Prøv avisen

Glæden ved at arbejde

15-årige Sebastian, der er autist, blev gennem sit job hos McDonalds inkluderet i fællesskabet. Foto: JF FREYPHOTOPQRL'ALSACE

Sebastian er diagnosticeret med infantil autisme og er lettere retarderet. Han har derfor været adskilt fra normalområdet i hele sit liv. Men som 15-årig besluttede Sebastian sig for at bryde ud af sit bur, og det vendte op og ned på hans liv, fortæller dagens kronikør

Inklusion defineres ofte ved sin modsætning: Eksklusionen, som handler om at fratage mennesker deres ret til deltagelse i uddannelses-, institutions- og samfundslivet.

Inklusion er det modsatte, altså, at et menneske kan udnytte sin ret til at deltage. Når et menneske er inkluderet, oplever det sig som en naturlig, nødvendig og værdifuld deltager i et fællesskab (Alenkær: 2008). I den Alenkærske forståelse er det følelsen af at høre til, som er lakmusprøven på, om inklusion er lykkedes.

Sebastian har været adskilt fra normalområdet i hele sit liv. Han er diagnosticeret med infantil autisme og er lettere retarderet. Derfor er han blevet hentet og bragt til specialskole med en handicapbus og er blevet skærmet fra en verden, der, som årene gik, forekom helt umulig at blive en del af.

LÆS OGSÅ: Elever fra specialklasser blomstrer gennem musik og drama

Sebastian gled som så mange andre børn med mentale funktionsnedsættelser ubesværet ind i en parallelverden, hvor han blev beskyttet mod kaos, krav og besvær, som normalverdenen i al sin uforudsigelighed medfører.

Som 15-årig besluttede han sig for at bryde ud af sit bur. I første omgang ved at nægte at køre med handicapbus og insistere på at benytte offentlige transportmidler som alle andre mennesker.

Det gik over al forventning. Han blev et gladere menneske, som begyndte at møde en omverden, der oftest er imødekommende, overbærende og hjælpsom. Som da han en dag kom i skole med en seddel, hvor der stod: DSB beklager, at Sebastian kommer for sent i dag på grund af uregelmæssige togafgange. Hilsen togrevisor XX.

Da transporten var på plads, ville han gerne have et job og helst på McDonalds. Vi ringede derfor til HR-afdelingen og blev mødt med stor imødekommenhed.

Sebastian blev indkaldt til en samtale, hvor en meget venlig manager nænsomt interviewede ham og beroligede ham med, at hvis man ikke kan skrive sit navn, kan man da bare sætte et kryds. Det er ikke afgørende, hvis man ellers kan passe sit arbejde.

En uge efter blev Sebastian ringet op på sin mobiltelefon og var blevet ansat på prøve i en måned. Hvordan kan man beskrive det øjeblik, hvor Sebastian fortalte, at han havde fået et fritidsjob trods sin funktionsnedsættelse?

Han, der har gået i specialbørnehave, i specialskole, og som ikke kunne sige andet end græsset er grønt som fireårig, og som aldrig har haft en pligt i sit liv, fik for første gang i sit liv en funktion blandt helt almindelige mennesker.

Den dag Sebastian startede, fik han en uniform, og hans stolthed og glæde var enorm. Uniformen var et symbol på, at han hørte til han var en i flokken hos McDonalds, og da han kom hjem efter første arbejdsdag, løb han rundt og ringede på hos folk, han kender. Når de åbnede døren, sagde han ikke noget. Han stod bare og strålede i sin uniform.

Den største udfordring for Sebastian var, at han skulle vænne sig til tanken om, at han ikke har en støttepædagog med på jobbet. Det faldt ham lidt svært i begyndelsen.

Han skulle lære at vaske bakker, at rense toiletter og at feje gulv og tømme skraldespande. Og så skulle han lære selv at spotte, hvad der er nødvendigt at lave og at tage imod ordrer fra en manager. Det var hårdt arbejde, og han var udmattet, men lykkelig, når han kom hjem.

Den anden side af jobbet handler om det sociale, som er en markant del af hans funktionsnedsættelse. Ville han blive ensom ville han blive mobbet eller ignoreret?

Han er jo et meget anderledes ungt menneske. Hvordan ville de andre tage imod ham? En af de unge spurgte den første dag, om Sebastian virkelig ville arbejde hver weekend, eller om han ikke skulle være sammen med sine venner. Sebastian svarede ærligt og troskyldigt, at han ikke har nogen venner. Det tog pippet fra den unge kollega, som mundlam stirrede på Sebastian, der fortsatte med at sige: Tror du, at jeg lyver? Jeg lyver aldrig.

Mødet mellem de to var smukt at iagttage, fordi Sebastians unge kollega opdagede, at der er andre måder at være menneske på, end han havde kendt, og lige der opdagede kvaliteter i mennesker, som er anderledes.

I samme periode spottede vi en ung mand, som stod ved en slikbod. Synligt udviklingshæmmet og i selskab med en kollega, som forekom utilpas ved hans selskab og vrissede ad hans mange spørgsmål. En kvinde gik forbi og råbte: Har du fået ny kollega (ha, ha)!. Kollegaen råbte bittert: Ja, og jeg gider kraftedme ikke.

De to kvinder gik lidt væk og faldt i snak med hinanden. Manden med funktionsnedsættelsen søgte hen til dem, men blev ignoreret. Han vandrede hvileløst frem og tilbage mellem kvinderne og boden i lang tid.

Med Alenkær in mente må man sige, at han på ingen måder var inkluderet, knap nok på tålt ophold, for han var synligt uønsket af sin kollega.

Hvorfor han skulle være der uden opbakning? Måske fordi der har fulgt et løntilskud med? Måske fordi en leder principielt synes, at det er en god idé at ansætte mennesker, der af forskellige grunde er udfordrede af livet, men uden at følge op i forhold til sit personale, som altså ikke var enig i beslutningen og viste det gennem udelukkelse og mobning.

McDonalds har ikke ønsket at få løntilskud til Sebastian. Han regnes for en gevinst for virksomheden, og han havde en herlig periode under ramadanen, hvor flere af de unge med muslimsk baggrund gav ham deres madration med hjem, og derfor skiftede han status i hjemmet.

Pludselig var han blevet en jæger, som skaffede aftensmad til hele familien. Den kulinariske værdi af iskolde pomfritter kan diskuteres, men betydningen af at være en, der kan give noget til andre, kan til gengæld ikke, og det betød, at Sebastian, der aldrig nogensinde har givet en gave, som ikke var produceret og pakket ind af professionelle omkring ham, begyndte at købe fødselsdagsgaver på eget initiativ.

Første gang, han skulle til fest med kollegerne, var han meget nervøs. Der er jo ikke pædagoger med til at passe på os, som han sagde. Men det skulle vise sig ikke at være nødvendigt. I forhold til fester har vi oplevet, hvordan inklusionen for alvor er integreret i kulturen hos McDonalds. Fester foregår i de unges fritid. Alligevel gør de en kæmpe indsats for, at Sebastian skal føle sig som en del af flokken: Til sidste fest havde en været i fire butikker for at finde hvidtøl, så han kunne drikke øl som de andre; men uden at blive dårlig.

En anden havde lavet et skema, så der var lavet en plan for, hvem der gennem aftenen havde ansvar for at inddrage Sebastian i fællesskabet. Og så blev han oven i købet kørt hjem sammen med fem andre i en jeep.

Hvordan kan vi nogensinde takke de unge nok for, at de også i fritiden sørger for, at Sebastian føler sig som en del af flokken? Sebastian er blevet inkluderet i et fællesskab, og vi ved, at han er inkluderet, fordi han føler sig inkluderet.

Og han føler sig inkluderet, fordi hans managere og kolleger gør en stor indsats for det, ligesom Sebastian også selv kæmper hårdt for at udfylde sin funktion både fagligt og socialt.