Glemmer du, så husker jeg

Ingen har kunnet undslippe Kai Normanns musik. Man lyttede, sang, dansede til den fra Adlon til forsamlingshuse; man spillede den på den »opretstående«, ja skrev egne sangtekster til den ved festlige lejligheder. Synkoperet brugsmusik, der smeltede sammen med ord til en højere enhed, og det hvad enten det drejede sig om lette, lyse slagere, vrøvleviser eller »osvaldske« talesange. Bag det hele stod en sand »melody-maker«, hvis sind boblede med musikalske indfald. Dansk arbejde og et sandt kildevæld at læske sig ved. Kai Normann - for sådan stod der længe på nodebladene - efterlod sig et utroligt livsværk kvantitativt og kvalitativt. Hans sange og viser blev allemands eje. Muserne vil opvartes, og tonerne strømmede fra ham til det sidste. Anmelderne var næsten aldrig karrige med deres ros. Da han fyldte 50, udråbtes han til revyens og filmmusikkens mester. Hvor ofte gav han ikke danskernes humør en gang lak med melodier, der emmede af yndefuld musikalitet. Da han døde i juni 1967, trøstede nekrologerne med, at hans musik ville overleve morgendagen. Han var slagerkomponisten par excellence og dansk til fingerspidserne. Komponisten Knudåge Riisager fandt, at dansk musikliv ved hans død havde mistet en personlighed, hvis virke kendetegnedes af lys og charme. Hans væsen smittede. Han var et elskeligt menneske, trofast mod dem, han holdt af, og en kunstner, der havde den særlige evne til at leve et - i ordets indre forstand - rigt liv. Han var en beskeden og umiddelbar person, der foretrak anonymitet frem for alskens virak. Han talte ikke meget. Skal man tro Berlingeren engang i 1941, foretrak han at bruge sin energi til noget andet; hertil kom, at en cigaret altid var at finde mellem over- og underlæben. Opslagsværkerne repeterer de kendte data, men fortæller egentlig kun lidt om hans liv fra barnsben af. Han blev født den 11. april 1900 som søn af akademibetjent Andersen på Charlottenborg. Efter endt skolegang blev han ansat i Handelsbankens checkrevisionsafdeling, men noderne trak altid mere end de tørre tal. Han skal være begyndt at spille som otte-årig og tog sideløbende med sit liv i banken timer i musikteori og klaverspil. Fritiden blev i øvrigt brugt til at komponere og akkompagnere. I 1919 sagde han sin stilling op. Da havde han allerede fået udgivet sin første komposition. I nogle år optrådte han som pianist og kapelmester på provinsteaterturneer; et slidsomt arbejde. Da man opførte »Nøddebo Præstegård« i Køge, solgte han billetter under de tre første akter. I 1920 giftede han sig med filmforfatteren Lauritz Skands datter Lilly og kunne glæde sig over, at flere af hans melodier blev antaget på forskellige teatre, især Nørrebros. Han måtte ganske vist som andre komponister finde sig i, at alle melodierne blev puttet i en stor gryde, omrørt og serveret under et andet navn. Det var i det hele taget dengang svært at være komponist. Overskrifterne var så godt som udelukkende helliget skuespillerne, direktørerne og tekstforfatterne. Men man lagde mærke til den »smækre, velklædte« yngling. Snart komponerede han flere melodier til de farverige Scala-revyer og fik sit gennembrud med »Du gamle måne«. Ludvig Brandstrup forstod, at Normann var en fremtidens mand og gjorde ham fra 1926 til huskomponist på sine fornyende Co-Optimistrevyer. Samtidig kunne man høre hans melodier på andre teatre, deriblandt Bonbonnieren og Tivolis »Gøglervognen«. Ikke mindst samarbejdet med Brandstrup og Mogens Dam bar rige frugter. Forud for flere af Co-Optimistrevyerne drog de sammen med andre to-tre uger til Hotel Frederiksværk til »Thies på torvet«; et sted, der i flere årtier blev revyfolks Skagen. Her hyggede man sig, spillede billard og drak god bourgogne, inden man skred til arbejdet. Dam og Normann var helt på bølgelængde. Normann kunne varme en hel stue op, blot han anslog et par akkorder. »Og der var aldrig vrøvl med ham. Sagde man til ham, at man ikke syntes om det, han havde lavet - nå ja, så trak han på skulderen og kom tilbage fem minutter efter med det helt rigtige. Få har som han kunnet ryste musikken ud af ærmet« (Mogens Dam). Revyens verden vedblev livet igennem at tiltrække »Kai«. I 1930'erne skabte han den ene »stedsegrønne« melodi efter den anden til Apolloteatret, og i 1940'erne kom turen til ABC-, Dagmar-, Fiffer-, Helsingør- og Cirkusrevyerne. Melodien er visens puls og hjerteblod, men han kunne lykkeligvis tjene og betjene sig af en kongerække af fremragende tekstforfattere: Brandstrup, Dam, brødrene Arvid og Børge Müller, Flemming Lynge, Poul Sarauw, Poul Henningsen, Mogens Lorentzen, Sigfred Pedersen, Kaj Munk, Halfdan Rasmussen, m.fl. Med Poul Henningsen skabte han sange og viser, der i dag er lige så dugfriske, som da de gik over scenen for første gang. Slutresultatet blev altid, at skuespillerne fik deres viser, og hvilke fortolkere: Liva Weel, Marguerite Viby, Lulu Ziegler og ikke mindst Ellen Gottschalch, med hvem han siden 1932 levede i et langt og lykkeligt parforhold. På mandesiden overstrålede Osvald Helmuth og Ib Schønberg alle andre. Alt kunne ske, når kemien var i orden. Ud over revyerne, der også omfattede Studenternes, blev der tid til at komponere til vaudeviller, kabareter, operetter og skuespil. Nogle af disse er i dag mere kendte end andre: »Den grønne vogn«; »Landmandsliv«; »Landsbyprinsessen«; »Der var engang på Frederiksberg«; »Alle mand på dæk«; »Guldfisken«; »Musen på bordet«; »Hvemsomhelst«; »Puslespil«; »The Importance of Being Earnest«; »Københavnerliv«; »Dyveke«; »Guderne te'r sig«; »Gøngehøvdingen«; »Grevinden af Nørrebro« og ikke mindst fra de senere år »Mød mig på Cassiopeia« og »En lørdag på Ama'r«. Mesterstykket over alle er »Mød mig på Cassiopeia«, hvis hovedpersoner - komponisten John Berger og hans primadonnahustru Irene - i virkelighedens verden vel var »Kai« og »Ellen«. Undervejs fik han også tid til at være teaterdirektør, dog uden større held. Han kunne til gengæld glæde sig over, at hans melodier også slog igennem i Norge og ikke mindst Sverige og via forlagskontorer i London, Paris og Berlin også i andre europæiske lande. Glemmes må det heller ikke, at han også skrev musik til mere seriøse sange og viser, ja til Kjeld Abells sørgespil »Silkeborg«, hvorfra den gribende march blev brugt ved først Chr. X's og senere Hans Hedtofts begravelse. Hvor meget teaterscenerne end bidrog til hans popularitet, så var det dog i det lange løb navnlig det hvide lærred, der skulle bringe hans navn på alles læber. Tonefilmen fik i ham den ideelle partner. Man kan gudskelov i dag ved hjælp af en video stadig forny bekendtskabet med en lang, lang række af dansk films bedste folkekomedier fra 1931 og fremefter, med skiftende tiders bedste skuespillere og sangere. Det blev til i alt 59 film. Enkelte af disse beskæftigede sig med ret så prosaiske emner: Tuborg, Lillebæltsbroen, Otto Mønsted og Det forvandlede landbrug. Spillefilmene fyldte biograferne til bristepunktet. Kai Normann Andersen blev nærmest huskomponist hos filmselskaberne. I 1931 satte han for første gang med »Hotel Paradis« musik til celluloidstrimlen. I de følgende fem år blev det til ikke mindre end 11: »Odds 777«, »Kirke og orgel«, »Skal vi vædde en million« (1932), »Nyhavn 17«, »Fem raske piger«, »De blå drenge«, »Så til søs« (1933), »Skaf en sensation«, »7-9-13« (1934), »Min kone er husar« (1935) og »Millionærdrengen« (1936). Og det fortsatte 30'erne ud med »Mille, Marie og mig«, »Bolettes brudefærd«, »Under byens tage«, »Komtessen på Stenholt«, »En pige med pep« og »Sørensen og Rasmussen«. Siden sang alle med på melodistrofer fra »Tummelumsen«, »Wienerbarnet«, »Alle går rundt og forelsker sig«, »Når bønder elsker«, »Forellen«, »Alle mand på dæk«, »Når man kun er ung«, »Alt for karrieren«, »Biskoppen«, »Man elsker kun én gang«, for blot at nævne de vigtigste. Førsteprisen tilhører dog »Mød mig på Cassiopeia«, der for nylig vakte berettiget opsigt på en filmfestival i London. Også »Landmandsliv« bidrog som film i 60'erne til at befæste komponistens ry. Tusindvis af sange, viser, filmmelodier og underlægningsmusik blev det til gennem årene. Efterhånden tyndede produktionen ud af mange grunde. Tiderne ændrede sig, og andre melodiskabere trængte sig på, ikke mindst Stentoft og Gyldmark. Kai Normann Andersen er blevet udråbt til sin tids Lumbye og sammenlignet med Irving Berlin, og med fuld ret. Havde han boet i Frankrig eller England, ville han have fået en international karriere. Men han var og forblev pæredansk, hvor meget han end inspireredes af navnlig fransk musik. Med årene blev hans kompositioner mere og mere elegante og bar trods deres sangbare karakter altid hans særprægede og personlige signatur. Som kollega var han agtet og sad i mange år i Kodas Råd. Han hyldedes af alle, da han modtog Lange-Müller-stipendiet og Den kulturelle fonds hæderspris. Med årene skrantede helbredet, og han havde været syg i længere tid, da han døde i juni 1967. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke. Da hans Ellen i 1981 fulgte ham i graven, spillede organisten forinden flere af »Kai«s melodier i kirken. Der er al mulig grund til i dag eller en anden god dag at lægge vejen om ad Frederiksberg Kirkegård, enten for at anbringe en lille blomsterhilsen på hans og Ellens grave eller blot for at dvæle et øjeblik og sige tak for de mange »gratis glæder«, han skænkede os i »sit korte liv«. Nekrologerne fik ret. Hans melodier er stadig spillevende, som »Toner fra himlen«. En skam, at Danmarks Radio og konkurrenten ifølge programoversigten ikke benytter den 11. april til at fejre 100-års dagen for en komponist, medieverdenen har nydt godt af gennem et svundent århundrede. I Bering - i udkanten af Århus - fejrer vi ham i aften behørigt med en gallaforestilling af »Landmandsliv«. Så skal der danses. n kirkehistoriker