Is Doing to Our Brains” har tilsvarende pointer: Nettet slår skridt for skridt skår af vores evne til at koncentrere og fordybe os. Jo mere vi bruger nettet, jo større problemer har vi med at fokusere i forhold til længere tekster.

Vi tror, at teknologien blot er et redskab, som vi behersker. I virkeligheden omformer og forandrer teknologien vores hjerner og psyke. Dyreforsøg på det område er meget overbevisende.

Hver gang vi tænder vores PC, bliver vi slynget ind i et økosystem af afbrydelsesteknologier fremkaldt af hyperlinks: Så er vi et sted, så et andet, så ud af et tredje link. Internettet ændrer ikke vores intellektuelle vaner mod vores vilje, men ændre vanerne gør nettet. Selv erfaringer og oplevelser i den virkelige verden bliver medieret af nettet.

”How do users read on the web? (…). They don’t.” (Hvordan læser brugere på nettet? Det gør de ikke.) Skiftet fra at læse til at ”power-browse” sker meget hurtigt. Skimning bliver den dominerende læsemåde. Når vi multitasker, lærer vi på et overfladisk niveau (”To be everywhere is to be nowhere” – at være alle steder er at være ingen steder). Sand oplysning og viden kommer kun via fordybelse og introspektion.

Samtidig med at jeg ved ovenstående kloge folks hjælp har fået sat ord på min egen intuitive skepsis over for informationsteknologiens indgriben i det senmoderne individs krop, hjerne og psyke, bliver min position skyllet over ende i mit lærerjob: Flere stationære computere, flere bærbare, flere iPads, flere iPhones. Ud med papir og bøger, der kan hjælpe med til at få forvirrede, forstyrrede og stressede elever ned i tempo. Ud med den sorte kridttavle, som har tjent mine kursister glimrende og effektivt igennem 30 års undervisning, til fordel for for eksempel smartboards.

Smartboards har kostet millioner at anskaffe og installere, og lærerne er aldrig blev spurgt, om de store økonomiske investeringer monstro står mål med det faglige udbytte. Og det hverken før eller efter eksperimentets iværksættelse.

Hvori det særligt ”smarte” består, mangler der stadigvæk kvalificerede, pædagogiske svar på – bortset måske fra de få lærere, der har gjort udforskningen af smartboardets tekniske muligheder til lidenskabelig hobby.

I parentes bemærket: Når jeg gamle krage drister mig til at fremsætte mine uforgribelige meninger om smartboards, er det,fordi jeg har foretaget min egen lille ”vox populi” blandt unge og yngre kolleger desangående, og begejstringen for fænomenet er sandt at sige ikke overvældende.

Til trods for al den litteratur, der foreligger om de digitale mediers skadelige virkninger, hvad sker der? Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil i stedet have indført obligatoriske digitale prøver.

Der er næsten ingen i uddannelsessektoren, der tør stå frem og sige tingene, som de er, nemlig at elevernes allestedsnærværende brug af smartphones, tablets og pc’er i klasselokalerne er ødelæggende for undervisningen. Eleverne er ikke nærværende, de er distraherede, og de opnår ikke den fordybelse i stoffet, der er en afgørende del af uddannelsen, og de har problemer med at huske stoffet bagefter.

Digitale prøver er blevet indført i uddannelsessystemet for at spare penge, men de er en katastrofe. Eksamen har været kendetegnet ved, at eleverne havde ensartede og lige vilkår uanset baggrund. Men en digitalisering af prøverne vil skabe skel mellem eleverne og give fordele til de digitalt stærke elever. De svage elever vil drukne i de store informationsmængder, der står til deres rådighed.

Og langt værre: Der er større muligheder for snyd. Netadgang under prøverne giver eleverne rige muligheder for at snyde ved at få hjælp udefra til at besvare opgaven. At kontrollere mod snyd er håbløst.

Fortalerne slår om sig med udtryk som ”digital rygrad” og ”digital dannelse”. De har tydeligvis ikke forstået dannelsesbegrebet. Heldigvis har litteraten Anders Thyrring Andersen igen og igen formået at kvalificere dannelsesbegrebet i uddannelsesdebatten, og det følgende er et koncentrat af hans mange bidrag om emnet:

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, som man skal bringe sig i overensstemmelse med. Dannelse handler altså ikke kun om kundskaber og takt og tone, men om at udfolde sig i et samspil med andre. Udfoldelsen kræver dannelse i betydningen opdragelse/formning. Vi skaber selv til dels vores identitet, men processen må nødvendigvis ske i forhold til den konkrete omverden. Så dannelsen er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne er en kombination af opdragelse, uddannelse og selverkendelse.

Dannelse er et tilvalg, men dermed også et fravalg af for eksempel unødig viden. Dannelse kan ikke skilles fra historisk viden, der giver mulighed for at forstå sin omverden. Dannelse er en evne og vilje til at lytte til andre.

Identitet kan kun dannes i samspil med instanser uden for en selv, og det gør selvdannelse til en meningsløshed. At blive dannet er at forstå sig selv som en del af en helhed. Den, der kun søger sig selv, får et ringere liv. Dannelse er evnen og viljen til at sætte sig ind i andres oplevelses- og tankeverden. Dannelsen sker i mødet mellem samtalepartnere (også dem i litteratur/litterære personer). Mennesket forstår sig selv i en historisk kontekst og skal selv forstås i en konkret, historisk sammenhæng – er man erfaringsblank, repeterer man fra et nulpunkt. Man mister evnen til at sætte sig i andres sted og til at føre samtaler, der ligger uden for én selv, og dermed til at indgå i fællesskaber.

Men dannelse må også forstås som en begrænsning af selvrealisering, og den proces kan ikke lykkes uden vilje til at overvinde modstand i daglig afprøvning. At overvinde kriser og skuffelser er en helt nødvendig del af projektet. Dannelse er ingen mirakelkur, men et værktøj til at svare igen på den igangværende nedtur i den vesterlandske selvbevidsthed – karakteriseret ved selvhad, relativisme og multikulturalisme.

At styrke dannelsen i denne betydning forudsætter et mere differentieret uddannelsessystem, hvor ikke alle skal (kunne) det samme. For dannelse handler slet ikke bare om at læse bøger, men i lige så høj grad om praktiske færdig‑ heder.

Med afsæt i dannelsesbegrebet: Stop knæfaldet for digitalisering, der intet har med dannelse at gøre, men først og fremmest er i gang med at producere en generation af forstyrrede unge mennesker, hvor dannelse mest gør sig bemærket ved at glimre med sit fravær.

Lone Nørgaard er lektor og cand.mag.