Prøv avisen
Kronik

Glem ikke, at der også var antisemitisme i Danmark

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Af Tim Knudsen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Israels præsident kaldte forleden Danmark for en rollemodel. Men jødehadet fandtes også i Danmark langt ind i det 20. århundrede. Hvis vi vil sikre os mod racisme, skal vi ikke i historieløshed male lyse glansbilleder af vores fortid, mener Tim Knudsen

MINE ØJNE LØB I VAND af rørelse, da jeg læste den israelske præsident Reuvens roser til Danmark for redningen af de fleste jøder i 1943 i Kristeligt Dagblad den 10. oktober. Selvfølgelig måtte man tage med, at den venlige præsident ikke gik ind på, at der også var mindre heroiske facetter af den historie. Han omtalte for eksempel ikke, at nogle jøder fandt deres hjem plyndrede eller overtaget af andre, da de i 1945 kom hjem fra Sverige. Heller ikke at departementscheferne med opbakning af ledende politikere i 1943 i den bedste mening overvejede at internere jøderne i lejre, som ville have gjort dem til lette ofre for nazismen. Men når Israels præsident udtalte, at Danmark i århundreder har været ”rollemodel for forholdet mellem et land og dets jødiske samfund”, så påkalder det sig nuancering. Tanken falder for eksempel på de danske jødefejder i 1813 og 1818-19, hvor jødehad kom til overfladen. Ros skal være realistisk, ellers bliver den en kilde til historieforfalskning og selvgodhed.

Antisemitisme og racisme har langt ind i det 20. århundrede eksisteret – også i Danmark. Ordbog over det danske Sprog fra 1927 er ingen dårlig indikator på jødehadet. Den forklarede, at ”jødeagtig” betød at minde om en jøde og dermed karakteriseret som en, der var ”specielt meget nærig, gerrig eller som ågrer, tager ubillig fortjeneste og lignende”. I karikaturer blev jøder ofte afbildet krumrygget og hjulbenet, med stor krum næse, kødfulde læber, tunge øjenlåg, dybe panderynker, sort kruset hår, mørke øjne og mørklødet hud.

I Morgenavisen Jyllands-Posten kunne man i 1921 se Radikale Venstres C.Th. Zahle omtalt som ”den delvist jødiske ex-statsminister Zahle”. Han blev beskrevet som ”ubetydelig, indbildsk, tyrannisk og prokuratoragtig”. I datidens politiske agitation foretrak nogle at tilsværte politiske modstandere med antisemitisme frem for at argumentere (Zahle var faktisk slet ikke jødisk, derimod var en af hans tipoldemødre eskimo/inuit). Da nazisterne i Tyskland begyndte at bemale jødiske forretninger med antisemitiske slagord, udtrykte Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. marts 1933 stor forståelse for, at landet ordnede sit ”jødeproblem”. Dagen efter var Aarhuus Stiftstidende på samme linje. Danmark havde også et jødeproblem, hævdede konservative aviser.

ADOLF HITLER HAVDE i ”Mein Kampf” gjort raceideologien og antisemitismen til det centrale i nazismen. Han udbredte sig om den ”germanske races” overlegenhed og jødernes gemenhed. Danske nazister knyttede antisemitisme og antikommunisme sammen. Den senere leder af Frikorps Danmark, Christian von Schalburg, mente, at bolsjevikkernes ledere med Lenin i spidsen blot havde været ”underførere” for jødiske herskere. Von Schalburg var anerkendt af kongehuset og havde personlig kontakt med medlemmer af det. Han skrev, at jøderne gav Djævelen ”støtte i alt nedbrydende og skaberfjendtligt arbejde på jorden”. Jødehadet forsøgte han at give afløb ved at skrive antisemitiske skuespil.

Heldigvis tog det meste af det officielle Danmark afstand fra antisemitismen. Kong Christian X skrev under Besættelsen i sin dagbog, at alle burde bære jødestjerne, hvis jøderne skulle det. Forkert er det dog, at han faktisk bar den, for danske jøder kom ikke til at bære jødestjerne.

Rigtigt er det, at Danmarks forhold til jøder og sorte på mange måder har været bedre end andre landes

Tim Knudsen