Hvor går grænsen mellem det sunde og det usunde menneskelige fællesskab? Hvilke tendenser signalerer, at et engagement bevæger sig i en usund retning? Hvordan sikrer man, at det usunde bliver opdaget, adresseret og stoppet i tide? I en tid med overgreb mod børn, skandaler, der både ryster finansverdenen (Stein Bagger) og den akademiske verden (Milena Penkowa), og stadig større overvågning fra regeringens side, jævnfør konflikterne mellem Kommunernes Landsforening og lærere og læger, er disse spørgsmål højaktuelle.
Det usunde fællesskab har tre kendetegn. Det første er, at al autoritet samles i én leder. Det illustreres med tragiske eksempler fra religionens, politikkens og økonomiens verden. Hvorfor sker det? Hvordan kan det ske? Mange mener, at det skyldes lederens karisma eller oppustede ego. Det er kun delvis sandt. Selv nok så megen karisma eller overdreven selvagtelse forklarer ikke, hvorfor folk vælger at hengive sig til en leder.
Den egentlige grund til, at de gør det, er deres åndelige dovenskab. Den åndelige dovenskab bevirker, at man glemmer sin værdighed. Denne glemsel er forudsætningen for, at man hengiver sig til en leder, der derved tildeles al autoritet. På denne måde har åndelig dovenskab både et passivt og aktivt aspekt. Det passive aspekt bevirker, at man ikke insisterer på ligeværdighed. Man råber ikke op, når man skulle. Orker ikke at sige fra, når man burde. Det aktive aspekt viser sig i helhjertet hengivenhed, hvor lederen opfattes som et helligt, overnaturligt væsen, højt hævet over enhver kritik.
Åndelig dovenskab er ikke det meste populære emne i avisernes spalter eller på landets arbejdspladser. Begrebet er vel næsten gået i glemmebogen. Sådan har det ikke altid været. Ifølge den katolske tradition er den åndelige dovenskab en af de syv dødssynder. For de egyptiske ørkenfædre, der levede i det 3.-4. århundrede, var det udfordringen par excellence for den, der efterstræbte åndelig indsigt. Akedia kaldte de det. Det kommer af det græske a, ikke, og verbet kedeyo, at vise omsorg. Akedia er ikke-omsorg eller ligegyldighed over for det vigtigste i tilværelsen.
Thomas Aquinas betragter akedia eller den latiniserede form accidie som kærlighedens og glædens modsætning; det, der gør, at man ikke orker at elske og mister evnen til at glædes over den kærlighed, man er blevet skænket. Også Søren Kierkegaard tager temaet op. Det gør han i bogen Sygdommen til Døden. Her sidestiller han akedia med fortvivlelsen over, at man ikke accepterer sig selv, som man er, og følgelig indlader sig på et eskapistisk selvskabelsesprojekt.
Det er lige præcis, hvad der sker i et usundt fællesskab. Man er behersket af en falsk passivitet og aktivitet. Ligesom Peter faldt i søvn i Getsemane Have og bagefter drog sit sværd for at kæmpe med de romerske soldater, er man både passiv og aktiv, men på en forskruet måde, der lammer hjertet ved roden.
Det usunde fællesskabs andet kendetegn er helstøbte forklaringsmodeller på alle væsentlige spørgsmål. I kraft af lære og tolkning får man en optik uden blinde vinkler. Der er ikke tale om hjernevask endsige bevidst løgn eller bedrag. Meget i optikken er sandt og godt. Det er ikke det, der er problemet. Det er snarere, at man tror, man har hele sandheden, selvom man kun har en del af den.
LÆS OGSÅ: Kjeld Holm: Mellem ondskab og godhed, lys og mørke, er der også håb
Det betyder, at en del bliver gjort til en helhed. I den kristne tradition kendes denne tilbøjelighed som superbia eller arrogance. Grækerne benævnte den hybris; menneskets tendens til at identificere sit eget perspektiv med gudernes. Ifølge den antikke forståelse er det her, grænsen går mellem det sunde og det usunde. Deraf mottoet over templet i Delfi: gnothi seauton (kend dig selv), det vil sige, erkend din begrænsning, kun da kan du leve med berettiget stolthed.
Vi har helt glemt betydningen af det motto. Men tendensen til at gøre en del af sandheden til hele sandheden lever videre på mange måder. I uhyggelig grad ses det hos terroristen. Anders Behring Breivik var hverken sindssyg eller dum. Han var behersket af en optik, der gjorde ham til herre over liv og død. I denne optik var der helt sikkert noget rigtigt apropos udfordringen fra indvandrermiljøer, men det blev blæst helt ude af proportioner. Heri bestod det syge.
Tendensen til at gøre en del til helheden findes ikke kun hos terroristen eller den religiøse fanatiker. Den har også sine mindre synlige og sekulære skikkelser: Et ungt menneske bliver diagnosticeret med ADHD. Straks ånder forældrene lettet op og benytter nu denne diagnose som totaltydning på den unges tanke- og adfærdsmønster. Er det sundt?
Vi tager et andet eksempel, der er mere tabubelagt: Et barn bliver udsat for et seksuelt overgreb. Det er tragisk og kræver al tænkelig omsorg. Men hvad nu hvis den megen opmærksomhed bevirker, at denne hændelse bliver bestemmende for resten af personens livsforløb? Er det sidste så ikke værre end det første?
Når som helst en del bliver til en helhed, har man allerede overskredet grænsen mellem det sunde og det syge. Vor omsiggribende diagnosemani og falske omsorg er alt andet end befordrende for det sunde menneskelige fællesskab.
Det usunde fællesskabs tredje kendetegn er fraværet af selvkritik. Med andre ord: Det er de andres skyld de fremmedes skyld, muslimernes skyld, den tidligere regerings skyld, kinesernes skyld, de riges skyld, men frem for alt de andres skyld. Ligesom Adam gav skylden til Eva, der igen pegede på slangen, er det usunde fællesskab kendetegnet ved, at man nægter at påtage sig ansvar. I stedet påtager man sig offerrollen. Det gør man til gengæld gerne også for åben skærm.
Hvordan kan det komme så vidt, at man forskanser sig i et fællesskab, der er renset for selvkritik? Mange faktorer spiller ind. Vigtigst af dem er frygten. Man er bange for at erkende egne fejl og tage konsekvenserne af dem. På denne måde er det usunde fællesskab kendetegnet af frygt. Men det forunderlige er, at frygten i mere grundlæggende forstand viser sig i kraft af sit fravær! For i det usunde fællesskab mærker man ikke frygten, taler ikke om den, nævner den ikke ved navn. Og hvorfor skulle man også det? Man har jo den fuldkomne ledelse og den fuldkomne lære. Med en sådan kombination er der ingen grund til ængstelse, hvad der netop er så meget desto mere.
Det usunde fællesskab er kendetegnet ved, at al autoritet forankres i lederen, totalforklaringer og fraværet af selvkritik. Disse tre kendetegn indgår i en gensidig, selvforstærkende symbiose. Hvor den åndelige dovenskab gør svag og forsagt, bevirker arrogancen, at man får styrke og kraft. Og frygten, eller rettere fraværet af berettiget frygt, forårsager, at man aldrig ser problemet i øjnene.
Hvor går grænsen mellem det sunde og det usunde menneskelige fællesskab? Den går ikke mellem os og de andre. Heller ikke mellem de kristne og muslimerne. Ej heller mellem politiske eller religiøse højre- og venstrefløje. Den går ned igennem hvert enkelt menneskes hjerte. Det udtrykker Alexander Solsjenitsyn i Gulag øhavet med disse ord, der besidder tidløs aktualitet:
Gradvis gik det op for mig, at skillelinjen mellem ondt og godt ikke går mellem stater, klasser, partier den går gennem ethvert menneskes hjerte og gennem alle menneskehjerter. Denne linje ligger ikke fast, den flytter sig i os i årenes løb. Selv i et hjerte, som er omsluttet af ondskab, fastholder den et lille godhedens brohoved. Selv i det bedste hjerte et uudryddeligt ondskabens gemmested.
Martin Herbst er forfatter og sognepræst