GÆT, HVEM AF DISSE TO FORFÆDRE der var mest succesfuld: den, som sad stille og koncentrerede sig længe, eller den, som var aktiv, og som lod sig aflede af usædvanlige lyde og lysindtryk? Det var den sidste, der ikke blev bidt af slangen i græsset. Det var den sidste, der vækkede de andre om natten, når de blev overfaldet af fjender eller dyr. Denne person udstyres i dag ofte med diagnosen adhd eller attention deficit hyperactivity disorder.
For adhd karakteriseres blandt andet ved, at man let lader sig aflede, har hastigt skiftende opmærksomhed, er impulsiv og hyperaktiv. Egenskaber, der kunne være funktionelle i de jæger- samler-samfund, vi som art er vokset op i, og hvor vi har tilbragt mere end 90 procent af den tid, vi som mennesker har været her på Jorden. I dag kan disse egenskaber være invaliderende og føre til udstødelse af uddannelses- og arbejdsmarkedet.
3-6 PROCENT af befolkningen har adhd i dag, og det har de, fordi de ikke er blevet selekteret fra i det evolutionære kapløb om overlevelse og forplantning, som igennem tiderne har udspillet sig mellem artens medlemmer. De er ikke udskilt på fortidens jagtmarker, fordi deres særpræg kunne udnyttes i den fælles overlevelse.
Et centralt personlighedstræk ved personer med adhd er for eksempel deres trang til novelty-seeking eller nyhedssøgning. Personer med meget af dette træk er kendetegnede ved at være impulsive, udforskende, hyperaktive, letantændelige og opfarende, hvor personer i den modsatte pol er reflekterede, forsigtige og har svært ved at omstille sig til nye situationer.
Hyperaktivitet, impulsivitet, udforskning og let vagt aggressivitet kunne bruges blandt nomader, der hele tiden bevæger sig igennem nye omgivelser i et hurtigt skiftende, ressourcefattigt og fjendtligt miljø. I krig kunne de reagere lynhurtigt på de indtryk, de modtog, og under jagt var disse beredskaber ligeledes nyttige.
Det, vi i dag diagnosticerer som barndoms-adhd, har altså på mange måder været en hensigtsmæssig og adaptiv adfærdsvariation i et jæger-samler-miljø. I dag kan folk med adhd eller for megen nyhedssøgning end ikke komme ind i hæren.
Efterhånden som vi bliver bofaste agerbrugere styret af tradition, gentagelse, rytme, orden og struktur, bliver der brug for andre personlighedstræk. De folk, der har vandret længst væk fra Afrika og senest er blevet agerbrugere (herunder os vest- og nordeuropæere), er således de populationer, hvor det nyhedssøgende træk er mest udbredt. I Kina, hvor man tidligere skiftede til agerbrug, end vi gjorde i Vesten, er trækket derimod meget lidt udbredt.
ADHD-TRÆKKENE ER altså ikke nødvendigvis dysfunktionelle i sig selv, men i en moderne vestlig verden med skemaer, orden og struktur, hvor 25-30 individer i en skoleklasse skal undervises samtidig i koncentrerede, stillesiddende lektioner af 45-50 minutters varighed, så vil dem med for meget nyhedssøgen få problemer. Fokus er godt og meget nødvendigt, men evnen til at afledes er et overlevelsesinstinkt, som har gjort, at vi er her i dag. Derfor virker det mærkeligt, at vi nu er i færd med at udskille disse skæve typer i vores samfund.
Også i andre perioder var der plads til de mere skæve eksistenser. I bronzealderens og jernalderens krigersamfund indgik der for eksempel shamaner og druider, der i ændrede bevidsthedstilstande kommunikerede med stammens guder. Der var krigere, hvor aggressivitet og impulsivitet var en større dyd end at sidde stille.
Også vikingerne havde en gruppe af ”bersærker”, der kunne angribe fjenden uden tanke for egen sikkerhed – ideelt for folk med adhd, der ofte handler, før de tænker. Nogle af disse personlighedstyper er i dag kriminelle, subsistensløse eller bandemedlemmer. Nogle er sportsstjerner. I amerikansk fodbold viser en undersøgelse, at der er relativt flere med adhd end i gennemsnitsbefolkningen. Tankevækkende.
UANSET OM DE RENT KLINISK havde diagnoserne, ville Thomas Edison, Albert Einstein og Winston Churchill i dag sandsynligvis også været blevet diagnosticeret med adhd. Det samme gør sig gældende blandt mange selvstændige og innovative mennesker i forretnings- og musiklivet.
Den engelske musiker Ozzy Osbourne har i sin selvbiografi skrevet, at han lider af adhd og ordblindhed – en kombination, der ofte følges ad. Da han blev smidt ud fra samlebåndet på støbefabrikken i Birmingham, blev han bare anset som dum. Så kom rock’n’roll med plads til skæve typer, både på den ene og den anden måde. Uanset hvad man måtte mene om Osbourne, er han i dag en af de rigeste kunstnere i Los Angeles og grundlægger af heavy metal-genren. Det var nok et held, han mødte hustruen Sharon, som personificerer den støtte, mange af disse ofte intelligente folk behøver for at nå i mål med deres kaos.
En moderne nomade som forfatteren og fotografen Jacob Holdt, der selv bekendtgør, at han har adhd, har ligeledes formået at skabe sin egen skæve karriere. Men mange formår det ikke, og de får heller ikke megen hjælp eller forståelse i undervisningssystemet til at kultivere og udnytte deres rastløse nyhedssøgen.
Problemet er, at vi i dag i de fleste sektorer klientgør de urolige og rastløse. Den moderne effektivitetskultur med konstant konkurrence og krav om selvoptimering har ikke rigtig plads til folk, der ikke er strukturerede, fokuserede og målrettede. Folk, der siger nej til at have flere bolde i luften. Folk, der ikke er gode til at multitaske. Folk, der ikke meget hurtigt retter ind og følger den ene vej igennem uddannelsessystemet, som staten mener er den eneste farbare.
DIAGNOSER ER IKKE I SIG SELV onde eller forkerte. De kan være nødvendige. Det samme kan medicinering. Nogle gange er det nødvendigt at give børn med adhd Ritalin, så de kan få sig en uddannelse eller et arbejde – især hvis det forbedrer deres selvværd og succesfornemmelse. Problemet er, hvis det er den eneste hjælp, de får. Men selvom diagnosen ikke er forkert, så er den nogle gange selv et symptom på en indskrænket og forsnævret præstationskultur. Og jo snævrere vi definerer det normale og ideale, jo flere diagnoser får vi for alt det liv, der falder uden for standardformlen.
For ganske få generationer siden var der betydeligt færre diagnoser og betydelig mere inklusion. Man var bedre til at rumme og udnytte folks forskellige særheder. Ikke mindst fordi alle måtte bidrage med at skaffe til dagen og vejen.
I dag har vi måske nok bedre råd til her og nu at være eksklusive og elitære. Men på sigt er det simpelthen for dyrt at tabe så mange liv på gulvet. Udfordringen med vore utilpassede unge mellem 20 og 29 år er i dag en lige så stor økonomisk udgift som flygtningeproblematikken. Den italesættes bare ikke.
VI HAR OPSTILLET EN NÅDESLØS effektivitets- og perfektionskultur, hvor man ikke må lave fejl, og hvor stressraten for unge aldrig har været højere. Men det er ikke ved at vurdere alt og alle ud fra deres fejl og mangler, at vi skaber risikovillige og innovative fremtidsmennesker. Vi er i værste fald i fare for at udrydde os selv som kreativ art.
Ved at marginalisere så mange unge i uddannelsessystemet risikerer vi at mis-te det lag af skæve tanker, risikovilligt gåpåmod og pludselige indfald, som i forhistorien har gjort os tilpasningsdygtige som art, og som også i fremtiden skal gøre os konkurrencedygtige. Ikke mindst over for lande, hvor sådanne skæve indfald heller ikke er tilladt af politiske årsager.