DEN 15. MARTS ER EN DATO, der står knivskarpt i de fleste syreres bevidsthed. Den markerer et vigtigt før og efter i deres liv: Før krigen brød ud. Efter den kom og forandrede den verden, de kendte som deres. I dag er det syv år siden, alting blev anderledes.
En af dem, som oplever det, er 39-årige Jamal. For syv år siden boede han i sit eget hus i storbyen Raqqa sammen med sin kone og fire børn. Han passede sit job, konen passede hjemmet, og ungerne skolen. Så kom krigen. Islamisk Stat gjorde byen til sin hovedstad, bomberne regnede ned, ligene flød i gaderne. Da familien fik muligheden for at komme væk, forlod de alt og blev flygtninge, ligesom millionvis af landsmænd. Næsten 5,5 millioner syriske børn er drevet væk fra deres hjem – inden for eller uden for Syriens grænser.
For nylig mødte jeg Jamals familie i en flygtningelejr i Bekaa-dalen i Libanon. Familien har reddet livet, men spørgsmålet er, om den også har reddet sin fremtid. Det er Jamal usikker på. Som han selv konstaterede: ”Et menneske uden sit land er ikke et menneske.”
Familien befinder sig ligesom 97 procent af dem, der har forladt Syrien, i det, vi i den danske flygtningedebat kalder ”nærområderne”. Lande som Libanon, Jordan og Tyrkiet er hyppige destina tioner.
ALENE I LIBANON er én million af landets i alt fem millioner indbyggere i dag syriske flygtninge, og selvom libaneserne i 2015 besluttede sig for at lukke grænsen, fortsætter syrerne med at komme. Nu bare ad illegale ruter over bjergene.
Mulighederne for at skabe sig et godt liv er ikke store. Det er en kæmpe udfordring at finde et job, der kan holde sulten fra døren og give husly.
I Libanon må syrere kun arbejde i landbruget, i byggebranchen eller med ”miljøbeskyttelse”, hvilket i realiteten vil sige skraldemænd. Det skaber voldsom konkurrence i bunden af arbejdsmarkedet – hvor udsatte libanesere, eksisterende flygtningegrupper som palæstinensere og de nytilkomne syrere slås om jobbene. Arbejdsgiverne kan stort set fastsætte løn og arbejdsvilkår, som de vil.
Mange flygtningefamilier er desperate. Nye FN-tal viser, at tre fjerdedele af de syrere, der lever i Jordan og Libanons byområder, er ude af stand til at opfylde basale behov på områder som mad, sundhed, uddannelse og tag over hovedet. Mange af dem lever under fattigdomsgrænsen.
Stadig flere familier gifter deres døtre væk, mens de endnu er børn, dels fordi fattigdommen tvinger dem til det, dels af hensyn til deres sikkerhed. En undersøgelse fra sidste år viste, at 24 procent af pigerne mellem 15 og 17 år i lejrene i Bekaa-dalen allerede var gift. Inden krigen var barnebrude et langt sjældnere syn blandt syrere.
STORE DELE AF FLYGTNINGENE klarer sig primært gennem humanitær bistand. I Libanon får en familie som Jamals 170 dollars, svarende til lidt over 1000 kroner, om måneden. De går til brændsel, mad og vand. Vandforsyningen til flygtningene er udfordret. I Libanon er over 60 procent af vandet urent, og lejrene, hvor flygtningene bor, er midlertidige, så der er ikke indlagt vand.
Derfor har vi i Unicef i samarbejde med partnere hver uge kørt lastbiler med vandtanke ud til lejre over hele landet.
Men den 1. april slipper finansieringen op, så for at kunne strække hjælpen over længere tid har vi måttet sætte leverancerne ned til hver 14. dag. Frygten er, at flygtninge smittes gennem urent vand – sygdomme spreder sig hurtigt blandt mennesker, der i forvejen er svage. Inden krigen var vand ikke et emne, Jamal og familien skænkede mange tanker. I dag er det en dyr luksus. Ingen af dem har været i bad i evigheder.
Naturligvis var der også fattigdom blandt syrere inden krigen. Men det er værd at huske på, at Syrien dengang faktisk var et mellemindkomstland. Adgang til rent vand og god mad var uproblematisk for langt, langt de fleste.
MAN KUNNE UMIDDELBART TRO, at de færreste ville have overskud til at tænke på børnenes skolegang, når kampen for helt basale fornødenheder optager så mange kræfter. Men hovedparten af de flygtninge, jeg mødte i lejrene, var meget optaget af netop det emne. Igen skal en del af årsagen findes i de vaner og normer, som flygtningene har med sig fra tiden, inden krigen brød ud. Dengang havde Syrien et relativt stærkt uddannelsessystem. Faktisk blev det i 2002 obligatorisk og gratis at gå i skole. For mange syrere ligger det altså lige for, at skolegang er afgørende for et godt liv.
Men også her har krigen vendt op og ned på alting. Jamals børn har mistet flere års skolegang. I det mindste har de nu fundet vejen ind i en slags indskolingsklasse, hvor de prøver indhente det tabte.
40 PROCENT AF DE SYRISKE flygtningebørn er ikke så heldige. De står helt uden skolegang. For nogle er det fattigdommen, der spænder ben. Alene at betale transporten fra lejrene til skolerne kan synes som en uoverstigelig udfordring. Derfor sørger Unicef for skole
busser, som kan løse den opgave.
For nogle forældre er skolegang dog ikke det første valg. Som en mor, jeg mødte i Bekaa-dalen tørt konstaterede: ”Min mand er syg, så børnene og jeg skal tjene penge.”
Som et forsøg giver vi familierne en lille indtægt, som er knyttet til, at børnene møder op i skolen. Hvis de udebliver, får familien besøg af en socialarbejder, som taler med dem om, hvordan de kan hjælpes yderligere. Udebliver børnene fortsat, stopper støtten. Alt tyder på, at det er en effektiv måde at sikre skolegangen for børnene i de mest udsatte familier.
I Jordan, hvor mange af flygtningebørnene har haft svært ved at få plads på de lokale skoler, har det internationale samfund måttet træde til med skoletilbud.
For eksempel har Unicef med støtte fra blandt andre danske partnere som Novo Nordisk Fonden opbygget såkaldte Makani-centre, der kan lære børnene at skrive, læse og regne. Dermed har flere end 50.000 børn fået mulighed for at lægge grundstenen til et bedre liv.
Samtidig hjælper centrene til at øge lokalbefolkningens rummelighed over for flygtningene, for jordanske børn, der har behov for det, har også adgang.
MENS JAMAL OG DE ANDRE syriske flygtninge i nærområderne kæmper for at skabe sig et liv, der bare minder en smule om det, de havde før krigen, har Europa travlt med at diskutere, hvordan man undgår at skulle tage imod flere flygtninge.
Hovedparten af initiativerne og løsningsforslagene stopper ved vores egne grænser. Mantraet er, at flygtningene helst skal blive, hvor de er – i nærområderne.
”Her er ingen fremtid. Men vi er sikre, vi får mad. Og hvis bare mine børn kan uddanne sig og en dag i det mindste få et arbejde,” siger Jamal.
Hvis forholdene ikke bliver værre, er hans bedste bud for familien at blive i Libanon. Men der skal ikke meget til, for at holdninger ændres. For mange ender Libanon som et transitland.
Det kræver fortsat, usvækket vilje til at støtte indsatsen massivt, hvis syrerne skal blive i nærområderne. De er allerede flygtet fra håbløsheden én gang. Mange af dem vil være klar til at gøre det igen, hvis ikke vi hjælper dem med at få noget at have deres drømme i. Så uanset om det sker af egeninteresse eller ud fra humanistiske motiver, skal vi gøre nærområder til leveområder.