”Grov Konfækt” er et ærefrygtindgydende værk

Vi har vænnet os til at tage den for givet, men hvad ville der mon ske i vores Nutidsdanmark, hvis der blev strammet lidt op på ytringsfriheden, spørger tidligere litterær direktør Johannes Riis i anledning af udgivelsen ”Grov Konfækt”

Johannes Riis. Foto: Leif Tuxen
Johannes Riis. Foto: Leif Tuxen.

En dag for knap fire år siden, det var i december 2016, modtog jeg en mail fra Ulrik Langen. Den var ganske kort. Der stod: ”Jeg går snart i gang med at lave en fondsansøgning til et projekt, der i en vis forstand berører Gyldendals historie. I den forbindelse vil jeg høre, om du har tid til at holde et lille møde, så jeg kan indvie dig i planerne.” Det kunne jeg sagtens finde tid til. Godt et halvt år tidligere havde Gyldendals daværende administrerende direktør, Stig Andersen, og jeg haft en snak om, hvem vi skulle opfordre til at skrive bogen om forlagets historie i anledning dets 250-års-jubilæum fire år senere, i 2020.

Vi havde gjort vores hoser grønne hos Pernille Stensgaard fra Weekendavisen, som for nogle år siden havde skrevet en både letfodet, skarp og velturneret bog om Louisiana, og vi mente at have haft et vist held med vores tilnærmelser: Pernille ville måske også godt skrive en bog om Gyldendal.

Og nu henvendte professor Ulrik Langen fra Københavns Universitet sig med et forslag, der ikke skulle megen fantasi til at forestille sig ville være en uhyre relevant udgivelse i jubilæumsåret, et oplagt sidestykke til journalisten Pernille Stensgaards bog. For før der var noget, der hed trykkefrihed, var der heller ikke noget, der hed Gyldendal. Søren Gyldendal grundlagde faktisk sit forlag i kølvandet på trykkefrihedens indførelse, altså lige i den periode, Ulrik Langen og hans to medsammensvorne professorkolleger, Henrik Horstbøll og Frederik Stjernfelt, havde sat sig for at kortlægge. Så jeg sagde naturligvis ja tak til at mødes med Ulrik Langen. Og vi mødtes, og senere mødte jeg alle tre forfattere, og de forelagde deres planer. Det lyder jo spændende, sagde jeg, og meget relevant i Gyldendal-sammenhæng, og Frederik og Henrik og Ulrik fortalte og fortalte, både om værket og dets finansiering, og jeg stillede et par spørgsmål undervejs, herunder ét om værkets omfang. Ja, det bliver jo nok ikke helt lille, sagde Frederik. Og jeg sagde prøvende, men i tryg forvisning om at være på den sikre side: Sådan en 400-500 sider i normalt bogformat, med nogle illustrationer? Ja, det bliver nok deromkring, sagde Ulrik. I hvert fald ikke mindre, supplerede Frederik. Jamen, okay, Gyldendal holder ikke jubilæum hvert år, så okay.

Så gik Frederik og Henrik og Ulrik hjem for at skrive, og en tid efter mødtes vi igen. Det skrider fremad, sagde Frederik. Ja, der er jo meget at skrive om, sagde Ulrik. Det var jo en interessant tid, pamfletterne blev udgivet i, sagde Henrik, det er et stort stof. Ja, sagde jeg, det lyder spændende, jeg glæder mig til at læse, sagde jeg og mente det, og så skiltes vi igen.

Der gik nogen tid, så mødtes vi på ny. Ja, det bliver nok et ret stort værk, sagde Ulrik, der er godt nok mange pamfletter, der er meget at skrive om, det er ikke sådan lige at begrænse sig. Ja, og noget af det er altså noget værre nørderi, sagde Frederik, men det kan ikke være anderledes, det skal med, vi har ambitioner med dette her, værket skulle jo gerne kunne danne grundlag for videre forskning. Ja, men du skal tage det helt roligt, Johannes, sagde Ulrik, vi har fondet i ryggen, det er generøse folk i fondet, de mener det alvorligt, de har sagt, at skal det være, så skal det være.

Nu vil jeg ikke referere flere møder; jeg vil nøjes med at resumere: Der kom flere og flere sider til, billedredaktøren fandt frem til flere og flere illustrationer, som det ville være synd og skam ikke at tage med, vi talte om sideantal og bindantal og helbind og halvbind og for- og bagsatspapir og kassette, vi fik lavet kalkuler, og jeg fik mere og mere tekst til læsning. Det blev efterhånden til en ret høj stak, og jeg måtte give forfatterne ret: Ja, der var mange pamfletter, det var svært at forkorte, og ja, det var en spændende tid, der var meget at skrive om, og det optog selvfølgelig alt sammen plads.

Ja, det gjorde det, og nu står vi så med det færdige værk, to magtfulde bind i stort format i kassette og med et omfang på rundt regnet 2500 normalsider mod de 400-500, vi i sin tid gik ud fra, og jeg er både glad og stolt på Gyldendals vegne over at udgive det. Og over at kunne lancere det på selve 250-årsdagen for trykkefrihedens indførelse i Danmark, på Børsen, hvor pamfletterne blev solgt.

”Grov Konfækt” er et ærefrygtindgydende værk. Det er grundforskning og historie- og litteraturformidling på højeste niveau. Her går fagkundskab, nysgerrighed og opdagelyst hånd i hånd med uskrømtet glæde ved at fortælle og dele sin viden: Her skal I bare se, se, hvad vi har fundet, det havde I nok ikke lige regnet med. Det er en fornøjelse at læse, det er lærd og oplysende og underholdende, og på Gyldendals vegne vil jeg gerne på det varmeste takke såvel forfattere som illustrator og billedredaktør, grafiker og medarbejdere på forlaget for denne præstation. Og så vil jeg gerne rette en stor tak til Carlsbergfondet, uden hvis generøse støtte værket aldrig ville være blevet til. Her står vi igen med et eksempel på et bogværk, som ikke ville have set dagens lys, hvis ikke vi her i landet havde haft private fonde, der bestyres af folk med sans for både kunst og kultur, folk, som kan se vigtigheden af, at projekter som dette bliver realiseret, og som råder over midler til, at det kan ske.

”Grov Konfækt” byder os indenfor i et forbløffende univers og præsenterer os for et samfundsmæssigt skred af kolossale dimensioner. Trykkefriheden gav med ét borgerne mulighed for at give udtryk for meninger og synspunkter, de ellers havde måttet gå stille med.

Trykkefriheden forandrede verden. Pludselig stod både menigmand og øvrighed over for en offentlighed, der var radikalt forskellig fra den, de kendte før, pludselig kunne der skrives og tales som aldrig før, og der blev tænkt tilsvarende, sikkert ofte med tanke på, at det, man tænkte, kunne blive delt med andre og måske endda komme til at bringe forandringer med sig.

Det er skrappe sager, der kommer for dagen. Det er en storhedstid for persiflage, satire og grove partsindlæg, og ingen holder sig tilbage. Her kommer aggressioner til udtryk, vrede, foragt, hån, forurettelse, forargelse, her er hævn og private opgør, og også her kan man konstatere, hvor godt man skriver på indignation og retfærdig harme. Det er grov konfekt, der skal skarp lud til skurvede hoveder. Men der er også en anden side. Der findes også dybt seriøse overvejelser om samfund, kunst og kultur, der kan gøre sig gældende i et nyt samfund.

Som sagt: I 1770 bliver offentligheden med ét en helt anden. Her kan alle komme til orde i hidtil uset grad, her kommer meningsudvekslinger og ytringer og tilkendegivelser af enhver art til udtryk i et omfang og indimellem i et toneleje, ingen vel havde forestillet sig. Parallellen til vore dage med fake news og sociale medier, der præger vores virkelighed mere og mere, er så åbenlys, at der ikke er grund til at komme nærmere ind på den.

Hvad der derimod nok kunne være værd at opholde sig lidt ved, er det, der skete, da lovgivningen strammede til igen, og ytringsfriheden langsomt blev snævret mere og mere ind.

Eller rettere sagt: Det, der ikke skete. Der skete nemlig ingenting. I takt med, at lovene blev skærpet, svandt antallet af pamfletter ind, stort set umærkeligt udkom der færre og færre, og det skete bare, ingen råbte op, ingen gjorde anskrig, og vi skulle næsten firs år frem i tiden, frem til Grundloven i 1849, før der igen var noget, der hed fuld ytringsfrihed i Danmark.

Det er nok værd at tænke lidt over i vore dage. Vi er jo glade for ytringsfriheden, vi har vænnet os til at tage den for givet; men som landet ligger lige nu, lige her i disse måneder, kunne man jo godt fristes til at spørge sig selv om, hvad der mon ville ske i vores Nutidsdanmark, hvis der, som nogle jo godt kunne tænke sig, også blev strammet lidt op på ytringsfriheden. Ville det også nu blive mødt med et skuldertræk?