Prøv avisen
Kronik

Ateist: Giv mig den kristne synd tilbage

Jeg er ateist. Jeg kan ikke forlige mig med det mytologiske og doktrinære indhold i hverken kristendommen eller andre religioner. Men at mennesket har gjort sig frugtbare erfaringer, før den moderne sekularisering satte ind, er åbenbart, skriver Søren Søberg Poulsen. Foto: Fotolia

Mens den kristne ser synden som det, der adskiller menneskelivets mangler fra gudsrigets ideelle verden, lider nutidens sekulære menneske under den vildfarelse, at individet ubetinget er i stand til at nå, hvad det sætter sig for. Det er en tragedie, som gør især unge mennesker sårbare og ensomme, mener gymnasielærer og selverklæret ateist

Det er i henhold til min erfaring den almindelige opfattelse blandt folk, der - som jeg selv - er ateister eller sekulære humanister, at det er os en velsignelse at være sat fri af forestillingen om synd, der så markant satte sit præg på det traditionelle og religiøse samfund, som gik forud for nutidens sekulære modernitet.

Jeg har i mange år delt denne opfattelse, fordi jeg opfattede syndens autoritet som korrumperende for menneskets naturlige og retmæssige udfoldelsesmuligheder.

Det gør jeg ikke længere. Jeg misunder de kristne deres indgroede syndserkendelse, og jeg vil sågar påstå, at sekularismens største tab ikke er tabet af en guds allestedsnærværende kærlighed og nåde, men derimod tabet af syndens realitet som udgangspunktet for det profane liv.

For hvor den kristne accepterer syndens realitet som det, der adskiller menneskelivets mangler og lidelser fra gudsrigets ideelle verden, så er det kun individet selv, der for nutidens sekulære menneske står til hinder for den perfekte og fuldendte lykketilværelse.

I forsøget på at gøre mig forståelig i forhold til denne længsel efter en syndsforestilling, jeg som ateist kan abonnere på, vil jeg for en stund vende blikket mod mit daglige virke som gymnasielærer i Nordsjælland, for netop her bliver konsekvenserne af det sekulære menneskes syndsfrisættelse ganske tydelige.

Vores elever er over en bred kam ambitiøse unge mennesker, og mange af dem synes at lide under den vildfarelse, at mennesket ubetinget er i stand til at nå, hvad det sætter sig for, bare det yder den rette indstilling og den rette indsats.

Det er gængs praksis, at eleverne i evalueringssammenhæng spørger, hvad de kan gøre for at få en bedre karakter, også selvom de allerede gør mere, end hvad der må betragtes som rimeligt at forvente af et 17-årigt menneske i forhold til engagement, deltagelse og forberedelse.

Det er så godt som umuligt som lærer at formidle den præmis til en elev, at vedkommende gør det glimrende og derfor får sig et al hæder værdigt 7-tal. Som lærere ved vi, at der findes utallige elever, for hvem ingen attitude eller ihærdighed nogensinde vil kunne tilvejebringe et 12-tal, men den erkendelse er i mange tilfælde aldeles fraværende hos de unge.

Det uperfekte betragtes som en menneskelig fejl eller som uopfyldte parametre - og som noget, enten læreren eller frem for alt eleverne selv må kunne tage ansvaret for at udbedre. Denne aldeles udbredte opfattelse af, at idealerne altid er inden for individets selvhjulpne rækkevidde, må være samtidsgenerationernes største byrde og tragedie, fordi den efterlader individet enormt sårbart og ensomt.

Jeg møder igen og igen i mit arbejde unge mennesker, der selvtugter deres ungdom væk i lektiecafeer og fitness-centre, fordi de vitterlig tror, at det er udtryk for, at de selv gør for lidt eller gør noget forkert, når de ikke kan måle sig med de dygtigste, de populæreste og smukkeste, som bebor den hellige idealverden, som medierne generelt og de sociale medier især gør fortvivlende virkelighedstro og nærværende.

På samme måde lider forældregenerationen i vid udstrækning under samme vildfarelse. Jeg vil for eksempel som de fleste, jeg kender fra min egen generation, gerne være en tålmodig, engageret, rummelig og selvværdsinducerende forælder for mine børn, og når jeg alligevel igen og igen ser mig selv agere tåbeligt i forhold til dem, råbe ad dem, ignorere dem eller skynde urimeligt på dem, så fylder det mig med en gnavende selvlede.

Jeg kæmper en daglig kamp med mine egne idealforestillinger om børneopdragelse, sundhed, karriere, venskab, parforhold og forbrug, og når jeg taber kampen - og det gør jeg altid i den sidste ende - er det intuitivt min opfattelse, at det sker, fordi jeg individuelt har fejlet.

Det er min vurdering, at mange i nutiden deler denne oplevelse af egen mangelfuldhed, og jeg tror, at den er en medvirkende årsag til, at stress, angst og depression har status af folkesygdomme.

Min forbandelse er, at jeg er født syndfri i modsætning til generationerne før mig. Det er først nu - langt inde i voksenlivet - at jeg med meget tøvende skridt begynder at komme overens med det faktum, at jeg af natur eller af skæbne er uløseligt forbundet med det ufyldestgørende.

Og det er vel at mærke igennem nederlag og oplevelser af utilstrækkelighed, at den erkendelse begynder at tage form. Facebook fortæller mig nemlig stadig, at livet er udgjort af hyggestunder, karrieremæssige succesoplevelser, ubesværede relationer, harmoniske familier og eksotiske ferier; tv fortæller mig stadig, at jeg bare skal tage mig sammen, hvis jeg vil have styr på økonomien, parforholdet eller vægten; og reklamerne fortæller mig stadig, at det perfekte ligger udbredt foran mig som en buffet - just do it!

At jeg i al min begrænsede virkelighed og manglende formåen ganske enkelt ikke kan, er således en erkendelse, jeg helt selv har måttet gøre mig via de utallige situationer, hvor virkeligheden har bragt min opfattelse af mig selv og individet som idealstørrelse i knæ.

Den 8. februar 2002 publicerede Kristeligt Dagblad artiklen ”Troens grundstof” i serien”Kristendom fra A til Å”, hvori Ebbe Kløvedal Reich om kristendommens sondring imellem syndens verden og gudsriget skriver, at mennesker fødes ”med evnen til at forestille os en større og bedre virkelighed end den, vi er skabt til”.

Det faktum, at vi og vores liv som mennesker er lovmæssigt adskilte fra perfektion, formidles i kristendommen igennem syndens realitet. I islam fastlægges menneskets fejlbarlighed i dets tendens til frafald og dets behov for fastholdelse af eksistentiel ydmyghed og retledning. I buddhismen udgør den fulde erkendelse af, at livet i sin utilstrækkelige natur ikke kan slukke menneskets tørst efter fuldkommenhed, selve den sandhed, hvormed hele frelsen står og falder.

I vores sekulære samtid har vi forsømt at finde ord og begreber til at beskrive det uperfektes kendsgerning, og resultatet er, at individet overlades til sin egen ensomme erkendelse.

Jeg er ateist. Jeg kan ikke forlige mig med det mytologiske og doktrinære indhold i hverken kristendommen eller andre religioner. Men at mennesket har gjort sig frugtbare erfaringer, før den moderne sekularisering satte ind, er åbenbart.

Fortidens mennesker var ikke idioter, og deres erfaringer bør ikke kasseres, selvom de var indlejret i en religiøs tænkning, som mange moderne mennesker ikke kan følge til fulde.

Syndens virkelighed er udtryk for en vigtig erkendelse af en grundlæggende realitet ved menneskelivet, og selvom det er forståeligt, at samfundet i store træk har aflagt syndens mytologiske og doktrinære kodeks, er det en tragedie for nuværende og kommende generationer, at vi ligeledes har skrottet erkendelsen bag.

Vores sekulære kultur mangler en grundfortælling, der på linje med de religiøse myter kan stadfæste vores adskillelse fra det ideelle som universel lov. For når samtidens kultur fortæller os, at vi selv kan skabe og fastholde paradis i dette liv, så er det både irrationelt og forkert. Vi er adskilt fra det ideelle liv af kræfter, der er større end os selv.

Vi, de gudløse, skylder at vise og fortælle vores børn, at livet ikke er identisk med forestillingen om livet. Vi skylder at fortælle dem, at de og deres liv er mangelfulde og altid vil være det, holdt op imod fantasierne om dem selv og om menneskelivet.

På accepten af det ukomplette hviler således forløsningen for mennesket - uanset om man har Gud med i ligningen eller ej.

Søren Søberg Poulsen er underviser, skribent og freelancekonsulent