Prøv avisen
Kronik

Grosbøll var folkekirkens store whistleblower

”Thorkild Grosbøll var præget af en teologi, der bestod i gradvist at klæde kristendommen af, lag for lag, for at nå ind til kernen – blot for til sidst at finde ud af, at kernehuset er tomt,” skriver lektor Lars Sandbeck i dagens kronik. – Foto: Christian Als/Ritzau Scanpix.

Lars Sandbeck, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Thorkild Grosbøll var den teologiske udgave af drengen i ”Kejserens nye klæder”. Han var præsten, der råbte: ”Vi har jo ikke noget tøj på!”. Han hængte folkekirkens beskidte vasketøj til tørre i fuld offentlighed, og siden da har kirken ikke været den samme

Thorkild Grosbøll er død. Præsten, der hverken troede på en skabende og opretholdende Gud, opstandelsen eller det evige liv, optrådte for et par år siden i Ateistisk Selskab ved en foredragsaften, hvor han vakte fryd blandt de fremmødte ved at latterliggøre sin tidligere arbejdsplads og sammenligne gudstroen med troen på julemanden. På en måde var det den uundgåelige konklusion på den Gud er død-teologi og litterært-poetiske kristendomsforståelse, Grosbøll var eksponent for.

Jeg har lige genlæst hans bog ”En sten i skoen”, der i 2003 og fremefter skabte voldsomt røre ikke bare i den kirkelige andedam, men også ude i samfundet og det store udland. I bogen møder man en forfatter, der har travlt med at rakke ned på alt og alle, der fortsat tror på ”det med Gud” og ikke kan finde ud af at lave lækre italienske retter og læse ordentlig skønlitteratur. Sproget er litterært, æstetisk, lækkert. Det kører som smurt, når han udleverer sine præstekolleger til hånlatteren med al deres hittepåsomhed og ligegyldige aktiviteter, der blot er beregnet på at skjule, at der inde bag den energiske facade ikke gemmer sig et meningsfuldt teologisk indhold. Anderledes trægt går det, når Grosbøll selv skal finde på noget begavet at sige om kristendommen. Det var åbenbart lettere for ham at forklare, hvad han ikke troede på, end hvad han troede på.

Alligevel – eller måske netop derfor – er Thorkild Grosbøll en af de vigtigste og mest afgørende skikkelser i nyere dansk teologi- og kirkehistorie. For mig at se markerer Grosbøll den logiske kulmination på en langstrakt udvikling inden for teologien, en udvikling, der i mangel af bedre kan karakteriseres som teologisk striptease. Thorkild Grosbøll var præget af en teologi, der bestod i gradvist at klæde kristendommen af, lag for lag, for at nå ind til kernen – blot for til sidst at finde ud af, at kernehuset er tomt.

Jeg vil ikke formaste mig til at kalde Grosbøll en stor teolog, men han var til gengæld en stor whistleblower, den teologiske udgave af Edward Snowden eller drengen i ”Kejserens nye klæder”. Grosbøll var præsten, der råbte: ”Vi har jo ikke noget tøj på!”. Han hængte folkekirkens beskidte vasketøj til tørre i fuld offentlighed, og siden da har kirken ikke rigtig været den samme.

I løbet af de seneste par århundreder har den toneangivende teologi haft en særlig struktur: ”Kristendom uden x”. Det er den teologiske striptease. Kristendom uden metafysik, kristendom uden dogmer, kristendom uden religion, uden myter, uden kirke, uden gudstjeneste, uden etik og til sidst uden Gud. Grosbølls syn på kristendommen lader til at have navnlig tre kilder: Rudolf Bultmanns minimalistiske teologi, der reducerede kristendommen til et spørgsmål om etisk ansvarlighed, Gianni Vattimos kenosis -teologi, der hævdede, at kristendommens sandhed består i dens given afkald på at være sand, og den narrative teologi, der betragtede kristendommen som fiktion og fantasi.

Den narrative teologi, som havde sin storhedstid i 1980’erne og 1990’erne, har haft stor indflydelse på et par generationer af præster. Det forstår jeg på sin vis godt. På den positive side kan nævnes, at den narrative teologi har bidraget til udviklingen af litterære læsestrategier inden for den bibelske eksegese, til fremragende metoder inden for religionspædagogikken og ikke mindst til det frugtbare arbejdsfællesskab mellem teologi og litteraturvidenskab. Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt det sidste har været en berigelse for teologien, skylder man sig selv at læse nogle bøger af Aarhus-teologen David Bugge.

Hvis man derimod ønsker at stifte bekendtskab med den narrative teologis skadelige virkninger, kan man i stedet læse ”En sten i skoen” af Thorkild Grosbøll.

Det var teologen og filosoffen Peter Kemp, der med doktorafhandlingen ”Engagementets poetik” fra 1973 introducerede den narrative teologi i Danmark. Kristendommen er en fortælling, der ikke bogstaveligt er sand, men som indeholder et sublimt digt, et poem, der tilbyder håbsbilleder mod døden og meningsløsheden. Kristendommen er opstået ud af menneskets fantasi, den er et digt, som skal redde livsmodet.

Allerede under doktorforsvaret stillede den franske filosof og historiker Michel de Certeau et lammende spørgsmål til den nye narrative-poetiske teologi. Han spurgte, om ikke poetiseringen af kristendommen blot var en strategi, der var beregnet på at sløre, at man egentlig ikke længere var i stand til at holde den for sand.

I stedet for at være et sprog om virkeligheden, der hævder at udsige noget sandt, bliver det kristne sprog opfattet som poesi og fortælling et forsøg på at redde de sidste stumper af en forlist verdensanskuelse, der er blevet ydmyget af religionskritikken. Det kristne sprogs ”æstetisering eller poetisering”, bemærkede de Certeau, ”er virkningen af en filosofisk og teologisk kritik. Det blev ’skønt’, da det ophørte med at være sandt”.

Sandt er det i hvert fald, at Grosbøll reducerede kristendommen til ren æstetik og fortælling blottet for realitet. I ”En sten i skoen” forholder han sig til den kristne arv ”alene som et modigt epos om tilværelsens muligheder og vilkår”; han ser ”de gamle skrifter” som ”en sang om og for livet (...) deri ligger deres fascinationskraft”.

Idet kristendommen ikke længere fortæller os sandheden om Gud, mennesket og verden, må vi nøjes med at glæde os over den som ”en slags litterært nybrud” i vores civilisation. Når alt andet er skraldet af, bliver der ikke andet end en god historie tilbage, men som Hans Hauge gentagne gange har gjort opmærksom på, er de kristne ”grundfortællinger” og myter jo ikke engang særlig god litteratur. Hvis det udelukkende er fascinationskraften, man går efter, burde man langt hellere læse Shakespeare eller Blixen; de har i det mindste skrevet fortællinger af en vis litterær kvalitet.

Den narrative teologi er som et stykke håndsæbe, der er umulig at få greb om. Da sognepræst Per Ramsdal i julen 2014 afviste troen på et gensyn i efterlivet, havde han ikke andre alternativer tilbage end at betragte opstandelsen som en ”smuk fortælling”. Men i sjælesorgen er ”smuk” ikke godt nok, og derfor stak han indimellem de pårørende en ”nødløgn”.

Nogle kolleger kom i den efterfølgende debat Ramsdal til undsætning og forklarede, at opstandelsen er sådan en slags ”livspoesi”. Jeg har hørt utallige prædikener, der handler om ”Guds store fortælling”, der smelter sammen med menneskets ”lille fortælling”, og det lyder umiddelbart også flot og betydningsfuldt, men hvad pokker vil det overhovedet sige? Særligt fint bliver det åbenbart, hvis man sætter ordet ”liv” foran: livspoesi, livsfortælling, livshistorie. Men igen: Hvad i alverden er meningen?

Grosbøll erklærede åbent, at han ikke havde noget tøj på, og han trak alle os andre med i faldet for øjnene af hele befolkningen. Som teologer skulle vi tale om Gud. I stedet talte vi om livspoesi, hvis vi da ikke bare valgte at stikke menigheden en nødløgn. Trods alt det positive, der er at sige om den narrative teologi, er den i sidste ende en teologisk katastrofe, kulminationen på en teologisk striptease, der forsøgte at gøre alt det skønt, vi også og snarere burde have holdt for sandt.

Jeg vælger at betragte Grosbøll som begyndelsen på afslutningen på denne narrative æra og som en vigtige påmindelse til os teologer og præster om at turde tænke fundamentalt igen, arbejde med kristendommens kernebegreber på en måde, så de faktisk handler om virkeligheden, idet vi vover at tro, at kristendommen taler sandt om Gud og menneske.

Det ser jeg masser af eksempler på blandt landets præster i dag. Måske er det noget, vi kan takke Grosbøll for.