Gode og dårlige vaner

Jubilæumsønske for Danmarks Radio: Fjernsyns-folk, aflæg vanen med selv at stjæle billedet. Gør som gode radio-folk, giv os muligheder for selvsyn!

Som alle andre i min generation, er jeg vokset op i takt med udviklingen af de elektroniske massemedier. Der har op igennem årene på godt og ondt været en nøje parallel mellem min egen opvækst, radiofoniens og siden hen fjernsynets teknologiske tilvækst. Da jeg tilmed gennemlevede min tidligste barndom før og under Anden Verdenskrig, var denne parallel i begyndelsen særlig tydelig. Hvor børn almindeligvis oplever de uforståelige ord i voksensproget som »støj på linjen«, dér blev mine første forsøg på at orientere mig i de voksnes radiofoniske sprogverden helt bogstaveligt hæmmet af krigsårenes støjsendere. Det virkede følgerigtigt, at jo mere betydningsfuld en meddelelse var, desto vanskeligere var modtagerforholdene. Sådan kan et barns tidligste kommunikationsproblemer med mor og far også tit beskrives. Under alle omstændigheder: Lige fra jeg kunne sanse og samle de første indtryk af den helt store omverden, har radiobølgerne været de foretrukne og lettest tilgængelige vidensformidlere. Det var via dem en fattig efterkrigstids skolebørn, rundt om i selv de tyndest befolkede danske provinser, kunne danne sig deres egne verdensbilleder. Selvsyn var det, ikke fjernsyn. Det har været bestemmende for hele mit liv, at man takket være radioen på alle tidspunkter og geografiske positioner aldrig har følt sig isoleret, uden muligheder for at kunne gøre sig egne forestillinger om alverdens forhold. Da jeg altid har været udpræget auditiv, og derfor i al væsentlighed har bygget min viden på et erfaringsgrundlag af høreindtryk, tænker jeg tilbage på et nu langt livs radioaflytning med stor taknemmelighed. Hvordan i alverden havde jeg klaret mig uden? Men man modnedes op igennem 50'erne. Og pludselig blev alle ordene i Pressens Radioavis forståelige. Man begyndte også at stille ind på andre stationer end den danske. Der var noget, der hed Radio Luxemburg med den nyeste udenlandske popmusik. Og så var der AFN, The American Forces Network og de uforglemmelige »Jazz Hours«! Her blev grunden lagt for et personligt ungdomsoprør, der ville noget. I grelleste modstid med, hvad mine forældre frygtede, så fik jeg via AFN opbygget en livsvarig ballast, hvad menneskesyn, kvalitetssans og moralsk rygrad angik. Det lyder patetisk, men sådan var det. Tænk, om tv havde fået lige så stor en aktiverende betydning for seriøse billedkunstnere, som radioen fik og har for udøvere af den allerbedste musik - trods al pop-halløjet! Jeg måtte nødvendigvis selv forsøge mig og var 1958-59 trompetist og sanger i husorkesteret »High Mountain Jazzband« (vi kom jo fra Højbjerg!) i jazzklubben KOROVI, der havde til huse i den århusianske forstad Viby. Selv om det helt sikkert ikke lige akkurat var i dén forbindelse, at jeg fik afprøvet min (selv)kritiske kvalitetssans, så var det i de år, den så småt begyndte at udvikles. Faktisk debuterede jeg i ungdommeligt overmod som mediekritiker i tidsskriftet for jazz og klassisk, Musikrevue (årg.1958, nr.7). Under overskriften »Mindre suppe - mere jazz i radioen« kritiseres heri de for den tid helt nye velfærdsforsøg på landets arbejdspladser. Det er en 20-årig sølvsmedelærling på Kgl. hofjuvelér Frantz Hingelbergs sølvsmedie i Århus, der skriver: »Ledelsen af det firma, hvori jeg er ansat, har været så venlig at stille en radio til rådighed for det værksted, jeg er på. O vé, o vé, o rædsel! Mit arbejdstempo er om muligt blevet nedsat. Det ville være udmærket med musik til arbejdet, men det skal være musik (...) Er den danske radios musikprogrammer ved at gå deres undergang i møde for at ende som »Radio Luxemburg« (et pestbefængt sted på radioskalaen)?« Og mit indlæg fortsætter: »Man kunne i sin måske blåøjede naivitet forestille sig en middagskoncert med Modern Jazz Quartet, Miles Davis, Erroll Garner - eller nogle af vore egne udmærkede jazzmusikere - ville det ødelægge folks appetit? Jeg for mit vedkommende er ved at brække mig over de forskellige byorkestre, der leverer de samme numre dag efter dag, som de har gjort det lige så længe, jeg kan huske. Man bliver i den grad besudlet, så man formelig jubler, når Svend Nicolaisen serverer et nummer med lidt svaj i.« Selv om det i dag er med betydeligt blidere følelser, at jeg tænker tilbage på radioens daglige middagskoncerter, så kan jeg da kun sympatisere med indholdet af min 42 år gamle afsluttende appel: »Hvad med at starte en kampagne for mere jazz i radioen, hvad med at udarbejde en liste over hele landets jazz-lyttere, vælge en bestyrelse, som kunne varetage vore interesser?« Det var en ungdommelig tillid til den velafprøvede danske foreningskultur. Det var en lys tro på, at det er muligt at løse problemer, hvis man f.eks. blot slutter sig sammen i en lytterforening. Jeg vil meget nødigt en dag kunne gribe mig selv i at få et blasert forhold til begge dele. Men for nu at tydeliggøre, hvorfor og hvordan radioen i slutningen af 50'erne - og altså længe inden tv blev en nævneværdig bestanddel af min hverdag - fik så stor en betydning som kulturformidler, vil jeg gerne gøre noget særligt ud af følgende konkrete eksempel. Via ovennævnte radiofolks seriøst tilrettelagte og smittende engagerede jazz-udsendelser blev man, som noget helt selvfølgeligt, også præsenteret for litteratur om emnet. At jeg i 1957 fik fat i Kurt Kreutzfelds oversættelse af erindringsbogen af jazz-sangerinden Billie Holiday (1915- 1959), »Billie sings the blues« (N.Y. 1956), fik en følgevirkning, der uden overdrivelse blev af skelsættende og livsvarig betydning. Den bog vaccinerede mig i al eftertid effektivt imod enhver form for trang til at eksperimentere med narkotika og andre rusmidler. Billie Holidays ellers næsten ubeskriveligt dyrekøbte erfaringer tog jeg til mig som den højeste livsvisdom. Den indgød mig en dyb og vedvarende foragt for alle former for fremmedhad. Den åbnede samtidigt mine øjne for, hvor sarte og udsatte kunstnere er, når de kompromisløst trodser tidens snæversyn og fordomme. Jeg føler mig forpligtet af denne tapre kvindes skæbnefortælling - for livstid! De sorte amerikaneres gospel- og blues-musik gjorde endvidere tilværelsens religiøse dimension begribelig for en skeptisk eksistentialistisk søgende efterkrigstids teenager. Og så formulerede Billie Holiday en iagttagelse af stofmisbrugets, den onde vanes, påvirkning af realitetssansen, som har særlig relevans her: »Jeg vidste at jeg for alvor havde nedkæmpet den onde vane en morgen da jeg pludselig ikke mere kunne holde tv ud. Dengang jeg havde kroppen fuld af gift og helst ville have det sådan, kunne jeg sidde og glo på tv i timevis uden at blive træt af det. Ingen kan sige hvad fremtiden rummer af forhindringer og omveje. En ny retssag? Utvivlsomt. En tur i fængsel? Måske. Men når man har besejret den onde vane igen og er blevet led ved tv, er der ikke noget fængsel i hele verden, der kan tage modet fra en.« Mon ikke vi alle i større eller mindre grad kan genkende noget i denne iagttagelse? Tv kan i belastende situationer virke narkotiserende og dermed virkelighedsforflygtigende. Skærmkulturen er til tider uhyggeligt forførende. Det gælder for tv-narkomanien som med det rigtige stofmisbrug: Det er altid de svageste, der må betale prisen. Her tænkes især på børnene og »de onde vaner«, de forfærdende let kan forledes til at udvikle. Som Billie Holiday skrev om tv, ville hun aldrig have skrevet om radioen. Det siger noget afgørende om radioens væsen og fjernsynets u-væsen. Jeg kunne sagtens have levet lykkeligt uden de sidste, hvorimod jeg betragter radioens udvikling som det af det 20. århundredes mange gode tiltag, jeg sætter mest pris på. Når firmanavnet Danmarks Radio stadigvæk bruges såvel om radiofoni som om fjernsyn, så må det vel skyldes, at tv-folk kan se en fordel i at bade sig i lyset af den 75-årige radio-institutionens gode omdømme. Det kan ellers af og til virke noget forvirrende, når man må forstå, at der meget tit udelukkende tænkes på landets største tv-kanal, når der tales om Danmarks Radio. Det sker, at man i tv-anmeldelser kan møde betegnelsen »filmet radio«, ment som noget negativt. Kendte man imidlertid blot lidt til radioens fantasiudviklende, billeddannende virkemidler, så måtte det kun kunne forstås som en kompliment! Mit jubilæumsønske skal derfor være: Fjernsyns-folk, aflæg vanen med selv at stjæle billedet. Gør som gode radio-folk, giv os muligheder for selvsyn! n forfatter og foredragsholder