Grundtvig er blevet glemt i fejringen af Genforeningen

Grundtvig fandt det nødvendigt at imødegå den tyske trussel ved at indskrænke det danske rige, så de tysktalende dele blev afgivet. Logikken var, at Danmark ville blive stærkere ved at blive mindre, skriver professor emeritus Ove Korsgaard

Grundtvig fandt det nødvendigt at imødegå den tyske trussel ved at indskrænke det danske rige, så de tysktalende dele blev afgivet, det vil sige Holsten, Lauenburg og en del af Slesvig. Den indre logik i Grundtvigs synspunkt var, at Danmark ville blive stærkere ved at blive mindre, skriver professor emeritus Ove Korsgaard.
Grundtvig fandt det nødvendigt at imødegå den tyske trussel ved at indskrænke det danske rige, så de tysktalende dele blev afgivet, det vil sige Holsten, Lauenburg og en del af Slesvig. Den indre logik i Grundtvigs synspunkt var, at Danmark ville blive stærkere ved at blive mindre, skriver professor emeritus Ove Korsgaard.

Jeg synes, Grundtvig er blevet glemt, men fortjener at blive nævnt i forbindelse med fejringen af 100-året for Genforeningen. For den grænse, der kom ud af folkeafstemningen i 1920, var i god overensstemmelse med den grænse, han foreslog i en tale den 14. marts 1848, nemlig en deling af Slesvig efter sprog og sindelag. ”Kendsgerningen er nemlig, (…) at det danske land går i det allerhøjeste kun så vidt, som man taler dansk, og i grunden ikke længer end man vil blive ved at tale dansk, altså til etsteds, man ved ikke hvor, midt inde i hertugdømmet Slesvig.”

Grundtvig opfordrede derfor de nationalliberale til aldrig mere at tænke på den sydlige del af Slesvig, som var blevet fortysket. Men det var netop, hvad de nationalliberale gjorde. Da de foranstaltede det berømte folketog til kongen en uge senere, den 21. marts 1848, var hovedkravet i virkeligheden en grænse ved Ejderen.

Det var ikke kun i Danmark, man var optaget af grænsespørgsmålet. Det var man også i de tyske lande. I 1848 hævdede den tyske sprogforsker og folkemindesamler Jacob Grimm i bogen ”Geschichte der deutschen Sprache”, at ”den stridige (jyske) halvø” i virkeligheden var tysk.

Jylland var et tysk område, der kun midlertidigt var under dansk administration. Men det ville der blive ændret på i nær fremtid, forudså Grimm: ”Så snart Tyskland reorganiserer sig, kan Danmark umuligt bestå som før.” Det var han langtfra ene om at mene. De mest nationalistiske tyskere ville trække grænsen ved Skagerrak eller Øresund. Det var dog ikke kun nationalister, men også socialister, der fandt, at Danmark ikke havde legitim ret til Slesvig. I 1848 skrev den tyske socialistiske teoretiker Friedrich Engels således, at Slesvig i løbet af kort tid burde indlemmes i Tyskland, idet historiens udvikling gav tysk civilisation forrang over for dansk barbari.

Artiklen fortsætter under annoncen

Da demokratiet bankede på døren i Danmark i marts 1848, var der således vidt forskellige opfattelser af det slesvigske spørgsmål: Skulle Slesvig indlemmes i Det Tyske Forbund, hvor Holsten i forvejen var medlem? Skulle Slesvig indlemmes i kongeriget Danmark? Skulle Slesvig deles?

Grundtvig fandt det nødvendigt at imødegå den tyske trussel ved at indskrænke det danske rige, så de tysktalende dele blev afgivet, det vil sige Holsten, Lauenburg og en del af Slesvig. Den indre logik i Grundtvigs synspunkt var, at Danmark ville blive stærkere ved at blive mindre. Grundtvig gjorde sig således til fortaler for et tilbagetog til en sikker grænse, nemlig en sprog- og sindelagsgrænse. I sit tidsskrift ”Danskeren” uddybede han i foråret 1848 sit synspunkt: ”(...) at nu danskerne, under ingen omstændigheder, enten med rette eller med fordel kan indlemme hele hertugdømmet i kongeriget, eller under nogen som helst navn eller påskud smække det dertil, det har jeg, lige fra begyndelsen, udtalt.”

Rationalet bag Grundtvigs syn på grænsespørgsmålet havde han udfoldet 10 år tidligere, nemlig i de såkaldte Mands Minde-foredrag i 1838. Her fortalte han, at han i sin samtid havde ”ord for at være næsten lige så bitter en fjende af tyskerne, som af romerne”.

Men det var ifølge Grundtvig en stor misforståelse. Han hadede bestemt ikke tyskerne. ”Tyskland har store fortjenester både af frihed og oplysning i det ny Europa, følgelig store fortjenester af menneskeheden, som vi altid skal erkende og påskønne, hvad vi så ellers kan have imod den tyske tankegang og især mod dens indflydelse på vore forhold, (…) Danmarks gamle trætte med Tyskland angår da også blot vor frihed og selvstændighed, som tyskerne nu en gang ikke kan finde dem i, da de én gang alle har sat sig i hovedet, at Danmark hører i grunden til det tyske rige, tænker og taler plattysk, og skulle derfor smukt, ligesom Holsten, lade sig lære at tænke og tale højtysk.”

Tyskerne havde ifølge Grundtvig sat sig i hovedet, at danskerne var eller skulle være tyskere. Forstod danskerne ikke, at det var til deres eget bedste, fandt tyskerne, at danskerne var fæhoveder. For danskerne var der ikke andet at gøre end at sætte hårdt mod hårdt og prøve at gøre tyskerne det klart, at vi hverken var dumme eller tyskere.

Grundtvig frygtede de nationale samlingsbestræbelser i de tyske lande i 1800-tallet, hvis væsentligste drivkraft var en aggressiv form for nationalisme. Disse samlingsbestræbelser rejste spørgsmålet: Hvad med det danske rige, hvis hoveddele bestod af kongeriget, der gik til Kongeåen, samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg? Riget rummede to store sproggrupper, dansk og plattysk. Spørgsmålet var, om befolkningen i det danske rige udgjorde et folk i egen ret, eller om vi i virkeligheden var en slags tyskere, der helt eller delvist burde indlemmes i et samlet Tyskland, således som en række tyske forfattere, videnskabsmænd og politikere krævede. Grundtvig argumenterede i 1838 for, at den danske befolkning udgjorde et folk i egen ret.

Da Grundtvig 10 år senere i 1848 foreslog en deling af Slesvig efter sprog og sindelag, var han fuldt ud klar over, at det ville være vanskeligt at få tilslutning til idéen. Derfor overvejer han, hvordan en løsning kunne strikkes sammen, der ikke byggede på indlemmelse af Slesvig i kongeriget, men på dansk overhøjhed over Slesvig – svarende til Storbritanniens overhøjhed over Canada inden for Commonwealth. Den løsning rejste spørgsmålet: Hvordan skulle Danmark forholde sig til det flersprogede og flernationale Slesvig? Skulle der iværksættes en dansk assimileringspolitik, eller skulle de forskellige nationaliteter have mulighed for at opretholde deres kulturelle og sproglige egenart? Grundtvig tog afstand fra de nationalliberales assimileringspolitik. I stedet ville han etablere en højskole i Flensborg baseret på de fire folkesprog, der blev talt i Slesvig, dansk, plattysk, frisisk og angelsk.

Selvom det selvfølgelig ville give problemer med fire sprog, skulle man ifølge Grundtvig ikke søge at bekæmpe denne sproglige mangfoldighed, ”men nøjes med at sætte det bedste i levende bevægelse, og overlade resten til folkene selv, til fremtiden og forsynet”. Al kirketvang og skoletvang skulle ophæves, ”så hvem der ikke er fornøjet enten med sproget eller lærdommen i den offentlige kirke og skole, frit kan søge sin oplysning og opbyggelse, hvor han venter at finde dem”. Med andre ord: Der skulle være fuldstændig kulturel og religiøs frihed.

Inden for lovgivning og administration måtte man ifølge Grundtvig af praktiske grunde indskrænke sig til at anvende dansk og plattysk. Alle medlemmer af den højeste retsinstans samt alle sagførerne måtte kunne tale og skrive både dansk og plattysk, ”og i det mindste en af begge slags må tillige kunne frisisk”.

Ifølge Grundtvig ville mange indvende: Ja, den er god med dig, ”men hvor tager man de dommere, sagførere og præster fra, som kan og vil gå denne, vel meget naturlige, men dog ny og ubanede vej?”. Man kunne ikke forvente at få folkelige præster, dommere og sagførere fra universitetet i Kiel. Det synspunkt var Grundtvig enig i. Der måtte noget nyt til. Det nye, som Grundtvig foreslog, var ”en folkelig højskole i Flensborg”. Højskolen skulle udgøre ”hertugdømmets navlekule”. Han argumenterede for en højskole, hvor man kunne erhverve sig de kulturelle kompetencer og sproglige færdigheder, der skal til, for at man kan begå sig og beklæde embeder i Slesvig. Grundtvigs idé om en højskole i Flensborg blev aldrig realiseret. Hans forslag om en deling af Slesvig efter sprog og sindelag vandt heller ikke gehør i 1848. Det gjorde den først i 1920.