I dag slutter Dronning Margrethe sin sommertur i Grønland. I pressedækningen fra turen har man set glade grønlændere i deres flotte nationaldragter.
Det er også Grønland, men jeg har netop set en anden side. En side, hvor alkohol og hash får lov til at ødelægge menneskers liv.
Hvor børn svigtes og misbruges. Hvor det vil kræve en kraftanstrengelse fra mange for at puste til de gløder af håb, der ligger, selv hvor det ser sortest ud.
Efter næsten fire ugers rundrejse i Grønland, besøg i seks byer og samtaler med et halvt hundrede embedsfolk, politikere og helt private grønlændere og danskere i Grønland har jeg et billede af et stolt folk med store udfordringer.
På opfordring fra Blå Kors Grønland er Blå Kors Danmark gået ind i et projekt, der skal øge støtten til børn i udsatte familier.
Y's Men's Region Danmark har lovet at betale cirka halvdelen af budgettet.
Jeg besøgte Grønland sammen med to repræsentanter for Y's Men's Region Danmark.
Vores rejse var en researchtur for at kunne planlægge projektet i detaljer og sætte ind de rigtige steder.
På havnen i den nordgrønlandske by Aasiaat så vi nogle af de mest synlige eksempler på forsømte børn og unge.
Byen ligger nord for polarcirklen, og der går solen ikke ned på denne tid af året. Store grupper af børn og unge samles på havnen efter klokken 22 og bliver hængende til langt ud på natten.
De stjæler og sejler i havnens joller, cykler på molerne, ryger hash og sniffer lim.
Politiet oplyste, at indimellem kører de ned for at hente nogle af de unge, men de har ikke noget sted at køre dem hen.
Enten er hjemmet tomt, eller også mødes de ofte af fulde eller hashpåvirkede forældre.
Et kommunalbestyrelsesmedlem oplyste, at socialforvaltningen ofte tvangsfjerner børn, så budgettet er hårdt presset af udgifter til familiepleje og det er svært at finde plejefamilier.
I Grønland er det syv procent af alle børn, der anbringes uden for hjemmet.
Grønland har ry for have store alkoholproblemer - men det er faktisk lykkedes at vende udviklingen. Nu drikker den gennemsnitlige grønlænder mindre alkohol end den gennemsnitlige dansker.
Til gengæld oplyser alle fra nord til syd, at Grønland oplever en kraftig vækst i hashmisbruget. Hashhunde står højt på ønskelisten, betror en lokal betjent os.
Mange grønlændere siger ikke meget. De taler ikke om deres liv. Simpelthen fordi fortællingerne er for tunge, og skæbnen har været for hård.
Men når man giver sig tid og får dem på tomandshånd, kan det ske, man får lov til at høre om nogle af de tunge tragedier.
Jeg har således talt med grønlændere, der har oplevet at skulle tage sig af mindre søskende, når forældrene drak og blev voldelige.
”Hun var en 'lille mor',” siger man om disse piger.
En tredjedel af alle piger bliver ifølge officielle statistikker seksuelt misbrugt - ofte af nære slægtninge.
Måske er tallet lavt sat - på Grønlands eneste folkehøjskole, der ligger i Sisimiut, hørte vi, at man havde lavet en undersøgelse - på det seneste elevhold var det kun 2 ud af 15 elever, der ikke var seksuelt misbrugt.
Selvmord eller dødsulykker blandt unge er også udbredte. Vi mødte og hørte om flere forældrepar, der havde mistet alle deres børn.
Heldigvis er der også mange solstrejf mellem de mørke skyer. Der er mange initiativer for at få brudt den onde cirkel og give børnene et bedre liv end det, deres forældre har haft.
Vi besøgte og hørte om en række fremragende både offentlige og private institutioner.
Blå Kors Grønland er en selvstændig organisation i forhold til Blå Kors Danmark.
Den har 600 medlemmer og har afdelinger i 30 byer og bygder - i en fjerdedel af disse ejer organisationen sit eget hus. Her er det ønsket at komme i gang med børneklubber.
Motivationen er helt klar: ”Børnene skal have en bedre opvækst end den, vi har haft,” fortæller tre af de kvinder, vi mødte i en af byerne.
De var alle vokset op i hjem med misbrug - en var desuden seksuelt misbrugt.
Efter i 51 år at have båret alene på den skam havde hun for nylig fået hjælp fra en psykolog på et sygehus.
Blå Kors Danmark har tilbudt at ansætte en grønlandsk fagperson, gerne en psykolog, der kan rejse rundt mellem Blå Kors-afdelingerne og hjælpe dem med at få etableret eller styrket arbejdet blandt børn og unge.
Vi tømte hovederne for alle vores danske løsninger og forsøgte at lytte til grønlændernes egne ønsker og forslag.
En af de overraskende oplysninger, vi fik, var, at mange grønlandske børn har mistet kontakten til naturen og deres oprindelige kultur.
Selvom flertallet færdes i naturen, er der også en stor gruppe børn og unge i byerne, der aldrig har lært at fiske, skyde en ren eller samle mad i naturen - de mister kontakten med den kultur og de færdigheder, deres bedsteforældre havde.
Derfor er de ekstra udsatte, når familien ikke slår til, og byerne mangler tilbud til dem.
Foredrag samt ture ud i naturen, hvor de kan lære noget om den oprindelige grønlandske livsstil, kan være noget af det, der kan medvirke til at give indhold i livet og mindske de sociale problemer.
Især sommerlejre blev efterspurgt. Sommerferien er meget lang, og det er ikke kun i Aasiaat, at børn og unge hænger ude til langt ud på natten.
I alle grønlandske byer så vi børn i grupper på offentlig vej langt efter midnat.
I Danmark kan meget lade sig gøre med frivillig arbejdskraft. Den kultur har man ikke i Grønland.
Her spørger mange: ”Hvad kan jeg få for det?”. Inden for familien er man gode til at hjælpe hinanden, men i samfundet er der ikke tradition for frivillighed. Det er dog på vej.
Blå Kors forsøger at satse på frivillige.
Ved at uddanne dem, der vil, håber vi, at flere kan se, at de gennem et sådant projekt både kan hjælpe børn og unge i nød - og få nogle værdifulde kompetencer, der kan hjælpe dem til selv at få et bedre og mere indholdsrigt liv.
Noget af det, der især bliver en udfordring, er at få grønlændere til at tage ansvar. Vi har fra både myndigheder og grønlandske arbejdsgivere hørt, at man i kolonitiden har set hen på den danske kolonibestyrer og ventet på, at han traf en beslutning.
Det sidder stadig i mange grønlænderne. Der er mange ressourcestærke, veluddannede og ansvarlige grønlændere, men der er behov for endnu flere.
Grønlændere og danskere tænker meget forskelligt. Derfor kan vi ikke blot komme og bestemme, hvad der er brug for i Grønland.
Det er også grunden til, at vores projekt er baseret på hjælp til selvhjælp, og at det meste af vores tur er gået med at tale med grønlænderne og høre om deres udfordringer og deres forslag til løsninger.
Et eksempel på kulturforskellene er synet på tid. Vi danskere jager rundt og får stress over alt det, vi ikke når. ”Tiden går,” konstaterer vi.
I Grønland siger man: ”Tiden kommer.” For grønlænderne står fortiden ikke til at ændre - den kan man lige så godt lægge bag sig og glæde sig over alle de muligheder, der ligger foran.
Så mens vi dansker mangler tid, har grønlænderne masser af tid. Derfor har de også tid til at tale med os og tid til hinanden.
Det har været tankevækkende at opleve. Vi har bestemt meget at lære af Grønland.
Vores projekt vil kun bidrage til at løse en lille del af landets problemer, men en vigtig del.
Det er vores drøm, at en række børn og unge om nogle år vi se tilbage og sige, at mødet med Blå Kors Grønland hjalp dem i en svær tid og blev et vendepunkt i deres liv.
Måske bliver det ikke de første mange år, men grønlænderne - de har tiden foran sig!