Prøv avisen
Kronik

Glem ikke, at der også var antisemitisme i Danmark

Foto: Petra Theibel Jacobsen

Af Tim Knudsen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Israels præsident kaldte forleden Danmark for en rollemodel. Men jødehadet fandtes også i Danmark langt ind i det 20. århundrede. Hvis vi vil sikre os mod racisme, skal vi ikke i historieløshed male lyse glansbilleder af vores fortid, mener Tim Knudsen

MINE ØJNE LØB I VAND af rørelse, da jeg læste den israelske præsident Reuvens roser til Danmark for redningen af de fleste jøder i 1943 i Kristeligt Dagblad den 10. oktober. Selvfølgelig måtte man tage med, at den venlige præsident ikke gik ind på, at der også var mindre heroiske facetter af den historie. Han omtalte for eksempel ikke, at nogle jøder fandt deres hjem plyndrede eller overtaget af andre, da de i 1945 kom hjem fra Sverige. Heller ikke at departementscheferne med opbakning af ledende politikere i 1943 i den bedste mening overvejede at internere jøderne i lejre, som ville have gjort dem til lette ofre for nazismen. Men når Israels præsident udtalte, at Danmark i århundreder har været ”rollemodel for forholdet mellem et land og dets jødiske samfund”, så påkalder det sig nuancering. Tanken falder for eksempel på de danske jødefejder i 1813 og 1818-19, hvor jødehad kom til overfladen. Ros skal være realistisk, ellers bliver den en kilde til historieforfalskning og selvgodhed.

Antisemitisme og racisme har langt ind i det 20. århundrede eksisteret – også i Danmark. Ordbog over det danske Sprog fra 1927 er ingen dårlig indikator på jødehadet. Den forklarede, at ”jødeagtig” betød at minde om en jøde og dermed karakteriseret som en, der var ”specielt meget nærig, gerrig eller som ågrer, tager ubillig fortjeneste og lignende”. I karikaturer blev jøder ofte afbildet krumrygget og hjulbenet, med stor krum næse, kødfulde læber, tunge øjenlåg, dybe panderynker, sort kruset hår, mørke øjne og mørklødet hud.

I Morgenavisen Jyllands-Posten kunne man i 1921 se Radikale Venstres C.Th. Zahle omtalt som ”den delvist jødiske ex-statsminister Zahle”. Han blev beskrevet som ”ubetydelig, indbildsk, tyrannisk og prokuratoragtig”. I datidens politiske agitation foretrak nogle at tilsværte politiske modstandere med antisemitisme frem for at argumentere (Zahle var faktisk slet ikke jødisk, derimod var en af hans tipoldemødre eskimo/inuit). Da nazisterne i Tyskland begyndte at bemale jødiske forretninger med antisemitiske slagord, udtrykte Morgenavisen Jyllands-Posten den 30. marts 1933 stor forståelse for, at landet ordnede sit ”jødeproblem”. Dagen efter var Aarhuus Stiftstidende på samme linje. Danmark havde også et jødeproblem, hævdede konservative aviser.

ADOLF HITLER HAVDE i ”Mein Kampf” gjort raceideologien og antisemitismen til det centrale i nazismen. Han udbredte sig om den ”germanske races” overlegenhed og jødernes gemenhed. Danske nazister knyttede antisemitisme og antikommunisme sammen. Den senere leder af Frikorps Danmark, Christian von Schalburg, mente, at bolsjevikkernes ledere med Lenin i spidsen blot havde været ”underførere” for jødiske herskere. Von Schalburg var anerkendt af kongehuset og havde personlig kontakt med medlemmer af det. Han skrev, at jøderne gav Djævelen ”støtte i alt nedbrydende og skaberfjendtligt arbejde på jorden”. Jødehadet forsøgte han at give afløb ved at skrive antisemitiske skuespil.

Heldigvis tog det meste af det officielle Danmark afstand fra antisemitismen. Kong Christian X skrev under Besættelsen i sin dagbog, at alle burde bære jødestjerne, hvis jøderne skulle det. Forkert er det dog, at han faktisk bar den, for danske jøder kom ikke til at bære jødestjerne.

Fremtrædende danske politikere som statsminister Stauning (S) og Christmas-Møller (K) dæmpede i modsætning til justitsminister K.K. Steincke (S) racismen. Stauning tog imod en invitation til den 15. marts 1934 at tale om jødeforfølgelser og demokrati i Jødisk Forening. Han argumenterede for, at jøderne kunne føle sig sikrest under en demokratisk styreform. Men endnu væsentligere end de nøjagtige ord var det, at han kom.

Den 24.februar 1937 fulgte Stauning op med en erklæring rettet til Binjamin Slor fra det jødiske samfund i Danmark. Stauning indledte således: ”Det er en selvfølge, at jeg beklager den forfølgelse af jøder, som vor tid oplever, ligesom jeg overhovedet misbilliger og beklager forfølgelse, der udøves af politiske eller religiøse grunde.”

ERKLÆRINGEN BLEV OVERBRAGT med den besked, at den godt måtte offentliggøres i Danmark, når blot det skete ”i forbindelse med andre udtalelser eller artikler om samme emne”. Men Slor vurderede, at offentliggørelsen af erklæringen ville skade mere end gavne. Man frygtede at provokere tyskerne. Først efter at Danmark i 1950 havde anerkendt den israelske stat, kom denne erklæring for dagen. Det hører dog med i billedet, at man i K.K. Steinckes justitsministerium mildest talt ikke var hjælpsomme over for flygtende tyske jøder. Heller ikke alle danske jøder var det. En del tyske jøder blev sendt tilbage til Tyskland, hvad der for nogle førte til døden. Danmark var bange for at udfordre Tyskland. Om det også spillede ind på Steinckes forhold til de tyske jøder, at han var tilhænger af ”racehygiejne”, kan ikke siges. Men at han brugte ordet ”niggere” om de sorte, måtte også dengang virke racistisk.

Antisemitismen blev i det hele taget kun overgået af synet på sorte. I en dansk film fra 1933 blev en af det 20. århundredes største kunstnere præsenteret med disse ord:

Det er tropenat i junglen,

og den sorte brøleabe,

med de store hvide tænder

og de stærke gribehænder, kravler rundt i skovens kroner

brølende de stygge toner,

styrter med et hyl fra grenen,

Louis Armstrong er på scenen.

Dagbladet B.T. sammenlignede den amerikanske jazzmusiker Louis Armstrong med en orangutang. Radioledelsen fik protester over, at man havde transmitteret fra en af Armstrongs koncerter.

Da den farvede Josephine Baker i begyndelsen af november 1933 skulle optræde i Odense, gik fynske højskolefolk til angreb: ”(...) lad os ikke lade gøre Fyn til en forstad til ’negerlandsbyen’ København,” lød det.

I en ugebladsartikel fra 1926 hed det generaliserende om ”negeren”: ”I hans lille hjerne med den tykke skal bor der en rytmisk djævel, som gør ham til uindskrænket herre over den moderne tids jag og nervøsitet. Han føler ikke selv nervøsiteten, for nerver har han ikke (...).” Et par avisartikler fra Ekstra Bladet var på linje hermed:

”USA har sit hyre med de forbistrede negertampe, som undertiden optræder med en frækhed og grusomhed, som råber til himlen.”

En anden artikel bar overskriften ”Da negeren blev levende brændt”. Den viste med to fotos en lynchning i USA. Artiklens forfatter støttede ikke selvjustits og lynchninger, men udviste dog forståelse for, at negrenes ”lave stade (...) nødvendiggør en energisk fremgangsmåde”. Og man måtte medgive bødlerne på billederne, at de ikke udgjorde en ”ophidset pøbel”, de var ”civiliserede mennesker, der handler med roligt overlæg”.

Nogle år senere blev jøder og ”zigeunere” i millionvis myrdet i kz-lejre ”med roligt overlæg” og med ”energisk fremgangsmåde”. ”Niggerne” havde det held, at de var få i Europa.

RIGTIGT ER DET, at Danmarks forhold til jøder og sorte på mange måder har været bedre end andre landes. Hos os blev jøderne ikke lukket inde i ghettoer, og de fik gradvist rettigheder på linje med andre. Anden Verdenskrig var måske historiens hidtil frygteligste menneskefrembragte katastrofe.

Redningen af jøder i 1943 blev trods mørke stænk et lys i barbariets mørke. Og verdenskrigen vaccinerede også dele af Europa mod både racisme og antidemokratiske holdninger. Hvis vaccinens virkning skal holde, skal vi ikke i historieløshed male lyse glansbilleder af vores fortid, vi må have alle farver med. Nye generationer skal nøgternt og realistisk have at vide, at også vor fortid indeholder træk, som aldrig kan gøre os rørte.

Rigtigt er det, at Danmarks forhold til jøder og sorte på mange måder har været bedre end andre landes

Tim Knudsen