Prøv avisen

Grundlovens fader, biskop Monrad, fandt sin styrke i bønnen

Monrad Foto: Arkivfoto

Politiker og biskop D.G. Monrad, der i år ville være blevet 200 år, fik stor betydning for Grundlovens tilblivelse. Hvad de færreste ved, er, at biskop Monrad hentede det meste af sin imponerende styrke i bønnens verden

SELVOM JEG som biskop til daglig bor og lever i den bispegård, som biskop D.G. Monrad fik opført i 1850 i Nykøbing Falster, og selvom jeg dagligt går forbi et maleri af ham og færdes i de stuer, som han bekostede udsmykningen af, så må jeg indrømme, at jeg ikke var opmærksom på, at Monrad netop i år kan fejre jubilæum.

Den 24. november 1811 blev D.G. Monrad født. Det er med andre ord jubilæumsår for én af 1800-tallets helt store personligheder i dansk politik, kirke- og kulturliv.

Oplysningen om Monrads 200-årsdag kom mig for øre fra en uventet kant. Så langt væk som fra New Zealand, hvortil Monrad udvandrede (eller flygtede) efter nederlaget i 1864. En gruppe danskere med tilknytning til den danske menighed på New Zealand henvendte sig i april måned og spurgte, om jeg – som biskop i Lolland-Falsters Stift, D.G. Monrads gamle stift, og som tilsynsførende for menigheden på New Zealand – ville have mulighed for sammen med min kone at deltage i et eller flere af de mange jubilæumsarrangementer, som er planlagt på New Zealand. Og da jeg har studieorlov i den periode, og orloven netop skal bruges til blandt andet at studere Monrad og særligt hans bog "Fra bønnens verden", så var jeg ikke sen til at sige ja tak til invitationen.

Til gengæld var jeg både flov og beskæmmet over, at vi i Lolland-Falsters Stift ikke havde planlagt nogen form for jubilæumsarrangement til fejring af vores berømte biskop. Det er vi til gengæld i fuld gang med at råde bod på. Så nu vil der – takket være denne henvendelse fra New Zealand – også blive afholdt forskellige arrangementer her i stiftet til minde om Monrad.

Disse begynder allerede grundlovsdag, hvor der for sjette år i træk skal være grundlovsmøde i bispegårdshaven, og hvor vi naturligvis vil mindes Monrads betydning for Danmarks Riges Grundlov. Desuden vil der til efteråret være arrangementer i Nykøbing Falster, Maribo og Vester Ulslev Sogn, hvor Monrad var sognepræst fra 1846 til 1849.

Der er sagt og skrevet meget om Monrad, om hans personlighed, indflydelse og betydning. Senest i de fantastiske bøger af Tom Buk-Swienty. Monrad har også selv skrevet talrige bøger, blandt andre ovennævnte lille bog om bøn, som udkom i 1876. Det blev en bog, som blev meget populær i samtiden, og som udkom i adskillige oplag.

Når man læser den, kan man godt forstå dens udbredelse og popularitet. Her møder man en præst og en åndsperson, som viser et grundlæggende kendskab til og stor erfaring med bønnen, og det står klart, at det har været fra bønnens verden, Monrad fik sine kræfter, inspiration og sit ukuelige livsmod midt i sine mange ydre og indre kriser.

Det følgende er nogle få uddrag og læsefrugter, som forhåbentlig kan være til inspiration for andre, som har lyst til at bevæge sig ind i bønnens verden. I selskab med Monrad er man tryg. Han kender bønnens verden og fører os rundt i bønnens mange mørke og lyse gange, og han svarer enkelt og klart på de spørgsmål og problemstillinger, som den bedende står over for.

I indledningen hedder det om bønnens verden: Der er stor forskel mellem menneskenes ydre kår, deres evner og kundskaber. Men ingen sådan forskel danner et så dybt skel som den, om sjælen lever eller ikke lever i bønnens verden.

Gud står i forhold til hver menneskesjæl, men kun den sjæl, der beder, står i forhold til Gud. I bønnen gør mennesket sine erfaringer om Gud og vinder den sikkerhed, der ikke kan nås gennem en lange række af konklusioner.

Ligesom man i naturvidenskaben udgår fra erfaringen og kun ved skarpe iagttagelser når til erkendelse af sandhed, således når vi også i åndens rige kun til kundskab om det evige gennem erfaringen. Den, der ikke gennem åndens anstrengelse i bønnen søger at vinde disse erfaringer, vil lige så lidt kunne forstå talen om Gud og om, hvad der hører til Guds rige, som den blinde vil kunne forstå, når man beskriver farverne for ham, eller den døvstumme, når man taler til ham om tonerne.

Til spørgsmålet om, hvorfor overhovedet bede til Gud, svarer Monrad: "Hvorfor bede vi til vor Gud? Ja, hvorfor tale vi gerne med den, der er os kær? Fordi han er os kær. Vi bede til Gud, fordi vi elske ham."

Om fadervor og bønnens betydning hedder det: "Hvo vover at sige, at denne Kristenhedens Fællesbøn ei formår og udretter noget? Hvo vover at sige, at Guds Navn dog ville vorde helligt, hans Rige komme, og hans Vilje ske, om denne Bøn forstummede over hele Jorden? Derfor ansee vi ei vor Bøn for frugtesløs; vi blive på vor Post, gøre vor Gerning og bede vor Bøn."

Monrad minder også om taknemligheden: "Men den Bøn er ikke fuldstændig, der glemmer at takke." Hvad så, når vore Bønner ikke bliver opfyldt, og Gud forbliver tavs? Til det svarer Monrad: "Vel lærer Erfaringen os, at ingenlunde alle vore Bønner eller forbønner opfyldes (?). Da hænder det stundom efter en Tids forløb, at vi blive glade over, at vi have bedt forgæves, thi det går op for os, at Gud har haft visere Hensigter end vort Ønske."

Det er, som om Gud en stund skjuler sin nåde for os; han vil prøve os, han vil opdrage os til en stærkere tro. Da er der kun én udvej, ikke længere at stride imod, men give sig hen i Guds vilje og sige som så: "Nu vel, så vil jeg være dybt bedrøvet, så vil jeg leve i det glædesløse Mørke, jeg fordrer ingen Forandring, ingen Lettelse, jeg vil skikke mig i alt, finde mig i alt, gøre mit Livs Gerning, så godt jeg formår, og tålmodig bøje mig under det Åg, som Gud lægger på mine Skuldre."

Denne fuldstændige opgiven af modstand og hengivelse i Guds vilje er den nærmeste vej til oprejsning, og når så glæden over Gud atter lyser i sjælen, da have vi lært at vi have intet af os selv, men alt af Guds nåde.

Også forbønnens betydning understreges af Monrad: "Tror du, at hans Kærlighed trænger til at blødgøres ved dine Forbønner? Eller at hans Visdom trænger til dine Råd? Nej, men jeg ved, at ligesom Gud har indrettet det så på Jorden, at vi trænge den ene til den anden, for at vi gensidig skulle forsøde hinanden Livet, således har han fastsat det som en Betingelse for den rigelige Udgydelse af sin Velsignelse, at vi bede den ene for den anden. Vi, der have Kristi Forbøn, hvorledes kunne vi trænge til, at Mennesker bede for os? Og dog vidner Erfaringen, at det er så underlig trøsterigt for os at vide, at det Menneske, der er os kært, og deler med os Kærligheden til Jesus Kristus, stadig sender sin Bøn op for os til vor himmelske Fader."

Endelig kan man spørge: Hvor ofte skal vi bede? Til det har Monrad følgende svar: "Ej ville vi foreskrive, hvor ofte eller hvor længe nogen skal bede. Bedre at bede lidt og ærlig, end ofte og længe, men med Selvbedrag. Derom kan der imidlertid ikke være nogen Tvivl, at vi mindst én Gang om Dagen bør bede så indstændig og alvorlig til Gud, så at vi føre vor hele Sjæl frem for hans hellige Åsyn, og derom kan der vel ej heller være Tvivl, at vi bør begynde og ende vor Dag med Fadervor."

Selvom Monrad altså ikke vil foreskrive bestemte tider eller regler for bønnen, så kommer han alligevel med følgende gode råd i en ordinationstale: "Spørger du: 'Hvor ofte, hvor længe skal jeg bede?' – så spørger jeg dig: 'Hvor ofte fornyer du Ilden i dit Kammer ved Vintertide?'. Ikke sandt, når du begynder at mærke Kulden. Så skal du også bede, når du begynder at mærke Kulden. Så skal du også bede, når du mærker, at dit Hjerte begynder at blive koldt."

Monrad fik som bekendt stor betydning for Grundlovens tilblivelse, og landet over fejres den i morgen. Men lad os da også huske på, hvor Monrad fik sin styrke og inspiration fra – nemlig fra bønnens verden.

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift